At være menneske – samtidskunst i samtale med Ovartaci

På Museum Ovartaci kan du lige nu opleve en udstilling, hvor nutidens kunstnere rækker hånden tilbage i tiden. “At være menneske” samler tolv samtidskunstnere, der på hver deres måde fortolker Ovartaci som menneske, som kunstner og som den særlige stemme, han satte i verden.

Udstillingen kredser om identitet, skrøbelighed, livslyst og alt det, der gør os til mennesker. Det føles ikke som en traditionel udstilling, men mere som en stille samtale mellem Ovartaci og dem, der er kommet efter ham.

Der er noget særligt over at gå ind i et udstillingsrum, hvor alting står stille og alligevel larmer. Ikke med lyd, men med blik, farver, former og tanker. Museum Ovartaci har samlet tolv samtidskunstnere, som på hver deres måde går i dialog med den mand, der i dag står som et af de mest markante kunstneriske navne i Danmark, Ovartaci.

Udstillingen folder sig ud over tre forskellige rum på museet. Den begynder på torvet foran museumsbutikken, fortsætter i gårdhaven og ender i særudstillingsrummet, hvor jeg selv oplevede den stærkeste del af udstillingen. Det er også herfra, min oplevelse tager afsæt, et rum fyldt med farver, fortællinger og blikfang, der bliver hængende.

Først Ovartaci – så alt det her

Jeg vil faktisk anbefale alle, der besøger udstillingen, at starte ved begyndelsen. Bogstaveligt talt. Gå ind og se Ovartacis egne værker først i museets faste udstilling. Maskinerne, figurerne, de spidse hatte og de intense blikke. For det er dér, du for alvor forstår, hvad de tolv samtidskunstnere har ladet sig inspirere af.

Øjnene, der stirrer tilbage

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, men et af de værker som ramte mig mest, var Jacob Hoffs malerier. Tre grønne portrætter i triptykon, der er malet i dybe nuancer, hvor øjnene ser lige igennem dig. Der er noget levende over dem. Som om de ikke bare hænger på væggen, men lever. Det var øjnene, der talte til mig og ikke penselstrøgene.

Jeg stod der længe og bare kiggede. Og blev kigget på.

Et rum i samtale

Hele udstillingen føles som en samtale. Ikke en pæn koordineret én af slagsen, men en levende, spraglet og ærlig samtale, hvor hver kunstner har sit eget sprog. Midt i rummet hænger Marie J. Engelsvolds store gule konstruktion, en skulptur, der næsten virker vægtløs. Rundt om hende står og hænger værkerne i lag. Jonna Pedersens røde rum, Stig Weyes farvemættede tårne, Jette Dalsgaards metalliske øje, og Bjørn Eriksens klingende instrument, du gerne må spille på.

Der er noget legende over det hele. Som om Ovartacis skaberglæde har smittet af på alle.

Stig Weyes farver sætter sig fast i kroppen

Et af de værker, jeg bliver stående længe foran, er Stig Weyes farvemættede malerier. Fire høje paneler i klare, stærke farver, der danser mellem det legende og det alvorlige. Jo længere jeg kigger, jo mere træder symbolikken frem. Små figurer og detaljer folder sig ud i lag, som en fortælling, du langsomt bliver en del af. Der er en særlig energi i værket, en varme og en styrke, som går i kroppen. Jeg kan mærke, at jeg bliver draget mod det igen, selv efter jeg er gået videre.

Mennesket bag

Det, der gør udstillingen stærk, er, at den ikke forsøger at forklare Ovartaci væk. Den peger ikke på diagnoser, livsforløb og biografi med store bogstaver. I stedet føles det, som om hver kunstner går ind i hans univers og sætter sig ved siden af ham. Lytter og taler tilbage med sit eget kunstneriske sprog.

Ovartaci var både kunstner og patient. Et menneske, der formede sin egen verden. Her i rummet møder man tolv kunstnere, der tør træde ind i den verden og skabe videre.

En stille oplevelse

Det er ikke en udstilling, du skal skynde sig igennem. Der er ingen pile på gulvet, ingen naturlig slutning. Bare et rum. Og hvis du giver sig tid, vil værkerne begynde at tale. Nogle højt og andre lavmælt.

Jeg gik ud med en følelse af at have været med til en samtale, jeg ikke selv havde sagt noget i. Og alligevel følte jeg mig hørt.

Praktisk

3. oktober 2025 – 31. januar 2026

Kunstnersammenslutningen PRO med gæster

Tip: Se Ovartacis egne værker først, det giver udstillingen en helt ny dimension.

