Hypnose og PTSD – En rejse tilbage til mig selv

Hvis du havde sagt til mig for bare et par år siden, at jeg skulle ligge i en lænestol og blive hypnotiseret for at få styr på mit liv, så havde jeg nok grinet lidt akavet og rystet på hovedet. Hypnose? Det lød mest af alt som noget fra et tv-show.

Men når man har prøvet alt andet – talt sig selv blå i hovedet hos psykologer, testet mindfulness, terapi, selvhjælpsbøger og “positive tanker” – og stadig vågner med uro i kroppen og et hoved fuld af kaos, så begynder man at overveje nye veje. Jeg havde brug for at mærke ro. Bare lidt. Bare et åndehul.

Så jeg fandt Tine. Eller måske fandt hun mig.

Første møde – og kroppen, der begyndte at give slip

Det var en regnvåd eftermiddag i Risskov, og jeg husker tydeligt, hvordan jeg sad i bilen og overvejede, om jeg bare skulle køre igen. Men jeg gik ind. Og jeg blev mødt af et varmt smil, og en rolig stemme, der sagde: “Velkommen til.”

Det lyder banalt, men når man har PTSD, betyder tryghed alt. At nogen ser dig – ikke som et diagnoseark – men som et menneske.

Vi talte om, hvor jeg er i livet, hvad jeg kæmper med, og hvad jeg håber på. Og så lagde jeg mig i stolen. Skeptisk og lidt anspændt. Halvt forberedt på, at det ikke ville virke.

Men så skete der noget. Min krop begyndte at føles tung. Ikke på den dér udmattede måde, men som om jeg endelig måtte give slip. Da jeg gik derfra, var jeg svimmel og rundtosset. Men også… lettet.

Og i dagene efter begyndte jeg at mærke forskellen. De voldsomme reaktioner, der normalt kunne ramme mig ud af det blå, blev mindre hyppige. Der kom lidt mere plads mellem dem. Og det var nok til, at jeg kom tilbage.

“Du er nok” – og det øjeblik, der ændrede alt

Anden gang gik det… tja, knap så flydende. Tankemylderet havde overtaget, og jeg kunne ikke helt lande i kroppen. Jeg var frustreret. Et par dage senere stod jeg pludselig midt i et voldsom angstanfald. En situation fra fortiden væltede ind over mig som en bølge, og jeg kunne mærke panikken tage fat.

Men så – ud af det blå – kom ordene fra hypnosen tilbage. Tines stemme. “Du er nok.” Jeg gentog det for mig selv indeni. Og pludselig var det som om, jeg selv tog kontrollen tilbage. Jeg kom igennem det. Uden at forsvinde. Uden at lukke helt ned.

For første gang i alt for lang tid følte jeg mig stærk midt i mit kaos.

Tredje session – da mørket slap sit tag

Jeg vidste præcis, hvad jeg ville arbejde med den dag. De morgener, hvor tankerne vælter ind, før jeg overhovedet har åbnet øjnene. Hvor alt føles som en kamp, inden dagen er kommet i gang.

Jeg fortalte det til Tine, og hun lyttede. Ikke bare som en, der skal “fikse noget”, men som et menneske, der forstår. Og dét gør en forskel.

I hypnosen bad hun mig give slip. Og der skete noget fysisk i kroppen – som om en tung, sort kugle lettede fra mit bryst. Det lyder måske mystisk, men det var så konkret. Og da jeg lukkede øjnene, så jeg lys. Rigtige lysglimt og stjerner.

Det var vildt. Og vildt smukt.

De efterfølgende uger kom de mørke tanker ikke hver dag, som de ellers plejer. Og når de endelig dukkede op, kunne jeg lukke døren. Jeg kunne sige: “Ikke i dag.”

Og det er en følelse, jeg har savnet.

Fjerde og femte session – jagten på den ægte glæde

Næste gang havde jeg ét ønske: at kunne mærke glæde igen. Ikke bare sådan et “smil til verden og den smiler tilbage”-smil. Nej, den ægte slags. Den, man mærker helt ned i maven.

Det føltes ikke rart at sige højt, for jeg har så meget godt i mit liv. En dejlig kæreste og et trygt hjem. To børnebørn, som jeg elsker himmelhøjt. Men glæden har længe været dæmpet. Som om noget i mig har slukket for forbindelsen.

Tine førte mig gennem hypnosen. Jeg følte mig svævende bagefter – igen lidt ør – men også lidt lettere.

Allerede ugen efter sad jeg i stolen igen. Klar til at fortsætte, men Tine havde en ny vinkel. Hun fortalte om de to sider, mange med PTSD bærer rundt på: den gode og den knap så gode. Den ene side, der længes efter livet. Og den anden, der holder fast i smerten.

Hun bad mig sætte navne på dem under hypnosen. Og det, der kom frem, overraskede mig. Jeg havde regnet med, at det ville være en anden fra min fortid. Men det var det ikke. Det var et nært familiemedlem, som har været væk i mange år. En, der engang ville mig det godt – men kom til at gøre det modsatte.

Og lige dér, i hypnosen, forstod jeg noget. At den mørke stemme indeni ikke bare er ond. Den har prøvet at beskytte mig. Men det er tid til at slippe den nu.

Punktum? Nej. Komma.

Efter fem sessioner har jeg ikke fået et helt nyt liv. Jeg har ikke fået lukket alle mine gamle sår. Men jeg har fået noget andet. Jeg har fået adgang til mig selv. En kontakt, jeg troede var væk for altid.

Jeg mærker mere ro. Mere mod. Jeg reagerer ikke med samme voldsomhed, og jeg har fået redskaber, jeg faktisk bruger. Jeg er mere åben over for fremmede. Og vigtigst af alt, så er jeg mere mig.

Tine har ikke fikset mig fuldstændigt. Men hun har givet mig et rum, hvor jeg turde begynde at hele. Og det er jeg dybt taknemmelig for.

Måske sidder du, der læser med, og kender følelsen af at være lukket inde i dig selv. Måske tænker du, at hypnose lyder lidt langhåret. Det gjorde jeg også. Men nogle gange skal vi gå nye veje for at finde hjem.

Så her er jeg. Ikke i mål. Men meget på vej. Og det føles fandme godt.

Tine Freund er certificeret hypnoterapeut og hypnotisør.

Hun har klinik i Risskov og du finder hendes hjemmeside her:

Tine Freund

Jeg besøgte Tine 5 gange, men det er meget individuelt hvor mange timer det tager.