Bistro Solera på Aarhus Ø: Franske klassikere med en unik havudsigt

Aarhus Inside var inviteret til Bistro Solera. Artiklen bygger på vores egne oplevelser og interviews. Aarhus Inside har haft fuld redaktionel kontrol over indholdet.

Jeg havde egentlig glædet mig mest til Coq au Vin. Til gengæld havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle sidde på en restaurant og spise en hel portion fiskesuppe. Og champagne? Det er normalt heller ikke noget, jeg ligefrem kaster mig over.

Men efter en aften på Bistro Solera på Aarhus Ø måtte jeg erkende, at jeg nok skulle genoverveje et par af mine gamle madvaner. For fiskesuppen blev spist op, kyllingen smagte slet ikke, som jeg havde forventet, og champagnen blev hurtigt en af aftenens favoritter.

En lille smule Sydeuropa ved lystbådehavnen

Der er noget særligt ved at gå langs med lystbådehavnen. Små og store både ligger ved siden af hinanden, masterne rager op over vandet, og langs kajen kan du følge med i livet ved havnen.

Kommer du gående inde fra byen, er turen langs havnen en stor del af oplevelsen, inden du når frem til Bistro Solera, som ligger helt ned til vandet.

Når mørket falder på, bliver udsigten næsten endnu flottere. Lysene fra de høje bygninger på Aarhus Ø spejler sig i havnebassinet mellem bådene, og der opstår en stemning, der næsten minder om at sidde sydpå.

Vi havde fået et bord ved vinduet, hvor vi kunne kigge ud over lystbådehavnen, mens aftenen langsomt blev mørkere udenfor.

Lokalerne kendte jeg allerede fra dengang, Lula lå her. Det var en restaurant, jeg besøgte en del, så jeg var spændt på at opleve, hvad der var sket med stedet.

Rummet er stadig til at genkende, selvom farverne har ændret sig. De gule vægge er blevet erstattet af mere afdæmpede grønne, og midt i restauranten står et stort kirsebærtræ.

Træet er kunstigt, men det gør ikke noget. Grenene breder sig ud mellem bordene og bryder lokalet op, så du ikke får følelsen af at sidde i én stor spisesal. Og så er det også smukt at kigge på.

Restauranten har en tilpas størrelse, som hverken er for stor eller for lille. Bordene står med god afstand, og langs den ene væg kan du se rækker af vinflasker, der ligger i reolerne bag glasset. Det giver en virkelig hyggelig stemning og fortæller også noget om, hvor meget vinen fylder hos Bistro Solera.

På vores bord stod en af de små gule lamper, som også var der i Lula tiden. Den gav et varmt og behageligt lys, og det var faktisk rart at kunne se maden ordentligt, uden at bordet var overbelyst.

Musikken gav liv til rummet, men fyldte samtidig tilpas meget til, at vi kunne sidde og snakke sammen uden at føle, at alle andre kunne følge med i samtalen.

Det er sådan et sted, hvor du hurtigt sænker skuldrene og får lyst til at blive siddende.

En champagne, der virkelig overraskede

Vi begyndte med et glas Bruno Paillard Première Cuvée Extra-Brut, og jeg må indrømme, at jeg ikke havde de store forventninger.

Champagne er normalt ikke det, jeg vælger, da jeg synes, at champagne ofte bliver for tør til min smag. Så da restaurantchef Simon Bundgaard Iversen fortalte, at den her ovenikøbet var en Extra-Brut, havde jeg ikke regnet med, at den skulle blive en af aftenens store overraskelser.

Men hold nu op, hvor var den god.

Den var frisk, men havde samtidig en fylde og en behagelig smag, som gjorde, at den slet ikke var så tør, som forventet.

Simon har arbejdet som sommelier i omkring ti år, og han fortalte om balancen mellem syre, fylde og modenhed, og hvordan champagnen både fungerer til mad og kan nydes alene.

Og det sidste havde han helt ret i. Det var sådan et glas, man havde lyst til at blive siddende med, også efter at maden var spist. Og det behøver jo ikke være i forbindelse med en middag. Du kan sagtens kigge forbi til et glas eller to.

Restauranten fungerer nemlig også som vinbar, og med den store terrasse lige ud til lystbådehavnen er det nemt at forestille sig, hvor skønt det må være at sidde der en lun sommeraften.

Franske klassikere med plads til andre smage

Menukortet på Bistro Solera er forholdsvis lille, og det er et bevidst valg. Køkkenet koncentrerer sig om et mindre antal retter, hvor klassiske tilberedninger får deres helt eget præg.

Her finder du blandt andet fransk løgsuppe, Coq au Vin og bouillabaisse på menuen, men også Spaghetti Vongole med hjertemuslinger, hvidvin og hvidløg.

Der er altså plads til andre retter end de franske, og det er netop en del af tanken bag restauranten.

Vi skulle smage flere af retterne, og blandt de første var Moules på vores måde, hvor muslingerne bliver dampet med chili, hvidløg og masser af tomat.

Muslingerne havde en god smag i sig selv, men den kraftige sauce i bunden var mindst lige så god. Tomaten, chilien og hvidløget gav både fylde og varme, uden at muslingernes egen smag forsvandt.