De 12 kunstnere i At være menneske

Udstillingen er skabt af tolv samtidskunstnere, der hver især har fortolket Ovartacis liv, tanker og æstetik på deres egen måde. Hvert værk er en lille fortælling i sig selv, en personlig fortolkning af, hvad det vil sige at være menneske.

Marie J. Engelsvold – Body and Deconstruction

Marie J. Engelsvolds hængende installation er et sanseligt spil mellem balance og brud. Inspireret af Ovartacis flyvemaskine arbejder hun med at save, adskille og samle på ny, et poetisk billede på kontrol og tab, krop og sind. Det gule værk fremstår både skrøbeligt og stærkt på én gang.

Jacob Hoff – V., L., P. (You are my sister)

Jacob Hoff portrætterer tre fiktive søstre i et dragende triptykon, hvor blikkene næsten føles levende. Inspireret af Ovartacis særlige forhold til sine dukker udforsker værket grænsen mellem fantasi og virkelighed.

Jette Dalsgaard – Når du genkender, Solemne, I catch you if you fall

Jette Dalsgaard undersøger identitetens skrøbelighed og forbindelsen mellem mennesker. Hendes værker bevæger sig mellem lys og skygge, styrke og sårbarhed. Inspireret af Ovartacis blik på verden folder hun symboler og former ud i både metal og tekstil med en poetisk lethed, der rammer lige i maven.

Jon Gislason – Tornadomave, Desperation, Abe

Jon Gislason maler med en rå ærlighed, hvor desperation, kraft og følelser blander sig i intense farver. Hans værker føles som et åbent sind, fyldt med uro, styrke og bevægelse. Inspireret af Ovartacis grænseløse udtryk skaber han billeder, der suger én helt tæt på.

Jonna Pedersen – Det røde rum – konfronter din angst

Et helt rum er badet i intenst rødt. Jonna Pedersen inviterer os ind i et trygt, hjemligt univers, hvor farven og alt det, vi frygter, kan stå klart og udforskes. Værket føles som et åndedrag midt i det svære: et sted, hvor modet vokser stille.

Stig Weye – Oh gud ske lov – den gale mand kan ikke miste sin forstand

Stig Weye forener teknik og poesi i fire farvemættede værker, der fortæller om Ovartacis liv. Med hospitalsbygninger, døre, vinduer og skæve figurer skaber han en billedverden fuld af både lys og mørke, præcision og fantasi. Et dragende værk, hvor farverne nærmest synger.

Bjørn Eriksen – Flammesjæl inkognito, Flammesjæl (lydværk) & Ova

Bjørn Eriksen lader sig inspirere af Ovartacis idé om “flammesjælen” – det menneske, der brænder intenst for livet. Hans værk forener Botticellis Dantes Helvede med Ovartacis visioner og skaber et kraftfuldt billede på menneskelig kamp. Lyden, farverne og musikken smelter sammen til en stærk, sanselig oplevelse.

Henriette Lorentz – Styrke og sårbarhed

Henriette Lorentz’ masker balancerer mellem styrke og skrøbelighed. Inspireret af et digt skrevet af Ovartaci undersøger hun følelsernes mange lag, fra håb og glæde til sorg og mørke. Maskerne står åbne for berøring og fortolkning, som en stille samtale mellem kunst og menneske.

Annette Sjølund – Fragmentering og krop

Annette Sjølund udforsker de flydende grænser mellem køn, identitet og menneskelig skrøbelighed. Hendes håndsyede figurer i lyse nuancer balancerer mellem noget sårbart og stærkt, og inviterer til at se kroppen som et åbent symbol frem for en fast form.

Hans Kjær – Ovartacis venner

Hans Kjær har skabt en serie skulpturer i naivistisk stil, inspireret af Ovartacis indre univers og årlige rejser til Ghana. Her mødes genbrugstræ, myter og tro i et poetisk rum, hvor figurerne føles som små hilsner fra en anden verden. Et møde mellem det synlige og det usynlige.

Simon Grimm – Min Seng / Før Søvnen

Et træmøbel med bløde, broderede ord inviterer til ro og til at dvæle ved de sidste tanker, før natten falder på. Simon Grimm fanger øjeblikket mellem lys og mørke, hvor verden bliver stille, og man mærker sig selv allermest..

Ole Bach Sørensen- Birds, Meeting, Castle in the Air, Hommage à Ovartaci

Ole Bach Sørensen har ladet sig inspirere af Ovartacis visionære tegninger og akvareller. Hans værker leger med former og symboler, der balancerer mellem virkelighed og fantasi. De farverige, grafiske motiver føles som åbne fortællinger, som om noget gemmer sig lige under overfladen, klar til at blive tolket på ny.