Tæt på kærligheden: Tristan & Isolde på Aarhus Teater

Hvordan føles det, når en flere hundrede år gammel kærlighedsfortælling bliver spillet få meter fra dig, med ruiner omkring scenen og følelserne helt tæt på? Jeg var med til premieren på Tristan & Isolde på Aarhus Teaters intime Studio scene, hvor publikum bliver trukket helt tæt ind i historien om kærlighed, venskab, begær og forræderi. Det er en oplevelse, der ikke skal forstås i detaljer, men mærkes. Og det kan man.

En rejse gennem fortællingen, før forestillingen begynder

Inden forestillingen overhovedet går i gang, bliver vi som publikum taget nænsomt ind i universet. Nanna Bøttcher står foran os og folder handlingen ud. Ikke som en klassisk gennemgang, men som en stemningsfuld indføring i de følelser, der ligger under historien. Hun taler om Wagner, om kærlighedens symbolik og om de lag af sorg, begær og længsel, der ligger i fortællingen om Tristan og Isolde.

Hun sætter ord på noget vigtigt allerede fra start:

“Jeg synes, at man ikke skal sidde og prøve at orientere sig i handling og ro af et karakter, så det er kun i stedet man kan tillade sig at fortælle sig de følelser man har.”

Det er en invitation til at slippe behovet for at forstå hvert eneste plotpunkt og i stedet lade sig rive med. Og det virker. Du mærker, at rummet falder til ro og publikum lytter. Der er en fornemmelse af, at vi skal til at træde ind i noget, der skal opleves mere med kroppen end med hovedet.

Et lille rum med stor intensitet

Studio scenen på Aarhus Teater er langt mindre, end man forestiller sig. Jeg vil skyde på, at der er plads til omkring 80 mennesker. Publikum sidder på to sider af scenen, tæt på ruinerne, tæt på hinanden og tæt på skuespillerne. Jeg sad kun få meter fra scenografien og følte næsten, at jeg kunne række hånden ud og røre ved stenene.

Den tætte opstilling gør også noget ved oplevelsen. Du sidder ikke gemt i mørket som i en stor sal. Her kan du mærke deres reaktioner, se deres ansigter og det gør intensiteten endnu stærkere.

Scenografien føles som noget fra fortiden. Et rum af ruiner og rester. Samtidig er kostumerne en blanding af fortid og nutid. Rustninger og moderne elementer i samme billede. Det giver en følelse af, at historien ikke kun hører til i middelalderen, men også i dag.

Når musikken rammer før ordene

Forestillingen åbner med sangen “I will always love you”, og det er et overraskende og stærkt valg. Allerede inden handlingen for alvor går i gang, bliver følelserne sat i gang. Den sang kender vi jo alle. Den ligger et sted i kroppen i forvejen og pludselig står den der i rummet og føles som ny igen.

Jeg kunne mærke, hvordan den ramte mig. Lidt fugt i øjenkrogen. En stille klump i halsen. Det er en intens start, der sætter tonen for resten af aftenen.

Der er ingen opera i klassisk forstand. I stedet bliver fortællingen båret af nutidige sange, og det fungerer overraskende godt. Kærligheden mellem to mennesker er jo den samme, uanset om vi taler om middelalderen eller i dag. Når de synger, bliver smerten og længslen tydeligere. Følelserne får lov at fylde rummet på en anden måde, end hvis de kun blev sagt.

En kærlighed, der er fanget mellem pligt og længsel

Forestillingen følger Tristan og Isolde fra det øjeblik, hvor vi møder dem på skibet. Isolde er på vej mod et ægteskab, hun ikke selv har valgt. Hun skal giftes med kong Mark som led i en fredsaftale, og Tristan er manden, der ledsager hende. Allerede her ligger spændingen mellem dem tydeligt under overfladen. På rejsen drikker de kærlighedsdrikken, og fra det øjeblik er deres skæbne forbundet.

Følelserne vokser, selvom de begge ved, at det ikke må ske. Vi følger dem videre, da Isolde bliver gift med kongen, men hendes længsel efter Tristan forsvinder ikke. Den lever videre i blikke, i ord og i begæret mellem dem. Tristan vender siden tilbage til sin hjemegn, mens Isolde bliver tilbage med savnet.

Og da hun til sidst når frem til ham igen, er det for sent for de to elskende. Det er en fortælling om en kærlighed, der aldrig rigtig får lov at leve, men som heller aldrig slipper sit greb.

Et sprog fra en anden tid

Noget af det, jeg blev allermest imponeret over, er sproget. Det føles som noget fra en anden tid. Sætningerne er lange, poetiske og højtidelige, og jeg undres over, hvordan i alverden, de kan huske det hele.

Især Laura Kjær Jensen som Isolde bære meget af teksten. Hun har mange replikker og lange passager, og hun levere dem med en intensitet, der gør, at jeg troede på hvert eneste ord. Hendes ansigt er fyldt med følelser. Kærligheden til Tristan. Smerten og vreden. Det hele er tydeligt at aflæse.

Oskar Salvatore som Tristan er mere rolig i sit udtryk og mere tilbageholden. Ikke så memik i ansigtet. Men det føles som et bevidst valg. Han er ridder. Han bærer følelserne indeni og det passede til rollen og giver en fin balance mellem de to.

Publikum mærker det sammen

Undervejs læger jeg mærke til publikum. Alle er helt opslugte og det er både kvinder og mænd. Alle følger med og det er tydelig at mærke, hvordan rummet reagere samlet. Der bliver grinet, når der er noget let. Og der bliver helt stille, når det er alvorligt.

Når du sidder så tæt på scenen, bliver intensiteten næsten fysisk. Du kan se ansigtsudtryk helt tæt på. Høre åndedrættet og mærke spændingen.

En forestilling, der skal mærkes

Det her er ikke en forestilling, du nødvendigvis skal forstå i detaljer. Det er en forestilling, du skal mærke. Og det gør du.

Jeg sad tilbage med en følelse af at være opslugt. Trukket ind i fortællingen. Ind i kærligheden og smerten mellem Tristan og Isolde. Det er en historie, der er flere hundrede år gammel, men den føles stadig genkendelig, selv den dag i dag.

For i bund og grund handler den om noget, vi alle kender. At elske og at længes eller måske at miste. Og nogle gange at elske så meget, at det næsten gør ondt.

Og det rammer. Uanset hvem man er.

Tristan og Isolde

Forestillingen kan opleves i perioden:

5. februar — 11. marts

Pris på billetter
100 – 185 kr.

Spilletid
Ca. 90 minutter