Det er en ret, som du sagtens kan bruge god tid på, og som nærmest kalder på et koldt glas hvidvin og en sommeraften på terrassen.

Bouillabaissen, der overraskede positivt

Derefter kom bouillabaissen på bordet.

Fiskesuppe har jeg haft et noget anstrengt forhold til hele livet. Det har aldrig været en ret, jeg brød mig om, og jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde selv ville have valgt den fra et menukort.

Men nu stod den foran mig, så selvfølgelig skulle den smages. Og det var en god ide, at jeg gjorde det.

Suppen havde en virkelig dyb og kraftig smag, og fisken havde et dejligt bid uden at være tør. Ovenpå lå frisk salat og grønne urter, der gav en friskhed til suppen.

Det friske og sprøde passede overraskende godt sammen med den kraftige fond, og inden jeg fik set mig om, var skålen tom.

Kokken Søren fortalte bagefter om arbejdet med bouillabaissen. Fiskebenene bliver ristet med tomat, inden de koges med blandt andet grøntsager, hvidløg, timian og safran. Suppen bliver også smagt til med pastis, og tomaten spiller en vigtig rolle i netop deres udgave.

Det er en ret, hvor der bliver arbejdet med smagen fra begyndelsen, og efter at have hørt Søren fortælle om tilberedningen gav det bedre mening, hvorfor suppen havde den dybde, som havde overrasket mig så meget.

Så nu ved jeg i det mindste, at jeg ikke behøver gå uden om fiskesuppe resten af livet.

Coq au Vin med smag, der minder om vildt

Den ret, jeg havde glædet mig meget til, var Coq au Vin. Hos Solera bliver den klassiske franske ret serveret med rødvinsbraiseret kylling, fyldig sauce, brændte løg, sæsongrøntsager og kartoffelpuré med trøffel.

Og allerede ved den første mundfuld blev jeg overrasket.

Hvis jeg ikke havde vidst, at det var kylling, ville jeg aldrig have gættet det. Kødet var utrolig mørt, og den kraftige sauce gav en dyb smag, der nærmest mindede om vildt.

Sammen med den mørke sauce, grøntsagerne og den bløde kartoffelpuré var der masser af smag i hver eneste bid.

Det er næsten umuligt ikke at tænke på en kold efterårsaften, når man sidder med sådan en ret foran sig. En aften, hvor vinden rusker udenfor, og man bare har lyst til god mad, et glas rødvin og et sted, hvor man kan blive siddende.

Når der er mere knas end creme

Efter de kraftige hovedretter var vi nået til desserten, hvor både klassisk chokolademousse og crème brûlée kom på bordet.

Chokolademoussen havde en tydelig smag af kakao og en blød, fyldig konsistens. Den blev serveret med vaniljeis, som gav en god balance til den fyldige chokoladesmag. Det var sådan en dessert, der lagde sig godt i maven.

Crème brûlée kan være en lidt vanskelig størrelse, for balancen mellem den bløde creme og den sprøde karamel på toppen har meget at sige.

Hos Solera var cremen bredt ud over en større flade, så der var mere af den knasende karamel i forhold til cremen nedenunder. Hindbærsorbeten ved siden af gav en friskhed, som passede godt til den søde karamel.

Og hvis man har svært ved at vælge mellem chokolade og crème brûlée, er der ikke noget galt i at dele to desserter ved bordet.

Vinkortet kom før maden

Under besøget fik vi også en længere snak med restaurantchef Simon Bundgaard Iversen om tankerne bag Bistro Solera.

Det er en fransk bistro, men ikke nødvendigvis den udgave, hvor man forestiller sig tunge gardiner, gamle franske viser og en tjener, der helst skal tiltales med monsieur.

Her må musikken gerne have lidt mere tempo, og inspirationen kommer i højere grad fra den moderne bistrostemning i Sydfrankrig, hvor maden og vinen gerne må nydes i afslappede omgivelser.

Navnet Solera stammer også fra vinens verden og betegner en metode, hvor yngre og ældre vin blandes, så noget af det gamle hele tiden bliver bevaret.

På samme måde har restauranten taget erfaringerne fra Lula med videre, men skabt et nyt koncept omkring dem.

Og vi kommer ikke uden om vinen.

Simon fortalte, at han faktisk havde sammensat vinkortet, før han overhovedet vidste, hvilke retter køkkenet ville sætte på menuen.

Vinene er valgt ud fra de producenter og områder, han selv holder af, og tanken er, at de skal repræsentere den stil, man forventer af vin fra de enkelte områder.

Det betyder ikke, at man skal være vinkender for at spise her. Personalet hjælper gerne med at finde en vin, der passer til din smag, og der er et godt udvalg af både røde og hvide vine på glas.

Og hvis du hellere vil have en øl, har Bistro Solera blandt andet også Kronenbourg 1664 på fad.

Smilende personale og god tid ved bordet

Noget af det, der også var med til at gøre det til en god aften, var personalet.

Tiffany, der betjente os ved bordet, og kokken Søren var begge smilende, venlige og nemme at falde i snak med. De var hurtigt til stede, når man havde brug for noget, men uden at det føltes, som om de hele tiden holdt øje med bordet.

