Tour De Aarhus
10 gåture i byen og dens nærområder
Aarhus byder på mange muligheder for gåture, der kombinerer byliv og natur. Med kort afstand mellem strand, skov og by kan lokale nemt planlægge varierede ruter, som giver indtryk fra flere sider af byen.
De 10 forslag til ruter er udarbejdet med fokus på at inspirere byens indbyggere til at opdage nye sider af Aarhus. Det kan være ruter til daglige gåture eller som inspiration til at udforske områder, man måske ikke besøger så ofte.
Forslag 1
Slotsparken – Mindeparken – Tangkrogen – Marselisborg havn
Ruten starter i Slotsparken og fortsætter gennem Mindeparken og Tangkrogen, inden den afsluttes ved Marselisborg Havn. Strækningen kombinerer grønne områder med adgang til vandet og er velegnet til både korte ture og længere ophold.
Slotsparken og Mindeparken byder på åbne arealer og flere steder, hvor du har mulighed at sætte dig og nyde omgivelserne. Begge parker er velegnede til en afslappende gåtur, med områder der indbyder til pauser.
Ruten slutter ved Marselisborg Havn, hvor du finder restauranter og caféer, der har udsigt over vandet. Havnen er kendetegnet ved sine gule og lyse bygninger, som skaber en helt særlig stemning og giver området et unikt udtryk.
Forslag 2
Havreballe skov – Slotsparken – Mindeparken – Forstbotanisk have
Denne rute kombinerer skovområder med tre unikke parker, der hver især byder på forskellige oplevelser.
Turen begynder i Havreballe Skov, som rummer skovsøer og områder, hvor det er muligt at prøve kræfter med balanceleg.
Herfra fortsætter turen til Slotsparken, hvor Åkandesøen, rosenhaven og den store blå krukke udgør nogle af de mange smukke oplevelser.
Næste stop er Mindeparken, som blandt andet huser Monumentet, Rømerhaven og Donbækhusene.
Ruten afsluttes i Forstbotanisk Have, som er en park med over 900 arter af træer og buske fra hele verden. Parkens planteudvalg og varierede landskab gør den til et oplagt sted at slutte turen med en gåtur blandt sjældne arter.
Forslag 3
Dyrehaven – Ballehage strand – Tangkrogen – Marselisborg havn
På denne rute kombinerer du både dyreliv og en tur langs kysten ved Aarhusbugten.
Turen starter i Dyrehaven, hvor du kan se de mange rådyr og hjorte, der færdes frit i det åbne område. Efter besøget anbefales det at fortsætte ud mod skovkanten for at nyde udsigten over Ballehage Strand.
Fra Dyrehaven går turen ned til Ballehage Strand, hvor der er mulighed for at gå langs vandet og nyde kysten. Strækningen langs stranden og videre forbi Tangkrogen er en unik gåtur langs det åbne vand.
Ruten afsluttes ved Marselisborg Havn, hvor du finder caféer og restauranter med udsigt over lystbådehavnen. Her kan turen afrundes med en pause og mulighed for at nyde mad og drikke i nærheden af vandet.
Forslag 4
Godsbanen – Ceresparken – Mølleparken – Møllestien
Denne rute viser en række forskellige sider af Aarhus, fra moderne arkitektur og urban kunst til historiske omgivelser.
Ruten starter ved Godsbanen, hvor farverige containere og street art præger omgivelserne. Herfra føres turen ned til Ringgadebroen og videre langs det historiske Æggepakkeriet.
Fra området ved Æggepakkeriet går turen over broen til Cereshaven, hvor parken tilbyder et grønt afbræk midt i byens nye boligkvarterer. Her er stier og åbne arealer, som gør parken til skønt sted at fortsætte turen.
Efter Cereshaven krydser du vejen ved Lagkagehuset, hvorefter ruten følger Aarhus Å frem til Mølleparken.
Turen afsluttes med en afstikker til Møllestien og de brostensbelagte stier samt velbevarede gamle huse, som giver en historisk afslutning på ruten.
Forslag 5
Universitetsparken – Vennelystparken – Øgaderne – Latinerkvarteret
Denne rute kombinerer to af Aarhus’ parker med en tur gennem nogle af byens mest karakteristiske kvarterer.
Ruten starter i Universitetsparken, som ligger mellem Øgaderne og Trøjborg. Herfra krydser du vejen til Vennelystparken, der er en mindre park, der adskiller sig ved sin mere vilde beplantning og naturlige præg.
Efter besøget i parkerne fortsætter du ruten gennem Øgaderne. Gaderne er velegnede til en afslappet gåtur, hvor du kan tage sig tid til at opleve kvarterets unikke karakter.
Turen afsluttes i Latinerkvarteret, hvor små specialbutikker og caféer ligger side om side. Her kan du tage en pause ved et af stederne og reflektere over dagens tur.
Forslag 6
Botanisk have – Væksthusene – Den Gamle By – Ceresparken
Denne rute kombinerer grønne områder, kulturelle oplevelser og moderne bymiljø.
