Aarhus Inside logo

Cirkus Arena i Aarhus – Bubber og Malene skaber magisk cirkusoplevelse

Udgivet: 19. april 2024
Cirkus Arena Århus 2024 alle artister
af: Christina Hazelden - Fotograf: Wyrle Studio

Torsdag aften drog vi 3 voksne, to drenge på 10 og barnebarnet på halvanden på en magisk oplevelse til Cirkus Arena i Aarhus. Det var en aften fyldt med nostalgi, forundring og glæde, der skabte minder, der vil vare ved i lang tid.

Under det storslåede røde telt, omgivet af duften af popcorn og forventningens spænding, trådte vi ind i en verden af akrobater, cirkusdyr og klovne. Lyset blev dæmpet, orkestret satte gang i musikken, og Bubber, med sit smittende smil, bød os velkommen.

“Statistikken siger, at vi går i cirkus tre gange i livet,” sagde Bubber med et glimt i øjet. “Når vi er børn, når vi bliver forældre, og til sidst når vi er bedsteforældre.” Hans ord ramte en nerve hos mange i publikum, for cirkus er i den grad en tradition, der binder generationer sammen.

Bubber var ikke den eneste, der tryllebandt publikum i manegen som sprechstallmeiste. Ved sin side havde han Malene Qvist, hvis smittende energi og humor fyldte teltet med glæde. De to udgjorde et perfekt par og underholdt os med sjove indslag og rappe replikker, der fløj frem og tilbage som ping-pong bolde.

En af de ting, der gjorde Cirkus Arenas forestilling speciel, var måden Bubber og Malene præsenterede artisterne på. De tog sig tid til at fortælle lidt om hver enkelt og deres unikke talent. Det skabte en personlig forbindelse til publikum og gav os en dybere forståelse for de utrolige præstationer, vi var vidne til.

Cirkus Arena Århus 2024 Bubber

Artister der tryllebinder

De talentfulde artister tryllebandt os med deres utrolige præstationer. Fra den nervepirrende balancegang på en smal stige til de forbløffende akrobatiske svæveture i trapezen, holdt de os på kanten af vores pladser. Men det var ikke kun de spektakulære numre, der gjorde aftenen magisk.

Den hjertevarme klovn fik smilet frem hos både børn og voksne med sine sjove indslag og inddragelse af publikum. Vi grinede, klappede og følte os som en del af showet.

Cirkus Arena Århus 2024 Malene Qvist

Interview med Malene Qvist

Under pausen fangede jeg Malene Qvist, til en kort samtale om, hvad der gør cirkus til en tidløs og fortsat relevant underholdningsform.

“Hvad tror du er årsagen til, at cirkus stadig kan fange både børn og voksnes fantasi?” spurgte jeg, Malene reflekterede over Cirkus Arenas evne til at modernisere og holde trit med tiden. “Det handler om at opdatere vores look, kostumer, lys, og lydbillede, men også om, hvordan vi præsenterer tingene,” forklarede hun. Malene sammenlignede cirkusoplevelsen med folkefesten ved Melodi Grand Prix, hvor hun tidligere har deltaget. “Det handler om at skabe en intim og hyggelig atmosfære, hvor vi kan improvisere og ‘gribe bolden’ sammen med publikum,” sagde hun med et smil.

Jeg spurgte Malene om forskellen mellem at optræde i cirkusset og på scenen eller foran kameraet i børneprogrammer, “Det er faktisk ret lignende,” men i cirkusset er jeg tættere på publikum, hvilket jeg virkelig værdsætter. Stemningen er mere løssluppen, og alle sanser er i brug, svarede hun. “

Interessant nok, når det kommer til forberedelserne, afslørede Malene, at der ikke er noget fast manuskript. “Vi improviserer meget og gør det til vores eget,” afslørede hun. Dette gør det muligt for hende og Bubber at tilpasse deres præsentationer dynamisk, hvilket tilføjer et meget mere personligt præg til forestillingen.

Hvordan er det så at arbejde med en veteran som Bubber? Malene lyste op ved spørgsmålet. “Jeg er så glad for at have Bubber ved min side. Han er utrolig dygtig og har en fantastisk energi, jo flere forestillinger vi laver sammen, jo bedre lærer vi hinanden at kende, og hans erfaring og sikkerhed gør mig rolig,” fortalte hun begejstret.

Cirkus Arena Århus artister

Mere end bare underholdning

Efter pausen og efterhånden som aftenen skred frem, blev vi mere og mere opslugt af magien. Vi sad alle 5, voksne, børn og barnebarn, og var helt betaget af de imponerende akrobater, de charmerende cirkusdyr og den smittende glæde, der fyldte teltet.

Udover de talentfulde artister spillede cirkusorkestret en afgørende rolle i at skabe den magiske stemning i cirkusteltet. Med energiske rytmer og ikoniske sange satte de gang i festen og fik publikum til at synge og rokke med.

Gennem hele forestillingen fyldte orkestret teltet med velkendte sange, der skabte minder og fik humøret i top. Vi hørte klassikere som “Another One Bites the Dust” (Queen), “Proud Mary” (Tina Turner), “Gloria” (Laura Branigan), “(Because I’m Happy)” Pharrell Williams og “Smoke on the Water” (Deep Purple).

Da den sidste akrobat hoppede ud af manegen og orkestrets sidste toner forsvandt i luften, var vi alle fyldt med en følelse af glæde og forundring. Cirkus Arenas magiske verden havde tryllet os og vi forlod teltet med minder, der vil vare ved i lang tid.

Efter forestillingen mødte jeg en familie, der var i cirkus for at fejre datterens 5-års fødselsdag. De var 12 i alt og de var alle begejstrede for oplevelsen. For dem var det stemningen, der gjorde den speciel og de fremhævede især, at kunstnerne stod i pausen og solgte merchandise, så man kunne møde dem. Det var en unik mulighed for at komme tættere på artisterne og gøre oplevelsen mere personlig.

Cirkus Arena Århus 2024 hunde

Hvorfor går vi i cirkus?

I en digitaliseret verden, hvor vi konstant er bombarderet med information og stimuli, er cirkus en oase af analogi og fællesskab. Det er et sted, hvor vi kan slippe hverdagens stress og bekymringer og fordybe os i en verden af magi og forundring.

Cirkus appellerer til vores sanser. Det er en oplevelse, der taler til hjertet og vækker vores indre barn. Vi bliver fascineret af de utrolige præstationer, griner af klovnernes sjove indslag og føler os en del af noget større.

I en tid, hvor vi ofte føler os isolerede og adskilte, er cirkus en påmindelse om, at vi er en del af et fællesskab. Vi sidder sammen i teltet, deler glæden og oplevelsen og skaber minder, der binder os sammen.

Cirkus Arena artist

Oplev Cirkus Arena i Aarhus

Forestillingsdage og tidspunkter:

Torsdag 18. april: Kl. 17:00
Fredag 19. april: Kl. 17:00
Lørdag 20. april: Kl. 12:00 & 15:30
Søndag 21. april: Kl. 12:00

Cirkus Arena Århus 2024 trapez
Cirkus Arena i Århus 2024 cykler
Cirkus Arena Århus 2024 artist

Museer i Århus

Artikler

Det sker i Århus

Find en oversigt over de kommende oplevelser og events i Århus. 

spisesteder