Der var bare en naturlig lyst til at fortælle om maden. Når vi spurgte ind til en ret, fik vi ikke kun en kort forklaring på, hvad der lå på tallerkenen. Der blev gerne fortalt mere om råvarerne og tilberedningen, og Søren fra køkkenet delte også ud af sin viden.

Den afslappede og virkelig imødekommende stemning passede godt til omgivelserne, hvor der var plads til at blive siddende og hyggesnakke.

Da vi til sidst rejste os fra bordet, var der gået omkring tre timer. Det havde egentlig ikke føltes sådan, for tiden var gået med at smage, snakke og indimellem bare nyde udsigten over lystbådehavnen.

Og det er måske netop noget af det, der gør Bistro Solera til et sted, man får lyst til at besøge igen. Det behøver ikke være en stor middag med flere serveringer. Det kan også være en enkelt hovedret eller et glas vin, mens du nyder stemningen og udsigten.

Jeg kunne i hvert fald sagtens forestille mig at komme tilbage en aften og finde et bord med med udsigt over bådene.

Måske med en portion muslinger og et glas af den champagne, som jeg stadig går og tænker lidt på.

Praktisk information

Sted: Bistro Solera, Kystpromenaden 5.

Køkken: Fransk bistro med klassiske retter i moderne fortolkninger.

Priser: Hovedretter fra 155 til 195 kr. Desserter 65 kr.

Terrasse: Stor udendørs terrasse med udsigt til lystbådehavnen.

Hjemmeside: Bistro Solera

Autentisk Japansk univers på Ramen Takumi i Aarhus

Af: Signe Kjær Høiberg – Foto Signe Kjær Høiberg

Aarhus Inside var inviteret til Ramen Takumi. Artiklen bygger på vores egne oplevelser og interviews. Aarhus Inside har haft fuld redaktionel kontrol over indholdet.

Bobo har slået sit navn og sted fast med sit unikke univers af autentiske japanske ramen-retter og sin japanske indretning. Hendes stamkunder kommer ikke kun for at spise; de har også taget indretningen til sig og donerer ofte små, ikoniske manga-figurer, også kendt fra japanske animationsfilm og -bøger.

Traditionel og moderne atmosfære

Os, der er fans af instruktøren Hayao Miyazaki, vil allerede i entreen vide, at vi træder ind i en verden, hvor der ikke, som i de danske eventyr, er den gode og den onde. Her er det mere komplekst og forunderligt. Figuren No-Face (Kaonashi), kendt fra den japanske film Spirited Away, står i bestillingsvinduet.

Rundt om hjørnet findes der en kæmpe “alter-væg” med en skøn blanding af japansk og international popkultur, der tydeligt vidner om en stor kulturinteresse for Japan. Her er store, hvide beholdere med de traditionelle sake-tønder (komodaru) dekoreret med japanske kalligrafitegn og symboler, og der er anime- og manga-figurer: One Piece, Dragon Ball, Minions, Re:Zero og Hello Kitty.

Der er basketball-figurer, japanske porcelænskopper og figurer fra Studio Ghiblis filmunivers. Det er et udstillings”vindue” af en samling, hvor hvert objekt har en historie og betydning, en skøn pærevælling af tradition, nostalgi, humor, japansk kultur og moderne fandom.

Der er flere måder at sidde og nyde sin mad på. Du kan vælge en siddeplads på en barstol med udsyn til den befærdede og livlige Skolegade, eller med kig til kokkenes arbejde i køkkenet. Du kan også vælge at sidde i hankoshitsu, som er halvprivate rum. De er afskærmede over for de andre gæster ved siden af dig, men har en åbning ind til den overfor, som du er i byen med. Der findes også to helt lukkede båse (koshitsu) til større selskaber med shōji-skydedøre med traditionelt japansk papir.

Alt sammen er meget autentisk og langt fra den traditionelle danske måde at gå ud og spise på. Der er dog ikke spisning i zashiki, som er rum med sivmåtter, hvor man sidder på knæene. Det er nok de færreste danskere, der kan holde til det.

Smagen af Japan på Ramen Takumi

Japan er nok det mest populære rejseland og har været det de sidste mange år. Da jeg voksede op, var USA den helt store inspiration, men vores børn og unge har i dag fået stor adgang til Japan. De kan en del af sproget og påvirkes af kulturen gennem dans, musik, film og manga tegneserier.

At vi i Aarhus har mulighed for at spise på japanske restauranter, er måske ikke så overraskende, men der er nok langt imellem, hvor autentiske de i virkeligheden er. Det kan man til gengæld ikke være i tvivl om, at Bobos sted er. Bobo fortæller, at hendes ramen-opskrift er en hemmelig, japansk familieopskrift fra en restaurant, som desværre ikke findes i Japan mere, og som hun har direkte derfra.

Hun havde drømt om at få fingrene i den opskrift i mange år, og ad kringlede veje lykkedes det til sidst. Det er næsten en animefortælling i sig selv, at hun nu er her i Danmark på Skolegade og siden 2022 har kunnet berige os med smagen af Japan fra den adresse.

