Er jeg (også) psykopat? – Geo tager publikum med helt ind i barndommen

En samtale uden manuskript

Lyset dæmpes i den lille sal i Musikhuset. Jeg kigger rundt, publikum er blandet, men det, der fanger mig, er, hvor mange unge der er mødt frem. Jeg havde forestillet mig, at et foredrag om vold, psykopati og barndomstraumer kun ville trække et noget ældre publikum. Men her sidder også unge mennesker på forreste rækker, parate til at lytte til en historie, der ikke er let at bære.

På scenen venter Geo. Komikeren, vi kender fra stand-up og tv, men i aften står en anden side af ham frem. En side præget af en barndom med frygt, flugt og en far, som skræmte livet ud af hele familien.
Ved hans side sidder Esben, barndomsvennen, der har kendt ham i snart 50 år. Sammen sætter de sig til rette i to stole. Ingen manuskript, ingen færdig plan, bare en samtale mellem to mennesker, der deler minder.

Publikum får lov til at stille spørgsmål undervejs, og det føles aldrig som en afbrydelse. Tværtimod så det giver plads til mere ærlighed og flere nuancer af historien.

Knive, flugt og sort humor

Det tager ikke mange minutter, før stilheden sænker sig. Geo fortæller om dengang, han var fem år:

“Han stod i døråbningen med en køkkenkniv i hånden. Han sagde, jeg skulle holde øje med mor for ellers slog han hende ihjel.”

Han standser op, synker tungt. Jeg kan mærke, hvor tæt han er på at bryde sammen, og jeg sidder selv med en knude i maven.

Han deler også andre tidlige minder:
“Vi flygtede ud til vores gymnastiklærer, Irene, i Svendstrup, og boede der i tre måneder. Jeg håbede hele tiden, at nogen kom og reddede os, men der kom aldrig nogen.”

Ved siden af ham supplerer Esben: “Jeg oplevede dit hjem som et varmt sted, hvor vi fik lov til at være drenge. Men når din far kom, så var det som en sort sky over nr. 38.”

Geo stemmer i: “Når han kom, så stod vi, min søster, min mor og jeg og holdt vejret. Vi måtte ikke sige noget forkert. Ikke nævne stakittet, der ikke var blevet malet. Alt kunne trigge ham.”

Det er det særlige ved denne aften. Kontrasten mellem Geos indre billeder og Esbens blik udefra. Og den skaber en intensitet, der gør oplevelsen mere end et foredrag. Det føles snarere som at sidde midt i en samtale, som man egentlig ikke burde høre, men som alligevel bliver delt, fordi der er brug for det.

Sort humor midt i mørket

Og alligevel, senere i showet, bryder hele salen ud i latter, da Geo og Esben husker tilbage på dengang, de fandt en kuffert fyldt med dildoer hjemme hos faren. Grotesk, absurd, og helt umuligt ikke at grine af.

De groteske billeder fortsætter. Geo fortæller om en juleaften, hvor faren ikke kunne få juletræet til at stå i foden:
“Så flippede han ud, væltede det hele og kastede en økse igennem køkkenet.”

Det er netop kontrasterne, der gør aftenen så stærk. På den ene side en opvækst, hvor man hele tiden “bare skulle overleve”. På den anden side publikum, der får lov at stille de spørgsmål, som også følger os hjem. Som da én spørger, hvorfor moren blev ved med at have faren tæt på, når han var så voldelig. Geo svarer ærligt: “Jeg forstår det stadig ikke. Jeg kan ikke forklare det.”

Han fortæller også om oplevelsen af at blive tvunget ind i bilen som dreng:
“Min far hev mig ind i bilen, mens min mor og naboen råbte. Jeg anede ikke, hvor han kørte mig hen. Skulle han slå mig ihjel? Skulle jeg køres til udlandet? Det var tankerne, jeg havde som dreng.”

Ar på sjælen

En af de stærkeste scener handler om et gammelt kassettebånd fra juleaften i ’79, hvor hans far og mor skændes. Geo blev bedt om at høre det i forbindelse med sin podcast. “Jeg hulker over pulten. Jeg kan simpelthen ikke holde det ud. Jeg har hørt det seks gange og jeg skal aldrig høre det igen.”

Her deler han også et sår, der stikker endnu dybere. Hans mor døde kort før jul sidste år, og deres forhold sluttede uden forsoning. “Hun slog hånden af mig inden hun døde. Først bagefter fandt jeg et brev, hun havde skrevet til mig. Jeg havde håbet, der til sidst ville være en form for forsoning. At blive fravalgt af min mor er noget af det, som har ramt mig virkelig hårdt.”

At tage magten tilbage

Stilhed i salen er tung. Og så igen kommer der et skift. Geo efterligner sin fars stemme, fraseringerne, og vi bryder ud i latter, selvom vi lige sad med tårer i øjnene. Han siger: “Måske var det min hævn, at bruge ham til noget konstruktivt.”

Fra knive i døråbninger, juletræer med økser og flugt gennem natten, til standupscenen, hvor de samme stemmer bliver til materiale. Publikum rejser sig, mange går direkte til bogsigneringen. Jeg overhører et par sige: “Jeg kan relatere så meget til din historie.”

For selvom det er Geos historie, så handler det også om os andre. Om hvad vi bærer med os og hvad vi kan vælge at give slip på.

En snak efter showet

Efter showet får jeg selv lov at stille Geo et par spørgsmål. Jeg spørger, hvorfor han bliver ved med at dele den samme historie.

“Fordi den stadig sidder i mig. Og fordi jeg kan mærke, at andre også genkender noget i det. Det handler ikke om at svælge i fortiden, men om at få luft til at leve videre.”

Jeg spørger ham også, hvad han håber, publikum tager med sig hjem.

“Jeg håber, at folk går herfra og tænker, at jeg skal hjælpe nogen, som jeg ved har et forhold, de ikke kan komme ud af. Jeg håber, at nogen måske kan gå herfra og hele lidt. Jeg heler jo lidt hver gang, jeg taler om det.”

Han smiler lidt skævt, da jeg nævner de mange unge i salen. “Jeg tror desværre, emnet rammer flere, end man lige tror. Jeg har aldrig fået så mange reaktioner på noget, jeg har lavet som på det her.”

Og så understreger han, at det ikke er et klassisk show: “Hvis det var stand-up, ville det ikke blive taget seriøst på samme måde. Her kan jeg balancere mellem grin og alvor og få de spørgsmål, jeg ikke ville få ellers. Og det gør jo også, at ingen aftener bliver ens.”

Jeg går ud i den kølige efterårsaften med følelsen af, at jeg har været vidne til noget mere end en fortælling om en hård barndom. Det var en samtale, hvor mørket blev til latter og hvor modet til at dele fik lov til at brede sig helt ud i salen.

Geo vender tilbage til Musikhuset mandag den 1. december med sit talkshow “Er jeg (også) psykopat?”. Her kan du igen opleve ham i den intense og ærlige samtale om barndom, frygt og humor – sammen med barndomsvennen Esben. Det bliver en aften, hvor intet manuskript styrer forløbet, og hvor publikums spørgsmål er med til at forme oplevelsen.