Aarhus Inside logo

Tilbage til Stenalderen ved Egå Engsø

Udgivet: 7. januar 2024
Shelter ved Egå Engsø i Risskov
af: Christina Hazelden

Egå Engsø er en skøn naturoase, der ligger ved Egå og Risskov i Århus. Ligesom de øvrige to søer i Århus, så er Engsøen et utroligt populær sted at gå søndagsture. Her valfarter århusianere ud til søen og tager de 5 km rundt enten på gåben, cykel eller en løbetur. Fordi Egå Engsø ligger på trækfuglenes rute til og fra syden, så vil du opleve, at søen er et yndet sted for fuglene at gøre ophold og tage en velfortjent pause undervejs på deres tur. Og så er det heller ikke ualmindeligt, at du kan få øje på havørnen, som holder skarpt øje med alt, der foregår ved søen.

Udover de mange interessante fugle, så byder Egå Engsø også på en anden virkelig spændende oplevelse.

Shelter ved Egå Engsø i Risskov

Stelaldertema

Få hundrede meter efter p-pladsen ved Viengevej, går en lille sti til venstre. Og gemt herinde ligger shelterpladsen ved Engsøen. Ved alle århusianske søer og skove kan du finde shelterpladser, men ingen overgår den, som du kan finde her på Engsøen. Hvis du forventer at se et par hytter med bål i midten, så kan du roligt forberede dig på noget af en overraskelse. Ud over de 6 shelters, hvoraf de 5 kan benyttes, så er hele området bygget op i et stenaldertema.

Tilbage i stenaldertiden, hvor Egå Engsø var en fjord, levede stenalderfolket her i området ved fjorden. Den historie bliver vist med store udskårne trædyr, et bål område, der minder om dengang for 7000 år siden, stendyser og udskårne fiskebåde, der blev brugt, når der skulle jages i fjorden.

Shelter ved Egå Engsø i Risskov

Udover at bruge pladsen som en ekstra oplevelse, når du går rundt om Engsøen, så er stedet også perfekt til en familie- eller børnefødselsdag. Pak pølser og dej til snobrød i tasken sammen med skumfiduserne og sodavand og fyld termokanderne med varme drikke. Efter maden kan de voksne sidde rundt om bålet eller i en af shelterne og lade snakken gå, mens børnene kan underholde sig i flere timer rundt på pladsen. Her har du alt, hvad der behøves for udendørs leg. Vandet få meter fra pladsen, skoven der ligger bagved og masser af spændende steder, der kan udforskes.

Hvis du skal bruge shelter hytterne og bålområdet, så husk at booke det på Århus Kommunes hjemmeside.

Shelter Egå Engsø dyr

Et af stederne, der straks får nysgerrigheden frem er De Døde Sjæles labyrint, der ligger bag ved den sidste hytte. Der er ingen fare for, at du forsvinder inde i labyrinten, så stor er den dog heller ikke. Men alligvel, så er det lidt en oplevelse at gå ind bag de høje træplanker og ind i labyrinten.

I midten bliver du mødt af 3 høje træpæle med stenaldertegn og 3 store dyrekranier i træ på toppen af pælene. I stenalderen blev de døde begravet tæt på bopladsen og der blev opført særlige steder, hvor man kunne møde deres ånder og medbringe gaver.

Shelter Egå Engsø dyr

Stendyse

Efter De Døde Sjæles labyrint går en grussti rundt bag om shelter hytterne. Her gemmer sig endnu flere spændede oplevelser. Den store stendyse var et almindelig syn i stenalderen og ses stadig rundt om i Danmark. Her blev de dødes knogler begravet og tit også fra flere forskellige folk.

Shelter Egå Engsø bagved

Skovens dyr

Efter stendyssen slå et smut til venstre ned af stien mellem træerne og her kan du se nogle af de dyr, der levede omkring fjorden og i skovene i Danmark. Her står træudskæringer af uroksen, vildsvinet og ulven. Området her bag ved shelter hytterne indbyder til masser af kreativ leg for børn og en anderledes gåtur for voksne.

Shelter ved Egå Engsø i Risskov

Das

Hvad man ikke lige forventer at se i dagens Danmark er et udendørs gammeldags das (i gamle dage kaldes lokum). Og det er da også næsten lige før, man bliver lige så forbløffet over at se et das her inde i lysningen, som man blev over at se de smukke udskårne trædyr. Selvom dasset ikke høre stenalderen til, så passer det alligevel meget godt ind i temaet for området og kan faktisk også benyttes, hvis du er trængende.

Shelter Egå Engsø das
Shelter ved Egå Engsø i Risskov
Shelter Egå Engsø dyr
Shelter ved Egå Engsø i Risskov
Shelter Egå Engsø dyr
Egå Engsø