Manden bag borgmesteren – En danskvandssamtale med Anders Winnerskjold

Foto: Wyrle Studio

Der står borgmester på døren, men da Anders Winnerskjold åbner, er det ikke en formel politiker, der møder os. Han nikker velkommen, trækker jakken af og gestikulerer mod det store mødebord i midten af kontoret.
“Sæt jer bare – jeg henter lige noget til ganen,” siger han og forsvinder et øjeblik ud ad rummet.
Vi sætter os ved det store mødebord, omgivet af høje vinduer og sporene af et travlt politisk liv. Kort efter vender han tilbage med en bakke, hvor der står glas og flasker med danskvand – de gode, dem med kapsel, der kræver en oplukker.

Han sætter bakken på bordet, finder en oplukker frem og sender den over til os.
“Her åbner vi selv flaskerne,” siger han med et smil, mens han flipper kapslen af sin egen flaske med en rutineret bevægelse.

Ingen kaffemaskine, ingen ceremonielle kopper med byvåben. Men en par flasker danskvand, og en samtale, der hurtigt bliver noget andet end politik.

Det her er ikke et interview om strategier og valgperioder.
Det her er en samtale med mennesket Anders.

Borgmester med bobler på bordet

Kapslerne samler sig på bordet, mens vi hælder danskvanden op i vores glas. Boblerne fanger lyset fra de store vinduer, og i et kort øjeblik føles det mere som en uformel snak i en stue end et møde i byens højeste politiske kontor.

Vi tager en tår, mens samtalen flyder fra hans favoritsteder i Aarhus til, hvordan det føles at gå fra at være “ham den unge” i byrådet til at være “ham med borgmesterkæden”.

“Det er stadig lidt skørt, når folk siger ‘hej borgmester’ på gaden,” indrømmer han. “Jeg har jo egentlig bare været en del af Aarhus hele mit liv – ligesom alle andre.”
Men hvad gør det ved et menneske pludselig at have en rolle, hvor alle kender ens navn? Hvor forventningerne ikke længere bare handler om ens egen fremtid, men om en hel bys?

Anders ser kortvarigt ud ad vinduet. “Jeg prøver ikke at tænke for meget over det. Hvis du hele tiden går rundt og er bevidst om titlen, mister du forbindelsen til det, der betyder noget,” siger han.

Fra guitar til politik – en lidt tilfældig vej

Mange tror måske, at Anders Winnerskjold altid har drømt om en politisk karriere. At han som barn sad foran fjernsynet og fulgte med i valgkampe, mens hans forældre diskuterede politik over middagsbordet.
Men sandheden er en anden.

“Mine forældre var ikke medlem af noget parti. De gik ikke til politiske møder. Jeg voksede ikke op i et hjem, hvor politik fyldte særlig meget,” fortæller han.

Så hvordan endte han her?
“Tja, vejen til politik var nok lidt tilfældig. Som ung spillede jeg guitar i et band. Vi hed ‘American Breakfast’ – det lyder ret cool, ikke? Desværre toppede min musikkarriere ret tidligt,” siger han med et grin.
Han ryster på hovedet:
“Så i stedet for at stå på en scene og spille koncerter, endte jeg med at stå i byrådssalen og diskutere politik. Nogen vil sige, at det ikke er helt så rock’n’roll – men der er stadig mange lange aftener,” siger han med et glimt i øjet.

Han begyndte at tage til politiske møder, da han var 13.
“Det syntes min mor var helt skørt. Mens mine kammerater gik til fodbold, tog jeg bussen ind til byen og gik til politiske møder. Det var min fritidsinteresse.”

Og nu, som 32-årig borgmester, føles det hele stadig lidt surrealistisk.
“Jeg tror ikke på revolutioner – jeg tror på kompromiser. Jeg vil hellere få løst 80% af et problem end at stå fast på min ret og få løst 0%,” siger han.

En verdensby i lille format

Anders Winnerskjold har aldrig haft lyst til at forlade Aarhus.
“Jeg elsker den her by. Det er en stor by, men den føles lille. Man møder altid nogen, man kender. Og det bedste? Vi har vand, vi har skoven i oplandet – både i nord, syd og vest. Det er som en lille verdensby.”
Hans mål er klart:

“Jeg håber at aflevere en bedre by, end da jeg overtog den. Og vi laver alle fejl. Men hvis vi kan tilgive hinanden, så kan vi også komme langt.”

En borgmester og en far

Selvom Anders Winnerskjold er borgmester, er hans vigtigste rolle stadig familiefar.
“Jeg vil gerne være til stede derhjemme. Men jeg vil også være til stede her. Det kræver lidt jonglering – og meget kaffe,” siger han.
Han tager en slurk af sin danskvand.
“Men jeg klager ikke – jeg har verdens bedste hold hjemme.”

“Vi prøver at få det til at hænge sammen. Nogle dage er jeg væk hele aftenen, andre dage når jeg hjem ved 16 tiden og kan være far som alle andre og lægge alt politik i skuffen. Så skal jeg måske arbejde lidt efter putte tid. Det er ikke perfekt, men det er virkeligheden.”

En brat afslutning – men lige tid til et sidste billede

Inden vi når at stille det næste spørgsmål, kigger Anders hurtigt på sit ur.
“Jeg skal videre til et møde,” siger han og rejser sig.
Han tager sin jakke over armen, men inden han går, stiller han sig smilende ved siden af journalist Christina Hazelden, mens kameraet klikker.

“Sådan – tak for snakken!” siger han, sender et sidste smil og forsvinder ud ad døren.

Når man interviewer en borgmester, forventer man ofte en vis distance – en professionel facade, hvor hvert ord er målt og vejet. Men sådan var det ikke med Anders Winnerskjold.
Samtalen føltes mere som en uformel snak med en ven end et politisk møde. Han grinede, fortalte anekdoter fra sin tid i bandet American Breakfast, og var ikke bange for at indrømme, at han jonglerer familieliv og borgmesterpost så godt, han kan.

Hans tilgang var ærlighed frem for perfektion. Han ved, at han ikke kan alt, men han prøver. Og han håber, at han med tiden kan aflevere en bedre by, end da han overtog den.
Mødet sluttede brat, for en borgmester har sjældent tid i overskud. Men da døren lukkede bag ham, sad vi tilbage med en følelse af at have mødt et menneske før en politiker.

For et øjeblik var han ikke bare borgmester.
Han var bare Anders.