Aarhus Inside logo

Halloween After Dark i Djurs Sommerland – Fra efterårshygge til mørk magi

Udgivet: 13. oktober 2025
Skeletdekoration hænger i træ i Djurs Sommerland Halloween After Dark
af: Christina Hazelden - Fotograf: Wyrle Studio

Halloween i Djurs Sommerland

Jeg har været i Djurs Sommerland flere gange i mit liv. Alligevel føltes det næsten som at træde ind til et nyt sted, da jeg gik gennem indgangen til deres Halloween i efterårsferien. Måske var det fordi parken nærmest svømmer i græskar. Ikke bare tilfældigt placerede pynteting, men nøje arrangerede scener, der får hele stedet til at ligne en Halloween historie, som man selv er en del af.

Allerede ved indgangen er det, som om efteråret selv har taget form. De gyldne blade rasler let over hovedet, mens et skelet svæver mellem grenene med et lumsk grin. Familier stimler sammen ved indgangen, børn med store forventninger, forældre med trækvogne fyldt med tøj og poser og det hele er badet i et varmt efterårsskjær.

Når du går ind i parken, bliver du mødt af et farveorgie af orange, rød og gyldent. Græskar i bunker markerer overgangen fra område til område. Rundt omkring hænger spindelvæv, skeletter dingler under taget, og vinden får edderkopperne til at danse i snorene.

Inde fra parken hører jeg skrigene fra en af de helt vilde forlystelser, Tigeren, der er Danmarks største Gyro Swing. Skrigene skaber en baggrundssoundtrack, der varsler, at det her ikke bare er hyggeligt. Det er Halloween.

Dekoration med græskar og heksehat i Djurs Sommerland Halloween After Dark

En park badet i efterår

Vi kommer omkring klokken fire, mens solen stadig hænger lavt og gyldent over træerne. Parken holder åbent til klokken 21, og alle venter lidt på dét øjeblik, hvor mørket falder på. Men først er der tid til at gå på opdagelse i dagslyset.

Græskardekorationerne fører os naturligt rundt, fra en stor, smilende heks, der peger mod “Den Magiske Spisesal”, til kæmpeedderkopper, der kravler hen over mure og indgange. Der er børn overalt. Børn i flyverdragter, børn med halloween sminke i ansigtet, børn med røde kinder, der allerede er fulde af sukker. Forældrene trækker vogne, bedsteforældrene smiler og holder kaffekopper, og man fornemmer, at det her er en oplevelse, som man deler på tværs af generationer.

Græskar og lys ved Juvelen-indgangen under skumring i Djurs Sommerland Halloween After Dark

Togturen — en klassiker i dagslys og mørke

Vi beslutter os for at tage toget, der kører hele vejen rundt i Djurs Sommerland. Hvis du ikke kender parken, er det faktisk den bedste måde at få overblik på. Toget snor sig forbi både forlystelser, madboder og de store dekorationer. Det tager omkring et kvarter i et roligt tempo, hvor du når at se det hele.

Da vi stiger på, er det stadig lyst. Men allerede da vi tager turen for anden gang, har landskabet forandret sig. På bare tyve minutter bliver det mørkt. Lysene tænder ét for ét, edderkopper og skeletter træder frem i skyggerne, og det, der før var hyggeligt og varmt, bliver nu noget mere dramatisk og lidt mere uhyggeligt.

Det er her, parken virkelig skifter karakter.

Togtur med passagerer gennem parken til Djurs Sommerland Halloween After Dark

Når mørket falder på

Klokken bliver 18.00 og så starter Djurs deres nye After Dark. Der er en næsten kollektiv forventning i luften. Familier samler sig tættere sammen, børnene kigger rundt, og i samme sekund som solen går ned, vågner parken for alvor. Lysene tændes i træerne, lilla, orange og røde nuancer breder sig som et tæppe over området.

Græskarne lyser indefra med brede grin, og de store skeletfigurer, som så harmløse ud i dagslys, får pludselig en helt anden tilstedeværelse. Men det er især edderkopperne, der forvandler sig.

I dagslyset er edderkopperne til at have med at gøre. Men da solen går ned, syntes de at begynde med at bevæge sig i øjenkrogen. De store sorte silhuetter over portene bliver pludselig langt mere levende. Lyset rammer dem nedefra, så benene kaster skygger, der kravler hen over murerne.

Nogle steder er der bælgmørkt. Børnene klamrer sig til forældrenes hænder, mens andre løber grinende afsted for at nå den næste forlystelse. Musikken og lydene fra forlystelserne blandes med latter og små skrig. Det er After Dark.

Forlystelse oplyst med grønne og røde farver under mørket i Djurs Sommerland Halloween After Dark

Forlystelser i mørket

En af de ting, der gør After Dark så særlig er, at forlystelserne kører videre, men nu i mørke. Når du suser afsted i mørket og ikke kan se, hvor næste sving kommer, føles selv de velkendte forlystelser pludselig som nye. Det er en (u)hyggelig fornemmelse, hvor mørket gør turen lidt vildere og meget mere intens.

