Aarhus Inside logo

Hjertevarm juleglæde til Jul i Friheden 2023

Udgivet: 27. november 2023
Jul i Friheden 2023 Bodebyen
af: Christina Hazelden - Fotograf: Wyrle Studio

Siden 2006 har Jul i Friheden i Aarhus været et lyspunkt i den mørke vintertid. Det er her, blandt et væld af lysende stier og funklende træer, at byen slår i takt med højtiden og hvor man kan mærke julemagien i luften. Hvert skridt gennem parken er en hyldest til julen, nærmest som en levende julekalender, der med hver åbnet låge afslører mere glans og glimmer. Her er julen ikke bare er en fest, men en følelse.

Træd ind til Jul i Friheden 2023

Der er noget magisk over Tivoli Friheden om vinteren. Og når snefnuggene forsigtigt danser mod jorden i Tivoli Friheden, som de gjorde søndag aften da vi besøgte parken, skabes en scene, der synes at være hentet direkte ud af et vinterlandskab fra en julefortælling.

Når parkens gæster har vist deres sæsonkort eller entrebillet bliver de budt velkommen af en 70 meter lang lystunnel, hvor over 50.000 LED lys gnistrer som stjerner mod den natlige himmel.
Velkommen til Jul i Friheden.

Jul i Friheden 2023

Det Magiske Træ

Inde Tivoli Friheden findes en verden, hvor julens ånd er levende i hver krog og krinkelkrog.
Det Magiske Træ, Frihedens nyeste tilføjelse, stråler midt på torvet ved Springvandet og er beklædt med over 76.000 LED-dioder, der bader omgivelserne i strålende farver. Lysene skifter mellem alle regnbuens farver i træet, der strækker sine grene 6 meter ud i hver retning og syntes at danse i den kølige vinterluft. Vandet fra det røde springvand lyser op i takt med træets skiftende farver, og skaber en illusion så overbevisende, at mange gæster står stille i adskillige minutter for at lade indtrykkene synke ind.

Jul i Friheden 2023 Magisk træ og Sky Tower

Bodebyen

Bodebyen i Tivoli Friheden er ikke bare en samling af boder, men her hvor det danske hyggebegreb kommer til live. Når man træder ind i den lille julelandsby, er det som at vandre ind i en lille, isoleret verden, hvor hvert element er designet til at skabe glæde og sprede julestemning. Små hytter af træ, hver med sit eget karakteristiske pynt, står i rækker som miniaturehuse i en idyllisk vinterlandsby. Tagene, beklædt med et fint lag af kunstig sne, komplementerer de varme glimt af lys, der omkranser hver bods facade.

Lyskæder svøber sig omkring boderne og strækker sig over hovedgaden, og bidrager til den hyggelige julestemning. Her og der står juletræer, hver omhyggeligt dekoreret med kulørte kugler og bånd, mens guirlander af grangrene fletter sig ind mellem bodernes kanter og hjørner, som om de forsøger at binde hele Bodebyen sammen i et enkelt juleknudepunkt.

Midt i Bodebyen er der opsat et stort telt, hvor man kan sidde og nyde de lækkerier, man har samlet sammen fra de omkringliggende boder, eller simpelthen tage en velfortjent pause og suge julestemningen til sig.

Besøgende kan mærke knasen fra halmen under fødderne, et rustikt touch, der harmonerer med de knitrende ildsteder, hvor gæster samles for at varme sig og dele øjeblikke af sammenhold. I denne lille landsby kan man finde alt fra håndværk, som vidner om lokal kunsthåndværk, til delikatesser, der afspejler sæsonens smage. Her er unikke julekugler, håndlavede smykker, og hjemmelavet chokolade, som kan blive til gaver, der bringer glæde langt ind i det nye år.