I anime-filmen Ponyo findes der en ikonisk madscene, hvor der under en voldsom storm bliver serveret en dampende varm ramen for pigen Ponyo og drengen Sōsuke af hans mor, Lisa. En hverdagsret med tykke skiver skinke, et halvt kogt æg og forårsløg i en varm suppe med nudler. Ikke en avanceret luksusret, men alligevel en ret, der er essensen af en mors kærlighed, og som måske netop er symbolet på hjertet af Japan serveret i en skål!

Det er den ret, vi og Ramen Takumis stamgæster kommer og bestiller gang på gang.

Udvid min horisont

Min ældste søn og jeg bestiller hver vores ramen-ret. Min søn får Black Garlic Oil Ramen, og jeg får Jigoku Ramen.

Der findes fem varianter af Tonkotsu Ramen hos Takumi, og de er alle lavet på en suppebase af grise- og kyllingeben med ingredienser, der har kogt i timevis. De serveres alle med hjemmelavede nudler. Alle ramen-retterne har derudover hver deres signatur med forskellige spirer, forårsløg, bønner og andre ingredienser, som passer til lige netop den ret.

Jeg får lov at komme en tur med i kælderen, hvor magien opstår, og hvor verdens største suppegryde står og koger. En kæmpe, autentisk japansk “grydeske” benyttes til at røre i basesuppen, og det føles som at være til stede i et fysiklokale, hvor der skabes alkymi. Her er mere end varmt, og der er klinisk rent.

Derudover findes der også tre varianter af Tantan Ramen, som har en suppebase på krydret sesam med nudler (hvoraf den ene er vegetarisk).
Udover de to signaturretter får vi først vores side orders, som er to skåle: én med Oi-Kimuchi, som er hjemmemarinerede chiliagurker, og én med Korean Pickled Radish, som er sursødt marineret hvid radike med chili.

Vi får en portion hjemmelavede, pandestegte kyllinge-gyoza med 5 stk., som nogle måske bedre kender under navnet dumplings. Her findes der fire varianter: to, der er pan-fried, og to, der er deep-fried og også her er der en vegetarisk mulighed.

Bobo anbefaler os at prøve hendes selvopfundne opskrift på Korokke, som traditionelt er med kød, men hendes er med seafood. Det er to meget sprøde, knasende fiskekager, som er rørt op med kartoffelmos, og det er en yderst lækker overraskelse. En variation, jeg ti gange hellere vil spise end den traditionelle danske fiskefrikadelle, som jeg ellers knuselsker. Det er virkelig dejligt at få udvidet sin horisont inden for madoplevelser. Jeg ville aldrig have bestilt retten, hvis hun ikke havde anbefalet den. Nu kommer jeg til at bestille den, hver eneste gang jeg er på Ramen Takumi.

Til sidst har vi bestilt Kushikatsu Takumi Chicken , igen en hjemmelavet, traditionel ret, som består af to spyd med deep-fried kylling.

Til maden har vi nydt hver vores japanske fadøl – Kirin Ichiban og Sapporo Premium. De har også Asahi Super Dry på flaske og dåse. Stedet tilbyder desuden hjemmelavet Yuzu lemonade, iced Oolong-te og japanske Ramune-sodavand i mange farverige versioner. Og selvfølgelig er der sake.

Vi er mætte og har sparet flyrejsen til Japan. Vi får dog en smule jetlag ved at træde direkte ud i Aarhus midtby, når nu vi lige havde nydt det japanske univers. Det er to meget forskellige verdener, og sikke en luksus det er at have adgang til så anderledes en kultur og gastronomi i sin egen by.

Luksusbrunch på Varna Palæet i Aarhus: en søndag med lidt ekstra af det hele

Aarhus Inside var inviteret til luksusbrunch på Varna Palæet, som var vært for brunchen. Artiklen bygger på vores egne oplevelser og et interview med medejer Patrick. Aarhus Inside har haft fuld redaktionel kontrol over indholdet.

Jeg ved snart ikke, hvor mange billeder jeg har taget af Varna Palæet udefra. Den store hvide bygning ligger lige ved Marselisborgskovene og Den Uendelige Bro, hvor jeg har gået mange ture. Men jeg har aldrig været indenfor.

Det har en veninde længe ment, vi skulle lave om på. Brunchen på Varna er noget helt andet end dem, du får inde i byen, siger hun, og jeg skal altså snart se at komme derud.

Så en søndag formiddag i oktober står vi der, med skoven i fulde efterårsfarver og mine forventninger skruet temmelig højt op. Det skal de jo også være, når en brunch koster 445 kr. Og så har jeg en lille forestilling om, at her nok er lidt fornemt. Sådan et sted, hvor du helst skal sidde pænt og ikke grine alt for højt.

Den forestilling holder omkring tre minutter.

Her føler du dig hurtigt hjemme

Vi ankommer en halv time før brunchen begynder, og personalet er i gang med de sidste forberedelser. Alligevel kommer fire forskellige medarbejdere hen i løbet af de første minutter og spørger, om vi har brug for hjælp. Alle med et smil, og ingen ser ud til at have travlt, selvom der snart kommer en masse gæster til spisning.

Det er noget af det, som jeg ret hurtigt lægger mærke til. Og så noget andet. Medarbejderne griner og snakker på kryds og tværs, mens de sidste ting bliver gjort klar. De ser ud til at have det godt sammen.

