“You still don’t know my name” – En udstilling på KØN, der ikke giver slip

Det er søndag formiddag på Domkirkepladsen i Aarhus. Lidt køligt og gråt, og alligevel står der en lang kø af mennesker langs facaden på KØN – Museum for Kønnenes Kulturhistorie. Det er den 8. marts, Kvindernes internationale kampdag, og museet har netop åbnet dørene til gratis entre i dagens anledning. Jeg er kommet for at se deres udstilling: “You still don’t know my name”.

Udstillingen ligger på 3. sal, øverst i den gamle museumsbygning, oppe under loftet. Det er rustikt og føles mere som at gå på et ældre loft end på et museum. Og her passer udstillingen helt perfekt ind. For det, der venter i de fire mindre rum heroppe, er bestemt ikke glat eller pænt pakket ind. Det er råt og tæt og svært at ryste af sig.

Gardinet, der åbner en verden

Det første, du møder, når du træder ind i udstillingen, er et billede med titlen i store bogstaver: YOU STILL DON’T KNOW MY NAME. Og så gardinerne.

Pernille Albrechtsen, Leder af Undervisning og Formidling hos KØN – Gender Museum Denmark, forklarede det for os besøgende. Det centrale billede i udstillingen er en kvinde, der står med ryggen til fotografen og trækker et gardin lidt til side. Lige præcis det billede har inspireret hele udstillingens udtryk og det er ikke tilfældigt.

Gardinerne er indgangen til en verden, de færreste af os kender. Det er en verden, hvor både migrantsexarbejdere, kunder og bagpersoner har deres gang. Som Pernille formulerede det: ”vi bliver på en måde inviteret ind bag et gardin, ind i en verden, mange af os normalt ikke har adgang til.” Det er en verden, der findes lige her, langs landevejene og i huse, du kører forbi.

Det er præcis, hvad de to dokumentarfotografer Louise Herrche Serup og Sarah Hartvigsen Juncker har gjort siden 2021. De har kørt 18.000 kilometer på de danske landeveje og besøgt 152 klinikker og bordeller. Ikke for at afsløre, men for at lytte. For at spørge de migrantsexarbejdere, der arbejder der, hvem de egentlig er og hvad de drømmer om.

Som en af de medvirkende sagde til fotograferne under et besøg, “ingen spørger, hvordan jeg har det.”
Det var netop dét, de ville gøre anderledes.

Huse vi kender og ikke kendte

Rummene er fyldt med fotografier af huse. Store billeder af misligholdte bygninger langs landevejene. Huse med nummer på døren, postkasse ved indkørslen og gardiner for vinduerne.

Huse, du kan have kørt forbi hundrede gange uden at tænke over det.

Fotograferne har bevidst valgt gentagelsen som visuelt greb. Det samme type hus. Det samme type rum. Igen og igen, fordi det er præcis, hvad virkeligheden ser ud for en migrantsexarbejder. De bor typisk to til fjorten dage i samme hus, inden de køres videre til et nyt sted. Sommetider ved de ikke, hvor det er.

Imellem billederne af huse hænger portrætterne. Nogen viser ansigtet, mens andre har valgt ikke at gøre det. Det har altid været den enkeltes eget valg. Fotograferne brugte analoge kameraer for at undgå metadata, der kunne koble tid og sted til en person. Billeder, huse og tekster er bevidst blandet, så ingen kan identificeres.

Over et af billederne, med et gråt hus med nøgne træer, er der med håndskrift skrevet syv ord direkte på væggen:
“I don’t believe in love anymore.”

Kvindernes egne ord

Imellem fotografier på væggene hænger der tekster, der er citater fra migrantsexarbejdere selv. Anonyme, direkte og uden filter.
“Min familie ved ikke, hvad jeg går igennem. De tror, at jeg lever det gode liv, fordi jeg kan sende penge hjem til dem hver dag… Når jeg tænker på alle de mænd, jeg har været sammen med, sidder jeg nogle gange og græder og hader mig selv.”

Og et andet sted, kortere og mere knugende: “Lige nu er jeg ikke glad. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg var glad. Det sværger jeg.”

Og så er der bogen

En fysisk bog, der ligger fremme så du kan bladre i den. I bogen er der skrevet anmeldelser fra Eroguide.dk, der er et dansk onlineforum med over 30.000 medlemmer. Her vurderer kunderne sexarbejdere på en skala, som sted, udseende, selve sexen og “chance for gentagelse.”

Det er ubehageligt at læse.

Et sted i bogen er trykt én enkelt sætning, skrevet af en bruger:
“Du besøger en luder og kalder deres valg af levevej for den værste du kan komme på? Måske er det dig selv, som skal til at vågne op.”

Jeg var tæt på at bryde i tårer flere gange, da jeg stod og bladrede i bogen. Af noget, der lignede vrede og afmagt på samme tid.

Viden og kontekst

Det sidste rum er roligere. Her kan du sætte sig ned og læse dig ind i forskning og lovgivning. Om psykiske følgevirkninger, som ifølge lektor Torben Bechmann Jensen fra Københavns Universitet kan rumme PTSD, depression og selvhad, men som ikke er en selvfølge. Om lovgivningen fra 1999, der gjorde det lovligt at sælge sex, men kritiseres for at gøre arbejdet farligere.
Det er det rum, man har brug for, efter de tre forrige.

En udstilling, der kræver noget af dig

“You still don’t know my name” er ikke en let udstilling. Den er heller ikke designet til at være det. Fotografierne alene er stærke. De er store, rolige, taget med omhu og respekt. Men det er kombinationen af billeder og kvindernes egne ord, der gør det umuligt at gå derfra uberørt.

Udstillingen behandler sine medvirkende som mennesker, ikke som ofre eller statistik. Og det er sjælden kvalitet i den verden.

En personlig tanke herfra

Jeg må indrømme, at jeg har det svært med de mennesker, der ser migrantsexarbejdere, som varer på en hylde. Udstillingen her viser tydeligt, at der bag hvert gardin og hver anmeldelse gemmer sig et menneske med drømme og smerte. Jeg vil anbefale dig at tage derind, uanset dit køn eller din holdning. For vi har alle brug for at se, hvad der gemmer sig bag de lukkede gardiner langs landevejen.

Det praktiske:

“You still don’t know my name”

KØN – Museum for Kønnenes Kulturhistorie

Domkirkepladsen 5, Aarhus C

9. oktober 2025 – 29. august 2026