Start i Botanisk Have, hvor stierne fører rundt i parken, og giver dig mulighed for at opleve den varieret natur.
Fra Botanisk Have går turen videre til Væksthusene, som ligger i parken. De fire store kupler giver indblik i planter og klimaer fra hele verden. Her er også en café, der giver mulighed for en pause undervejs.
Efter besøget i Væksthusene fortsættes turen til Den Gamle By, som ligger i forlængelse af Botanisk Have. Her kan du opleve de historiske bygninger og få indblik i hverdagen fra fortiden.
Ruten afsluttes i Cereshaven, parken som er beliggende i det tidligere bryggerikvarter. Området tilbyder en rolig afslutning på turen med stier, grønne omgivelser og udsigt til det nye bymiljø.
Forslag 7
Nordre Kirkegård – Vennelystparken – Øgaderne – Latinerkvarteret
Denne rute kombinerer grønne områder med byliv og historiske kvarterer.
Turen starter på Nordre Kirkegård, som er mere end en traditionel kirkegård. Området fungerer også som et grønt rekreativt område, hvor mange vælger at gå en tur eller nyde omgivelserne.
Fra Nordre Kirkegård fortsætter ruten til Vennelystparken, der er en mindre park præget af et naturligt og vildt udtryk. Parken er en del af projektet “Vild med vilje”, hvor planter får lov til at vokse frit og bidrager til biodiversiteten i byen.
Herefter fører turen videre til Øgaderne, et kvarter der tidligere var arbejderboliger, men nu er kendt for sin charme og historiske detaljer.
Ruten afsluttes i Latinerkvarteret, hvor de brostensbelagte gader, farverige huse og små specialbutikker skaber en stemningsfuld afslutning.
Forslag 8
Havnefronten – Domen – Århus Ø – Århus lystbådehavn
Denne rute tager dig gennem Aarhus’ havneområder, hvor moderne arkitektur, historiske bygninger og maritime miljøer mødes.
Turen starter ved Dokk1, som ligger ved havnefronten. Herfra fortsætter du ruten langs Havnepladsen, hvor fredede bygninger står side om side med moderne byggeri som Navitas og Bestseller. Domen, den store kuppel på Pier 2, er næste stop. Domen fungerer som et samlingssted med café og siddepladser, hvor du kan tage en pause i de rolige omgivelser.
Fra Domen går turen videre til Aarhus Ø. Her findes en kombination af arkitektoniske bygninger og små træhuse langs havnekajen, som huser mad- og drikkeboder. Området er ideelt til en gåtur langs vandet, hvor der er udsigt til Riis Skov og Mols fra spidsen af bydelen.
Ruten afsluttes ved Aarhus Lystbådehavn. Her kan du fortsætte turen langs havnen eller nyde atmosfæren blandt bådene.
Forslag 9
Bellevue strand – Den Permanente – Riis skov – Århus Lystbådehavn
Denne rute kombinerer strand, skov og havnemiljøer, og giver en varieret oplevelse langs Aarhusbugten.
Start ved Bellevue Strand i Risskov, hvor du kan gå langs strandkanten, indtil stien slutter. Herfra fortsættes op ad Rolighedsvej, som fører til Den Permanente. Her kan du tage en pause og nyde udsigten over bugten ved siddepladser langs de lange bygninger.
Fra Den Permanente går turen op ad trapperne ved Den Sjette Frederiks Kro og ind i Riis Skov. Skoven har forskellige stier, hvor du enten kan vælge ruter med udsigt over Aarhusbugten eller gå gennem skovens midte, omgivet af tæt bevoksning.
Ruten fortsætter gennem Riis Skov til den åbne plads, hvor der er en panoramaudsigt over Aarhus Ø. Her kan du tage endnu en pause og nyde landskabet.
Afslutningsvis går turen til Aarhus Lystbådehavn, hvor du først passerer Træskibshavnen med sine klassiske både og maritime stemning.
Forslag 10
Riis skov – Bellevue strand – Åkrogen strand – Egå Marina
Denne rute kombinerer skov, strande og en marina, der giver et varieret indtryk af natur og havnemiljø.
Turen starter i Riis Skov, der ligger mellem Trøjborg og Risskov. Skoven er et populært område blandt århusianere året rundt.
Fra skovens afslutning ved Risskov fortsætter ruten ligeud til Bellevue Strand. Herfra kan du følge strandkanten, efter en kort afstikker til Rolighedsvej, og nyde udsigten over Aarhusbugten. Strækningen langs stranden strækker sig over cirka tre kilometer og fører videre til Åkrogen Strand, der er et mere roligt område med mulighed for at slappe af tæt ved vandet.
Ruten slutter ved Egå Marina, hvor lystbåde og livet på havnen skaber en afslappet stemning. Havnen har flere spisesteder, der gør det muligt at afslutte turen med en middag eller en pause med udsigt over bådene.