Hvis appetitten melder sig, er Bodebyen det ideelle sted at lægge vejen forbi. Her blander dufte af traditionelle juleretter sig med mere eksotiske aromaer. Fra den lune risengrød til de sprøde ande- og flæskestegsburgere, fra ægte italiensk pizza og pasta til det søde fra churros og pandekager – alle sanser tilfredsstilles her. Og for at fuldende oplevelsen er der varm gløgg, der lokker med sin krydrede duft, eller varm kakao, som kan nydes mens man går rundt og udforsker de mange boder.

Jul i Friheden 2023 Julemandens by

Julemandens Værksted

Julemandens værksted i Bodebyen er hjørnestenen for børn, der besøger Jul i Friheden. Det er et sted, hvor fantasien får frit løb, og den juleglæde, som vi alle kender fra barnsben, bliver til virkelighed.

I værkstedet kan børn og barnlige sjæle opleve den ægte julemandsånd ved at deltage i skabelsen af julepynt. Under kyndig vejledning kan man dekorere julekugler og skabe personlige juleminder, der kan tages med hjem og hænges på træet.

Jul i Friheden 2023 Julemandens værksted

Julemanden selv er at finde i værkstedet på udvalgte tidspunkter, klar til at tage imod ønskesedler og dele ud af sin julevisdom. Med et venligt øje og et hjerte stort nok til alle, skaber han en stemning af varme og velkommen, hvor børn kan hviske deres hemmelige ønsker i hans øre.
For de voksne er der også noget ved Julemandens værksted, der vækker nostalgi – et glimt af barndommens jul, et øjeblik af ren og ufortyndet glæde. Det er et sted, der minder alle om, at julen handler om at give, at dele og at bringe lys ind i hinandens liv.

Jul i Friheden 2023 Julemandens stue

Juletræet med sin slik

En frisk nyhed i årets Jul i Friheden er det smukke træ placeret bag Den Røde Baron forlystelsen. Træet er en fryd for øjet med sin store krone, oplyst i nuancer af pink, hvidt og med en stamme i gult. Alt sammen med til at skabe en livlig baggrund for de lækre juleslikdekorationer, der hænger fra grenene. Og ved træets fod, i en skælmsk velkomst, står en listig ræv badet i lys, som om den vogter over godterne.

Jul i Friheden 2023

Attraktionerne

Attraktionerne i Jul i Friheden er mange og varierede. Sky Tower, der tårner sig op med sine 90 meter, er et blinkende vartegn synlig fra enhver vinkel i parken. I nærheden fanger en gigantisk julekugle, placeret midt på søen, øjet med sin glitrende refleksion i vandet, mens indre dekorationer tilføjer en dybde til den smukke udsmykning.

Når aftenen falder på, omdannes Tivoli Friheden til en funklende hav af strålende julelys, hvor lyset fra de utallige installationer skaber en stemning, der er ren magi. Det anbefales at opleve parken både før og efter solnedgang for at få den fulde effekt af Jul i Friheden.

Jul i Friheden 2023 Kugle på vandet

Tak for i år

Som man ser tilbage over skulderen på vej ud af parken og med tusindvis af lys, der glimter om kap, står det klart, at “Jul i Friheden” ikke bare er en begivenhed, men en værdifuld tradition for mange. Og det er med denne følelse af forventning og glæde, at mange ser frem til Jul i Friheden år efter år og som har gjort netop denne begivenhed til en juletradition blandt både børn og voksne.

Jul i Friheden 2023 Magiske træ

Jul i Friheden 2023

Datoer: Udvalgte dage fra 18. november til 30. december 2023

Åbningstider: Se de specifikke åbningstider på Tivoli Frihedens hjemmeside.

Aktiviteter: Lysinstallationer, Julemandens værksted, Bodebyen med julemarkeder, forlystelser og meget mere.

 

Jul i Friheden 2023 juletræ
Jul i Friheden 2023 julekugle på søen
Jul i Friheden 2023 Julekugler på juletræ
Jul i Friheden 2023 Juletræ og bod med varme drikke
Jul i Friheden 2023 Julemandens slæde
Jul i Friheden 2023 Træ med lyst og Sky Tower
Jul i Friheden 2023 bro og hjertetræ

Copyrigth AarhusInside og Wyrle Studio