På Varna kommer du ikke udenom at nævne lokalerne.

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal kigge hen, efter at jeg er gået ind ad døren. De store hvide vinduespartier, de smukke lamper, træmøblerne og bordene med hvide duge og levende lys. Udenfor står Marselisborgskovene i gule, orange og gyldne farver, og udsigten bliver nærmest en del af indretningen.

Jeg forsøger at suge det hele til mig, for her er virkelig smukt.

Alligevel er der ikke noget højtideligt over stedet. Du føler dig godt tilpas med det samme, og det er egentlig en lidt sjov kontrast til de meget imponerende omgivelser.

Da gæsterne begynder at ankomme, bliver lokalet hurtigt fyldt med liv. Ved bordet bag os sidder en mor med sin søn på 20 år. Han elsker god mad og har fået brunchen i fødselsdagsgave.
Lidt længere nede fejrer en familie oldemors fødselsdag, og rundt omkring sidder både par og større selskaber.

Senere fortæller Patrick Eriksen, som ejer og driver restauranten sammen med sin far Palle Enevoldsen, at den her søndag er der omkring 180 gæster fordelt på brunchen og forskellige selskaber i huset.

Og det kommer faktisk lidt bag på mig. For selvom der er godt fyldt op, føles det slet ikke sådan.

Bordene står med så god afstand, at du ikke sidder oven i hinanden, og selvom alle snakker, kan du sagtens føre din egen samtale uden at skulle høre på nabobordets.

Patrick fortæller, at de de seneste år har brugt næsten 1,2 millioner kroner på ny indretning, og at meget af den er valgt, fordi den dæmper lyden. Det er ikke noget, du lægger mærke til, når du ser dig omkring. Men du mærker resultatet.

300 æg og en noget overraskende begyndelse

Inden brunchen begynder, kommer jeg en tur ud i køkkenet, hvor Rasmus står og laver dagens scrambled eggs.

Og når jeg skriver scrambled eggs, så taler vi altså ikke om en lille portion til familien søndag morgen. Der bliver brugt 300 æg til dagens servering.

Rasmus fortæller, hvor vigtigt det er, at æggene bliver helt rigtige. Det er tydeligt, at han går op i det, og jeg lover selvfølgelig, at jeg nok skal smage dem.

Så da buffeten åbner, er det noget af det første, jeg går efter. Scrambled eggs og de små brunchpølser, som kommer fra en slagter Kajs Pølser i Silkeborg.

Og altså, scrambled eggs er jo scrambled eggs. Hvor stor en forskel kan der egentlig være?
Åbenbart temmelig stor.

For jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan man kan få noget så almindeligt som æg til at smage så godt. Der er en kraftig og fyldig smag, som jeg slet ikke forventer.

Senere fortæller Patrick, at de bruger 60 æg, en liter fløde og tre spiseskefulde salt pr. omgang, og at der går fem omgange til en søndag som i dag. Det lyder af meget salt. Men æggene smager overhovedet ikke salte.

Jeg kunne sagtens have fyldt tallerkenen med æg og de små pølser og været ganske tilfreds.
Men det ville jo være lidt synd med alt det andet, der venter.

Brunchbuffeten, hvor du helst vil smage det hele

Allerede inden besøget har jeg kigget menukortet igennem og tænkt, at det næsten er lidt ærgerligt med alle de lækre retter. For hvordan skulle jeg have en chance for nogensinde at komme rundt om bare en lille del af dem?

Men det viser sig at være lettere, end jeg forestiller mig.

Buffeten er fordelt på flere store borde, og du kan tage ganske små portioner fra fadene. Det betyder, at jeg får mulighed for at smage langt flere forskellige retter, end jeg havde regnet med.

Her er selvfølgelig de klassiske brunchretter, men også oksecarpaccio, vitello tonnato, lakseceviche, store rejer, forskellige salater, lune kødretter, oste og mange andre lækre retter.

Der er virkelig gjort noget ud af, hvordan maden bliver præsenteret. Små spiselige blomster, friske krydderurter, flotte farver og fine detaljer overalt.

Jeg tager mig selv i at stå og kigge efter hvilket stykke, der har den pæneste blomst. Og det er selvfølgelig det stykke, som kommer op på min tallerken.

Buffeten fungerer i øvrigt rigtig godt. Der er masser af plads omkring bordene, og hvis der står nogle gæster ved ét fad, går du bare videre til det næste. På intet tidspunkt oplever jeg at stå i kø.

Der bliver også løbende fyldt op ved buffeten, og selv en halv time før brunchen slutter, er der stadig masser af mad. Det betyder, at du ikke føler, du skal skynde dig op efter noget, inden det forsvinder.

Du kan bare sidde og nyde maden og selskabet i dit eget tempo.

Og så kommer dagens luksusproblem

For næsten hver gang jeg har spist noget, sidder jeg og tænker, at det kunne jeg egentlig godt tænke mig at tage igen.

Men det går jo ikke, når der står så meget andet, jeg også gerne vil smage.

Jeg er normalt heller ikke den store lakseentusiast. Faktisk er laks en af de fisk, jeg helst går udenom, når jeg spiser ude.

