En tur op i domkirkens tårn – Oplevelsen du (måske) har overset

Hvor mange gange har jeg ikke gået forbi Aarhus Domkirke? Og alligevel tog det mig seks år, hvor jeg har boet i Aarhus, før jeg fik taget mig sammen til at gå op i tårnet. Og det var en kæmpe fejl. For den oplevelse, jeg fik deroppe, havde jeg aldrig set komme.

Det starter nede i kirkerummet, hvor du betaler 20 kr. (kun 5 kr. for børn) til kirketjeneren. Og det er vigtigt: Du kan kun gå derop i kirkens åbningstid – og ikke når der er ceremonier i gang. Det er fair nok. Det her er jo trods alt ikke en forlystelsespark, men en levende kirke.

Trapperne – og pulsen

Du bliver hurtigt klar over, at det ikke er en tur for de helt gangbesværede. Trappen er smal og snoet. Slidt og stejl. De gamle trin har set lidt af hvert, og de siger ikke nej til lidt modstand i benene. Jeg tager fat i det grove tov, der løber op langs muren, og trækker mig opad. Det er fysisk, men også fascinerende.

Undervejs er der små afsatser, og de redder mig flere gange så jeg kan få pusten igen. Og især fordi en familie på fire puster mig i nakken, og vi må koordinere vores pauser. Afsatserne giver plads til både hvile og nysgerrighed. Der er små vinduer med smalle glughuller, der slipper lyset ind og afslører gamle døre. Tunge, slidte døre med gitre og mystik. Hvor mon de fører hen? Jeg forestiller mig præsten, der i gamle dage stikker hovedet ud og holder øje med torvet. Eller måske en klokker på vej ud til kirkens lofter – nogle af dørene fører faktisk ud på kirkeloftet den dag i dag.

Det første rum – og wow-faktoren

Når du når toppen af trappen, træder du ind i et rum, der mest af alt føles som en glemt maskinhal. Trægulvet knirker, lyset falder skråt ind gennem støvede ruder, og væggene er pyntet med gamle værktøjer og kæmpestore tandhjul. Det er som at være midt i et urværk. Og det er du jo faktisk også.

Midt i rummet står det gamle tårnur. En imponerende samling af tandhjul og aksler, der engang har styret både klokkeslag og tidens gang. På væggene hænger gamle visere, som tidligere har siddet på kirketårnet. Det hele emmer af historie og godt gammeldags håndværk. Jeg er mere optaget af rummet end af udsigten. Og det siger ikke så lidt.

Og så… klokkekammeret

Men oplevelsen stopper ikke der. Længst tilbage i rummet, helt inde i hjørnet til højre, gemmer der sig en trappe mere. En slags bonusrunde. Den fører op til selve klokkerummet. Og hold nu op. Her hænger de. Tre gigantiske klokker, tunge og majestætiske. Det er dem, du kan høre over hele byen, når klokken slår 12.00.
Her kan du stå bag smalle tremmevinduer og kigge ud over hele byen – hustage, havn, rådhustårn og byliv. Heroppe blæser det lidt mere, og det giver en helt særlig følelse. Frisk luft, vid udsigt og rungende historie på én gang.

Rummet omkring klokkerne er bygget op i en imponerende trækonstruktion. Kæmpe skrå bjælker, der støtter klokkestativet, og du føler nærmest, du står midt i skroget på et kæmpe skib – bare hævet over byen. Bjælkerne er mørke, ru og solide, og nogle steder er der skiltet med “ingen rygning” – som en lille påmindelse om, at det her er et rum, der skal beskyttes. Det føles som et sted, man skal have respekt for.

Og nej, det er ikke så højt, at du ikke kan holde til det, når klokkerne ringer. Det sagde kirketjeneren i hvert fald, inden jeg begyndte min tur på af trapperne.

En oplevelse, der skal deles

Der kommer turister herop. Især fra krydstogtskibene. Men mange aarhusianere aner faktisk ikke, at man kan komme op i tårnet. Det burde der laves om på. Det her er ikke kun en attraktion. Det er en pause fra hverdagen, en lille rejse tilbage i tiden – og en mulighed for at mærke byen fra en helt ny vinkel.

Så gør det. Tag trappen. Hold pauser. Kig op, kig ud, kig rundt. Det er kun 20 kr. (og fem for børnene), og du får så meget mere end en udsigt. Du får en oplevelse, du aldrig glemmer.