Museum Ovartaci

Ovartaci: maleren, patienten, rebellen

Han blev født Louis Marcussen i 1894 i Ebeltoft. Som ung rejste han til Argentina for at arbejde som maler. Rejsen blev et vendepunkt. Da han vendte hjem til Danmark, var noget forandret. Familien turde ikke have ham hjemme. Kort efter blev han tvangsindlagt på psykiatrisk hospital i Risskov – et sted, han kom til at tilbringe resten af sit liv.

Ovartaci var patient i mere end 50 år. Men han nægtede at lade systemet bestemme, hvem han var. Han blev kunstner. Han byggede figurer, han malede vægge, han skabte sin egen helikopter. Han troede på reinkarnation. Han mente, han havde levet som både fugl, kvinde og grønlandsfarer. Hans livssyn var cyklisk, og det var hans kunst også.

Et museum med rødder i psykiatrien

Museum Ovartaci er vokset ud af det psykiatriske hospitals egne mure. Ikke bare fysisk – også åndeligt. Det rummer historien om behandlingsmetoder, diagnoser og magt – men også håb, modstand og menneskelighed.

Flere af de rum, du bevæger dig igennem, er bygget op med originale bygningsdele fra hospitalet i Risskov. Vinduerne i gangen er hentet op fra containeren efter nedrivningen. Lyset er genskabt med så stor præcision, at nogle tidligere patienter ikke kan gå derned – det vækker for meget.

En kreativ hverdag for dem, der har været igennem systemet

Museet rummer også et åbent værksted, hvor mennesker med psykiatrisk baggrund skaber værker i dag. Det er et sygdomsneutralt rum. Her har man ikke “skizofren” eller “borderline”. Her er man menneske. Man er skabende. Man er vigtig.

Der er plads til samtaler – ikke af den terapeutiske slags, men dem, der opstår mellem hænder, der arbejder. Flere af museets nuværende brugere bidrager til tider aktivt med hjælp til udstillingerne.

Ikke bare malerier

Ovartacis kunst er ikke kun billeder på væggen. Det er væsener, man møder. Dukker med stærke ansigter og store kroppe. Dyrelignende skikkelser, som bevæger sig mellem køn, arter og verdener.

Han lavede også en figurer, som han havde hængende på væggen i sit værelse. Skabninger, der for ham var lige så virkelig som hospitalets personale.

I et af værkerne (dukken Pupparpasta) fandt man senere en digtsamling – gemt i hovedet. Som en slags kapsel af tanker, skjult og glemt, men bevaret.

Da han ikke længere måtte få metal, begyndte han at spise sardiner – for at bruge dåserne til sine figurer. Han lavede kunst af tandpastatuber, sølvpapir, gammelt stof. Alt kunne bruges. Og det blev ikke gjort for at imponere nogen. Det blev gjort, fordi han skulle skabe. Som en nødvendighed. Som en livsform.

Et museum, der mærkes i kroppen

Museum Ovartaci er ikke et sted, du nødvendigvis forstår. Det er et sted, du mærker. Det er bygget op i fem tematiske rum: normalitet, modsætninger, gemt/glemt, drømme, vision og fantasi og identitet . Der er ingen rigtig vej igennem – du går, som du vil.

Det handler ikke om at forklare psykiatriens historie. Det handler om at åbne den op. Og måske også åbne lidt op for din egen forståelse af, hvad det vil sige at være menneske, når alt det pæne skrælles af.

Museum Ovartaci er for dig, der vil mærke mere, end du nødvendigvis forstår.
For dig, der er nysgerrig på det anderledes, det sanselige og det menneskelige.
For dig, der tror på, at kunst kan ændre noget – også indefra.