Til buffeten tager jeg laks to gange. Det siger nok mere om smagen end en beskrivelse kan gøre.

Og sådan har jeg det med næsten alt, jeg tager. Selv når varme og kolde retter ligger side om side på tallerkenen, passer de sammen.

Normalt er jeg typen, der siger, at man aldrig skal springe desserten over. Man burde nærmest begynde med den, så man er sikker på at nå den.

Men på Varna glemmer jeg fuldstændig min egen regel. Heldigvis ender jeg alligevel med et stykke af hver kage på tallerkenen.

Smagen kommer først i Varnas køkken

Da vi senere taler med Patrick om maden, er han ikke i tvivl. Smagen kommer først. Sådan har Palle altid lavet mad, og det holder de fast i. Økologi og råvarernes oprindelse betyder også noget, og kan de handle hos mindre producenter, de kender, er det et plus. Men det afgørende er, at det smager godt.

Meget bliver lavet fra bunden. Det seneste år har Patrick især arbejdet med brødet, og i dag er de næsten helt gået over til surdej. Dagen før vores besøg stod han selv i køkkenet og bagte sammen med kokkeeleven.

Menuen ændrer sig løbende. Nogle gange opstår en ny ret få dage før en brunch, fordi nogen i køkkenet har fået lyst til at prøve noget. Selv kokkeeleven får lov at udvikle sine egne retter. I forrige uge lavede hun tiramisu, og hun står selv for indkøb, planlægning og tilberedning.

Friskpresset juice og te, der bliver taget alvorligt

Vi skal også lige omkring juicen med friskpresset appelsin, gulerod og æblemost. For hold nu op, hvor smager den godt.

Den er frisk og fyldig på en måde, jeg slet ikke forventer. Men den tager ikke over fra maden.

Der er også en anden drik, som fortjener lidt opmærksomhed: teen.

Jeg er tedrikker og oplever ofte, at teen bliver nedprioriteret, når man spiser ude. Der er styr på kaffebønnerne og kaffemaskinen, og så står der et par ganske almindelige tebreve ovre i hjørnet.

Men sådan er det ikke her. Der er syv forskellige slags te at vælge imellem, og den, jeg smager, er så god, at jeg allerede under brunchen beslutter mig for, at jeg skal ned og købe en pose i næste uge.

Patrick fortæller, at de køber teen hos Friis Kaffe & Te på Jægergårdsgade, og at de bevidst har valgt at gøre noget ud af netop at servere kvalitetste til os tedrikkere. En af teerne hedder White Blossom, og den skal jeg helt bestemt have fingrene i.

Kaffedrikkerne er også godt stillet. På hvert bord står der en kaffekande, så du bare kan fylde koppen igen, når den er tom. Det er en lille ting, men hvor er det egentlig dejligt, at du ikke hele tiden skal rejse dig midt i en samtale for at hente mere kaffe.

Tjenerne, der næsten bliver usynlige

Der er noget andet, vi begge lægger mærke til under brunchen. Eller rettere, hvor lidt vi lægger mærke til det.

Tjenerne er der hele tiden. De præsenterer maden og byder nye gæster velkommen, og når du er færdig med en tallerken, forsvinder den næsten med det samme, uden at nogen afbryder samtalen. På intet tidspunkt oplever jeg stress, heller ikke ved de store selskaber.

Patrick fortæller senere, at det er lige så vigtigt for dem, at medarbejderne trives, som at gæsterne gør. Varna skal være et sted, hvor man har lyst til at gå på arbejde, og hvor der også er plads til et familieliv. Det er ikke nogen selvfølge i en branche, hvor mange arbejder både aftener og weekender.

Professionelt familiært, kalder Patrick det. Og det kan man mærke. Det er den samme afslappede stemning, som tog imod os, da vi kom.

En roséchampagne, der ikke er til at glemme

Min veninde har en særlig erindring fra sit sidste besøg på Varna. En roséchampagne, som hun har talt om flere gange siden.

Så da vi ankommer, spørger hun Patrick, om det mon er muligt at få den igen. Det tror han ikke. De køber ikke så mange flasker hjem ad gangen, og han mener, de er løbet tør.

Lidt senere står han ved vores bord med en flaske, han har fundet på hylden.

Jeg er normalt slet ikke til champagne, men den her rosé er altså virkelig god, og den passer overraskende godt til maden. Nu forstår jeg bedre, hvorfor min veninde bliver ved med at tale om den.

Den hedder Rosé Valentine og kommer fra Launois, et lille familiedrevet champagnehus i Le Mesnil-sur-Oger. Ifølge Patrick er det i dag ottende generation, der driver huset, og det er tre søstre, Séverine, Valentine og Dorine, som hver har deres egen champagne. Valentine er lavet på 100 procent Pinot Noir.

Patrick fortæller også om deres arbejde med vin. Varna importerer selv en stor del af sine vine, og flere af samarbejderne med producenterne går mange år tilbage.

En af historierne handler om Palle, som engang smagte en champagne på en restaurant, der kom fra et fransk hus, han meget gerne ville importere fra. Han skrev flere gange til producenten på sit bedste engelsk, men fik aldrig svar.

Til sidst fik han hjælp til at skrive et brev på fransk. Svaret kom hurtigt. Et fransk champagnehus svarer åbenbart helst på fransk.

