365 Days in a Bag – Lars H.U.G. inviterer os ind i sit kaos af kunst og kærlighed

Der er kø ved indgangen. Folk snakker lavmælt, og solen vælter ind ad vinduerne i Museum Ovartacis rå betonbygning. Det er fredag eftermiddag, og der er fernisering på Lars H.U.G.s udstilling 365 Days in a Bag – Usikkerheden som drivkraft · Slip stregen løs. Og det er netop, hvad han har gjort.

Inde i udstillingsrummet summer det af mennesker og forventninger. Der bliver smilet og klappet, da museumsdirektør Mia Lejsted går på for at holde tale:

“Det har været et aldeles uforudsigeligt, forunderligt og til tider vildfaren og utæmmeligt samarbejde med dig, Lars. Det er sådan, det må være, heldigvis og tak for det.”

Hun peger på det, der ret hurtigt bliver tydeligt, når man bevæger sig ind i rummet. Her er der ikke noget, der er for pænt. Ikke noget, der er sat på afstand. Det hele emmer af H.U.G.s karakteristiske blanding af overskud, galskab og ægte menneskelig skrøbelighed.

Rummet som medspiller

Udstillingen fylder et stort, åbent lokale med rå betonvægge, højt til loftet og dagslys, der falder ind fra store vinduer ud mod gårdhaven. Der er noget atelieragtigt over stemningen. Ikke fordi det ligner et atelier, men fordi det føles som et. Som om du træder ind i kunstnerens hjerne.

Væggene er tætpakket med malerier og poser og skitser og sjove, sære, sårbare figurer. Men blikket skal også nedad. Flere steder ligger billeder på gulvet under plexiglas. Du står nærmest oven på kunst. Midt i det. Som om der ikke er nogen forskel på, hvad du går på, og hvad du kigger på. Du er en del af det.

Første møde og et brag af farver

Før du overhovedet træder helt ind i rummet, bliver du mødt af en væg fyldt med poser og et farvestrålende værk, hvor tallene og bogstaverne danner titlen 365 Days in a Bag. Det ligner en kaotisk kalender, men uden datoer. Som om tiden bare flyder. Hver pose har sit eget udtryk, sin egen stemme. Der er plastikhandsker, spraymaling, vilde tryk og finurlige tegn.

Nogle steder dukker velkendte logoer op – LEGO, Panduro, Silvan – men alting er vendt, drejet, overskrevet. Lars H.U.G. har arbejdet med det, vi normalt smider ud: kvitteringer, indkøbsposer, madpapir. Hverdagens efterladenskaber.

Mia Lejsted sagde det sådan: “Der er ingen grænser, alt kan ske, for usikkerheden er en del af brændstoffet og drivkraften.”

Løs stregen – og slip dig selv

I den ene ende af lokalet hænger tre store ark i vinduet. På dem er der tegnet menneskefigurer – bare omrids. Ved siden af hænger tuscher på snor, og du bliver nærmest opfordret til selv at gribe fat og slippe stregerne løs. En af figurerne er allerede blevet pyntet med mønstre og markeringer – og midt på brystkassen står der med grøn tusch: “Ibi Pipi was here.”

Det føles som en skæv og bevidst reference. Til Ibi-Pippi Orup Hedegaard – performancekunstner og provokatør – og måske som et blink til idéen om at rykke ved normer og identitet. Noget Lars H.U.G. selv kredser om i udstillingen, hvor det intuitive og impulsive får lov til at tage styringen.

Som Lars H.U.G. sagde med et smil – og med et citat fra Picasso i hånden:
“Hvis du ved, hvad du vil, så er der ingen grund til at gøre det.”

En hilsen til Ovartaci

Lars H.U.G.s udstilling er ikke kun en soloperformance. Den er også en dialog med stedet, med Ovartaci selv. Han sagde det i sin tale:

“Det handler jo lige så meget om Ovartaci, som det handler om mig. I den forstand, at man som kunstner godt kan se, hvem vi står på skuldrene af – eller hvem vi kun når til skosålerne.”

Der blev grinet højt, da han fortsatte:
“Ovartaci tog jo ikke sit øre som Van Gogh – han tog sin diller. Så drenge, lad nu være med at lade jer inspirere for meget.”

Der er selvironi og alvor i samme åndedrag.

Kunstens rum, menneskets rum

Rådmand Anette Poulsen runder sin tale af med en refleksion, der bliver siddende i kroppen længe efter:

“Alt det, Lars udstiller her, giver rigtig fin mening. Det er både mulighed for at se en kendt kunstner og reflektere over, hvordan mental sårbarhed kan være en kilde til kreativitet og kunst.”

Og det er præcis det, man oplever. Ikke kun billeder på en væg. Men liv. Processer. Ting, der står og sitrer i rummet.

Gå derind og gå lidt i stykker

365 Days in a Bag er ikke en udstilling, du bare ser. Den skal sanses, og måske også leves lidt. Der er ikke et klart budskab, ikke en pæn sløjfe. Det er netop pointen. Det uskære, det upræcise, det levende.

Som Mia Lejsted sagde det:
“Vær ikke bange for usikkerheden eller løse streger. Begge dele kan bringe fantastiske ting med sig.”
Det gælder også uden for museets vægge.

Udstillingen kan opleves på Museum Ovartaci frem til 14. september 2025.

Efterklang fra åbningen

Der blev sagt mange kloge og kærlige ting under ferniseringen – om kunst, sårbarhed og det at give slip. Her er et uddrag af det, der blev stående i rummet:

Mia Lejsted, museumsdirektør, åbnede med både varme og et glimt i øjet:

“Jeg er slet ikke i tvivl, når det kommer til dit udsagn: ‘My studio is where I am’. Lige op til udstillingen har vi oplevet det, som om du er flyttet ind. Og meget kan ske endnu. Stregen løber videre. Den er sluppet løs. Måske er usikkerheden medvirkende til, at vi netop bryder grænser – fordi den gør os nysgerrige og bringer os ud i nye eventyr.”

Hun talte også om, hvordan usikkerhed kan være både lammende og livgivende – noget, vi alle kender:

“Den kan være upassende, møgirriterende og i værste fald total lammende. Man kan føle sig fortabt, rådvild og ulykkelig. Men måske gør den os klogere. Måske bringer den os et nyt sted hen.”

Lars H.U.G. selv var, som altid, både skarp og skæv i sin tone:

“Det er jo en ære at komme ind i det her hus. Nu er det jo gået så godt med Ovartaci-projektet, og hvis I ikke ved det, så har vi jo fået en århusiansk Van Gogh. Og han tog jo ikke sit øre – han tog sin diller. Så drenge, lad nu være med at lade jer inspirere for meget.”
Publikum lo, men bag humoren lå også en dyb respekt for stedet og for Ovartaci som kunstner:
“Det handler jo lige så meget om Ovartaci, som det handler om mig.”

Anette Poulsen, rådmand for sociale forhold og beskæftigelse, rundede åbningen af med et blik på både kunst og fællesskab:

“Museum Ovartaci er et særligt sted. Det giver plads til stemmer, som måske ikke altid bliver hørt. Jeg blev endnu mere stolt i forrige uge, da museet fik en europæisk anerkendelse for at vise, hvordan kultur kan fremme inklusion, lighed og socialt sammenhold.”

Og med blik mod udstillingen:
“Alle har brug for et inkluderende fællesskab. Det her – det Lars viser – giver rigtig fin mening. Jeg er sikker på, at det kommer til at berøre mange mennesker.”