Aarhus Inside logo

Fejring af familien – ARoS’ 20-års jubilæum forener Boy med sin lillesøster, A Girl

Udgivet: 8. februar 2024
A Girl ARoS
af: Christina Hazelden - Fotograf: Wyrle Studio

I anledning af ARoS‘ 20-års jubilæum i 2024, kan museet nu præsentere Boy side om side med sin lillesøster, A Girl gennem udstillingen, Ron Mueck – Art and Life

Boy har været en del af ARoS gennem alle 20 år og er lige så ikonisk en del af ARoS som det berømte Your Rainbow Panorama på museets tag.

I et af de store lokaler på ARoS, som Boy kalder sit hjem, har han nu fået selskab af sin lillesøster.

Når du træder ind i det store rum, bliver du straks mødt af Boy, der ser hen mod A Girl i den anden ende af rummet. Der er en næsten følbare spænding, og en usagt dialog mellem dem, som A Girl, med hendes halvt lukkede øjne, synes at anerkende med et stille, gensidigt blik.

Boy ARoS Århus

A Girl

Med A Girl har Ron Mueck virkelig fanget det allerførste kapitel af livet på en måde, der både er dybfølt og følsom. Det er som om, han med stor omhu og opmærksomhed bringer os helt tæt på de første øjeblikke af livet.

A Girl fremstår som en forbløffende fem meter lang skulptur af en helt nyfødt baby, komplet med navlestreng og spor af blod, som vidner om fødselsøjeblikket. Hver detalje er omhyggeligt håndmalet, ned til de fineste øjenbryn og øjne, mens håret er påsat et strå ad gangen, alt sammen med til at tilføje en utrolig dybde af realisme.

A Girl vil helt sikkert fange dit blik med sine utroligt livagtige detaljer. Fra den fineste tekstur i huden til de små charmerende folder og rynker, er nøjagtigheden simpelthen imponerende. A Girl’s kropsholdning og ansigtsudtryk er typiske for en nyfødt, som netop er kommet til verden, med lemmerne faldet til ro efter opholdet i livmoderens indesluttede miljø.

A Girl’s størrelse får dig virkelig til at stoppe op og tænke. Hun sætter fokus på den fine balance mellem et nyfødts skrøbelighed og den utrolige styrke, der ligger i det at blive født.
Ron Muecks kunst rører ofte dybt med emotionelle reaktioner, og A Girl er endnu et bevis på hans talent for at skabe et dybt følelsesmæssigt bånd mellem værket og dem, der betragter det. Det er hans måde at invitere os ind i de mest grundlæggende menneskelige oplevelser på.

Når du bevæger dig om bag A Girl, åbenbarer hendes bagside sig med lige så fascinerende detaljer. Fra de livagtige folder på hendes ryg til de fine rynker på hendes små fødder, kan du ikke undgå at blive fascineret, når du går på opdagelse i dette imponerende kunstværk. Placeret på sit eget podie, ligger hun som en smuk hyldest til begyndelsen af et menneskeliv.

A Girl ARoS

Women with Shopping

Women with Shopping fra 2013 har også sluttet sig til samlingen sammen med Boy og A Girl.

Women with Shopping bryder med de traditionelle fremstillinger af kvinder, som vi ofte har set i kunst og reklamer igennem tiden, og er i stedet solidt plantet i den virkelige verden. Med sin slående realisme, lige fra tøjets tekstur til de fint udformede ansigtstræk og hænder, fanger hun straks dit blik og slipper det ikke igen. Hun skaber en intens følelse af at være til stede, næsten som om figuren foran dig kunne trække vejret i det næste øjeblik.

Women with Shopping er klædt i en hverdags påklædning med en praktisk jakke, almindelige sorte sko, jeans, og bærer de genkendelige orange Sainsbury’s indkøbsposer i hver hånd. Ron Mueck har med omhu genskabt hver eneste detalje med den engelske kvinde, helt ned til de varer, der skimtes i poserne. Hendes ansigtsudtryk og kropssprog udstråler en slags hverdagstræthed, og hun ser ud til at være helt opslugt af sine egne tanker, med blikket rettet nedad.

Hendes barn, godt og trygt pakket ind i en bæresele under jakken, kigger op mod sin mor, selvom de ikke fanger hinandens blikke. Morens ansigt viser en blanding af eftertænksomhed og en smule bekymring, med øjenbrynene trukket let sammen og munden i en stram linje, mens barnets ansigt derimod stråler af ro og fred. Med øjnene vidt åbne og et afslappet ansigtsudtryk skaber barnet en slående kontrast til moderens mere komplekse udtryk fyldt med følelser. Forholdet mellem mor og barn fremkalder en beroligende følelse omkring barnets velbefindende, mens det samtidig antyder de dybere og måske uudtalte historier og følelser, der skjuler sig bag morens ydre.

Women with Shopping ARoS

Ron Mueck

Da Ron Mueck besøgte ARoS i slutningen af januar 2024, delte han en interessant indsigt med museet. Selvom hans kunstværker ikke er direkte baseret på virkelige mennesker, har hans egne livserfaringer alligevel spillet en stor rolle i skabelsen af Boy. Med sine egne drengeår i Melbourne, Australien, kunne han huske et særlig minde om en gang, han sad og stirrede ud over en mark, dybt fordybet i egne tanker. Dette minde har han brugt til at skabe Boy’s kropssprog og positur. En ung dreng, der sidder let foroverbøjet, med et strejf af nysgerrighed og forsigtighed, som om han forsøger at forstå den voksne verden.

Rebecca Matthews direktør ARoS

Direktøren for ARoS Rebecca Matthews, udtrykker stor entusiasme og glæde over, at ARoS i anledning af deres 20-års jubilæum som Museum i Aarhus kan præsentere Boy sammen med sin lillesøster, A Girl.

For at markere denne milepæl ønsker ARoS at gøre noget helt særligt og har derfor valgt at samle de ikoniske værker Boy og A Girl. Til denne unikke lejlighed har ARoS også besluttet at inkludere Women with Shopping i udstillingen, hvilket skaber en samling af tre af Ron Muecks betydningsfulde værker.

Ron Mueck – Art and Life

Boy (1999) er 4,5 meter høj og vejer 500 kg. Boy er en del af ARoS’ faste udstilling.

A Girl (2006) er 5 meter lang og udlånt fra National Galleries of Scotland.

Women with Shopping (2013) er lidt mindre end naturlig størrelse og udlånt fra ISelf Collection

Dette er første gang, hvor alle tre kunstværker er samlet i ét rum.

Copyrigth AarhusInside og Wyrle Studio

Women with Shopping ARoS
Boy ARoS

Museum i Århus

Det sker i Århus

Find en oversigt over de kommende oplevelser og events i Århus. 

Artikler

spisesteder