Varna Palæets historie siden 1909

Varna er ikke noget nyt sted. Huset blev bygget til Landsudstillingen i Aarhus i 1909 og er tegnet af arkitekt Eggert Achen. Siden har det været rammen om restaurantbesøg, dans, fester og store familiebegivenheder.

Omkring 1970 fik restauranten en psykedelisk indretning af Verner Panton. Den er for længst væk, men Patrick fortæller, at der stadig kommer gæster, som håber at se den.

Patrick fortæller også om dengang, gæsterne kom kørende gennem skoven i hestevogn eller sejlede ind fra vandet.

I 2009 overtog Palle restauranten og genåbnede efter en omfattende renovering året efter.

Det er et samarbejde mellem to generationer, og Patrick lægger ikke skjul på, at de godt kan være uenige af og til.

Han sammenligner det lidt med et ægteskab. Man kan sagtens være uenige om det meste, så længe man er enige om det væsentligste. Og det er de.

I dag lægger Varna hus til brunch, middage, bryllupper, selskaber og intimkoncerter.

Hvorfor har jeg egentlig ventet så længe?

Da brunchen nærmer sig sin afslutning, kan jeg godt mærke, at jeg har fået rigeligt at spise. Og jeg kommer til at tænke på prisen, som jeg havde i baghovedet, da vi kom. For du får altså rigtig meget for de 445 kr. Og det er ikke kun maden, jeg tænker på.

Har du tid bagefter, så tag en tur gennem Marselisborgskovene eller ned til Den Uendelige Bro. Det gør vi.

Jeg kommer helt sikkert til at se på Varna med andre øjne, næste gang jeg går forbi med kameraet.

Og jeg må nok indrømme, at min veninde havde ret. Jeg skulle bare have været indenfor noget før.

​Praktisk information om Varna Palæets luksusbrunch

Sted: Varna Palæet, Ørneredevej 3, 8000 Aarhus C.

Tidspunkt: Udvalgte søndage kl. 10.30-13.00.

Pris: 445 kr. pr. voksen. Børn under 8 år 245 kr. og børn under 2 år gratis.

Brunchen indeholder et stort udvalg af kolde og varme retter, hjemmebagt brød, frugt, ost, lækre kager og desserter. Kaffe, te og isvand er inkluderet ad libitum sammen med ét glas frisklavet juice. Ekstra juice koster 25 kr. pr. glas.

Champagne kan tilkøbes for 145 kr. pr. glas, cava for 95 kr.

Menuen varierer efter sæson, og bordbestilling anbefales. Barnevogne kan ikke medbringes indenfor, men kan efter aftale placeres udenfor.

Transport: Bus 31 stopper lige uden for Varna Palæet. Kommer du i bil, er der gratis parkering ved huset.

De bedste burgere findes på Plant Food i Aarhus

Af: Signe Kjær Høiberg – Foto Signe Kjær Høiberg

Aarhus Inside var inviteret på Plant Food. Artiklen bygger på vores egne oplevelser og interviews. Aarhus Inside har haft fuld redaktionel kontrol over indholdet.

Lige over for Hipsterhøjen i midten af brostensgaderne i Aarhus ligger Plant Food, en perle af et drop-in-sted. Facaden er lidt anonym og enkel, så pas på du ikke går for langt. Jeg mødes med min veninde for at få vores yndlingsburgere.
Det er egentlig meningen, vi skal prøve lidt forskelligt fra menukortet, men det er så svært at skulle være den, der ikke får den klassiske burger med ovnstegte kartofler, så vi går ikke på kompromis!

Derudover bestiller vi en cajun broccolisalat og en focaccia sandwich i versionen BBQ mushroom. Af drikkevarer prøver vi lemonade med grapefrugt og mynte fra firmaet BITE, appelsin sodavand og ginger kombucha.

Vi er tidligt på den i forhold til aftensmad og for sent på den i forhold til frokost, helt perfekt i forhold til at skulle nå et show i Musikhuset kl. 18. Vi kan sagtens spise tidlig aftensmad kl. 16, når maden er danske grøntsager og plantebaseret. Det er mad, der mætter, men ikke ligger tungt og som fordøjes let. I virkeligheden virkelig god date-mad.

De rammer undtagelsen

På Plant Food går de heller ikke selv på kompromis. De, brødrene Daniel og Marcus, som til daglig driver stedet, er nok det, man ville kalde madnørder. De har udviklet et menukort, som gør vores smagsløg virkelig tilfredse. Der er tænkt over sammensætningen, konsistensen, farverne og æstetikken.

Det er mange elementer at skulle leve op til, når man samtidig gerne vil holde det super enkelt og plantebaseret. Det lykkes dem, og derfor er det også maden, mange kommer for, og ikke nødvendigvis fordi det er plantebaseret.

Jeg vil faktisk vove at påstå, at mange hverken i udseende, smag eller bid kan mærke og smage, at det ikke er kød, der er i burgeren. Det ville faktisk være sjovt at invitere til privat familiefest og servere burgere til alle og ikke nævne noget om kød eller ikke kød. Jeg tror, det ville komme bag på morfar Arthur og onkel Kurt, at der faktisk ikke er kød i deres burger. De ville nok ikke tro mig.