Det er også en helt anden oplevelse, at stå på jorden og se Tigeren danse hen over nattehimlen, mens du kan høre folk skrige. Ved Dinosauerland er det som om, en orange glød breder sig ud over området. Foran den store rutsjebane rammer lyskæderne som små stjerner hen over hovedet på os.

Sablen løfter børnene mod himlen i lilla lys. Juvelen suser gennem natten med skrig og grin. Den store vikingegynge bliver badet i rødt og grønt lys, mens tågen sniger sig ind under gondolen.

De store vandrutsjebaner sprøjter op i mørket med en imponerende kraft, mens aftenhimlen stadig bærer et strejf af den sidste sol. Og hvor det i dagslys mest føles som en hyggelig familiepark, bliver det i mørket en slags eventyrlig halloween verden med sin egen puls.

Forlystelse med sværd og børn i sæder under aftenhimlen i Djurs Sommerland Halloween After Dark

Mad, æbler og små stemningspauser

Selv madstederne er pyntet op. Under spindelvæv og skeletknogler står folk i kø, mens duften af sukker, kaffe og nybagte vafler breder sig mellem lysene. Ved Den Magiske Spisesal, som er et af parkens mest populære spisesteder, snor køen sig langt ud i mørket. Her byder hekse indenfor til en stor Halloweenbuffet med fri sodavand og børnebuffet. 

Rundt omkring i parken er der også masser af små boder, hvor du kan få alt det, der dufter af efterår. Hjemmelavede pandekager, belgiske vafler, æbleskiver og brændte mandler. De kandiserede æbler er overalt, mange går rundt med én i hånden. Der er også donuts, churros med softice og bubble waffles med chokolade og drys.

Og hvis du bare har brug for noget simpelt, er der selvfølgelig burgere, pommes frites og klassiske varme retter. Man kan også stadig få en is også selvom efteråret har lagt sig over parken.

Det er den slags små øjeblikke, hvor parken føles rolig midt i alt det visuelle kaos. Hvor man står lidt i kø, mærker varmen fra en kop kaffe i hånden, og så forsvinder ud i lysene igen.

Vandhjul oplyst med farvet lys i nattemørket ved Djurs Sommerland Halloween After Dark

Publikum, fra små børn til bedsteforældre

Djurs Sommerlands Halloween er ikke skabt som et skræmmende gys for voksne. Det er en familieoplevelse. Her gå generationer smilende side om side med fyldte trækvogne. Børnene leger og prøver forlystelser, mens bedsteforældrene ser på.

De fleste er klædt varmt på. Det er efterår. Luften er frisk, og man kan mærke den der særlige blanding af kulde på kinderne og varme i kroppen. Mørket gør det lidt mere intenst, men stadig trygt.

Der er noget særligt over at opleve en park fyldt med lys, latter og halloween glød midt i oktober. Det er ikke et gys, men mere en stemning, man deler med hinanden. Og da fyrværkeriet eksploderer over parken, står både børn og voksne klar med blikket rettet mod nattehimlen. Lidt trætte og med et sidste strejf af halloween magi i kroppen.

Fontæne med kranier og græskar ved forlystelsesområdet i Djurs Sommerland Halloween After Dark

Praktisk

  • Halloween & After Dark: 11.–19. oktober 2025
  • Åbningstider: kl. 10–21 (After Dark fra kl. 18)
  • Billetter: fra 349 kr.

Halloween i Djurs Sommerland kan opleves hele efterårsferien. Parken er fyldt med græskar, lys, stemning og oplevelser for både store og små og hvis du har mod på lidt ekstra, er der to særlige halloween events, du ikke må gå glip af:

Hekseskolen

En fortryllende oplevelse fyldt med hekselærdom og magi. Sortklædte hekse tager jer med på en tur gennem 15 forskellige rum, hvor magiske briller og 3D-effekter gør universet levende. Du møder mystiske hekse, svævende bogstaver og små overraskelser bag hvert hjørne.

  • Alder: Børn under 8 år kun ifølge med en voksen
  • Sted: Westernland

Scary Haunted House – Græskarfabrikken

Græskarfabrikken laver verdens bedste suppe, men denne aften er noget helt anderledes på spil. En stormfuld nat vækkes græskarrene til live, og jagten på nye ingredienser begynder. Her bliver grinene lidt mere nervøse, og pulsen lidt højere.

  • Alder: Min. 8 år. Børn 8–9 år kun ifølge med en voksen
  • Sted: Dinosaurland
  • Bemærk: Der vil forekomme strobelys i Græskarfabrikken
  • Fyrværkerishow

På udvalgte aftner rundes oplevelsen af med et stort fyrværkerishow kl. 20.45. Det er den perfekte afslutning på en magisk halloween aften i Djurs Sommerland.

Skeletvogn og rytter omgivet af græskar i Djurs Sommerland Halloween After Dark

Artikler

Kultur og musik