Jeg er ikke selv til erstatningsmad. Jeg vil hellere vælge vegetariske retter, som ikke lader som om det er boller i karry eller bøf eller chicken nuggets. Jeg ved faktisk ikke noget værre. Det er oftest som at tygge i pap og oftest en virkelig trist og utilfredsstillende affære.

Plant Foods burgere er mine eneste go-to, som faktisk gør undtagelsen for mig. Her vil jeg gerne “snydes”, for er der noget, jeg har savnet som ikke-kødspisende, er det netop burgeren. Den snaskede, uartige, fastfood-kalorietunge, syndige burger. Det savn har jeg ikke, så længe jeg holder mig tæt på Aarhus midtby og inden for Plant Foods åbningstider.

Mad kan godt være en kærlighedsaffære

Det var et mad-crush, der startede på Street Food i 2019. Plant Food åbnede på grundlovsdag nede ved Aarhus Rutebilstation, og jeg brugte alt for mange penge på take-away med deres risotto, græskarsuppe og diverse retter, som skiftede i forhold til sæsonerne.

I 2020 åbnede de så endnu en drop-in-café, Graven 16H, og det er den, vi sidder på i dag. Det var også det år, burgeren kom på menuen. Derefter stak succesen helt forståeligt af, og Plant Food var også at møde på f.eks. NorthSide festival og fik mere end travlt. I dag er deres retter kun at finde på Graven 16H. De lukkede deres biks på Street Food, og burgeren er blevet et blivende element på menuen.

Udover de faste retter på menukortet bliver der hver 3. måned præsenteret en ny burger, en ny sandwich og nye toppings. Det er altid mad lavet af danske råvarer og danske grøntsager. Maden er 100 procent plantebaseret, og de tilbyder det, som et af eneste steder i Aarhus. Alle drikkevarer er også danske og økologiske.

Uformelt, råt og varmt sted

Der er en imødekommenhed og ærlighed over stedet, lige fra betjeningen til maden til indretningen. Selv musikken er der tænkt over. De har hjemmelavede playlister til stille stemning og til travle stunder. Der er en uformelhed, som alligevel rimer på omhyggelighed, hvor der ikke er gået på kompromis med de værdier, de følger.

De rå vægge og særligt udvalgte træborde, stemning med planter i badekarret (ja, det står der og skal ses) til gastro-containeren, som står som beholder til isterninger på disken, den sorte lærredssæk fra Tyrkiet på væggen og der er ikke meget plads, så vi kommer hinanden ved.

Man kan godt bestille bord og det er nok en god idé at gøre, hvis man vil være sikker på en plads. Hele foråret, sommeren og den varme sensommer om efteråret er det ingen udfordring, for der er bord-bænkesæt udenfor og hele Hipsterhøjen med de nye bænke.

Mange benytter sig også af stedet til at hente deres yndlingsret eller har bestilt levering til deres barnedåb, bryllup, firma eller bare som take-away, hvor Wolt kan levere, hvis man er doven eller har for travlt til lige at gå forbi.

Jeg selv elsker at sidde på en af pladserne i vinduet og nyde maden, mens jeg ser på gågadelivet passere udenfor. Det er en oplagt måde at opleve Aarhus’ indre by på.

Hvorfor er det så godt?

Der er altid salatbowls med svampe, broccoli og avocado. Der er altid den klassiske, avantgarde og cheeseburger. Der er altid sandwich med avocado og BBQ mushrooms. Og som før skrevet, er der derudover en sæsonudgave af burgeren, salaten og sandwichen.

At jeg har så svært ved at vriste mig fri af det konservative valg med den klassiske burger er, fordi den for det første smager urimeligt godt. Den er så snasket og med en perfekt fordelt ligevægt af tomat, salat, stegte løg, grov ketchup og trøffelmayo samt syltede rødløg, udover “bøf” og brioche-burgerboller.

Den kommer i virkelig pænt papir, og vælger man en menu, er der også helt perfekt ristede ovnstegte kartofler med hjemmerørt mayo til. På Plant Food er burgeren lige så pæn og stor som på fotos, her pyntes der ikke på sandheden.

Jeg vil altid vælge kvalitet, smag og æstetik frem for kædeproduceret, fabriksproduceret “mad” og vil nok for evigt være dybt afhængig af Plant Foods klassiske burgermenu.

Middelhavsretter med havudsigt hos VinDanmark

Af: Signe Kjær Høiberg – Foto Signe Kjær Høiberg

Havudsigt til maden

VinDanmark på lystbådehavnen i Aarhus, Kystpromenaden 2, har en tendens til at holde på deres gæster i meget lang tid. Det er ikke kun, fordi mad og vin her er nemt at vælge og smager utroligt godt, men også fordi man får en helaftensoplevelse.
Mange har opdaget, at det er en god idé at bestille bord, inden de skal nyde en koncertoplevelse, for VinDanmark er også et spillested med livemusik. Ved siden af restauranten, i baglokalet, ligger en gammel tysk lagerbygning, som ligner en rå minihangar. Det er her, musikken sker, men inden vi når dertil, skal vi tilbage til restauranten.

VinDanmark ligger gemt lidt væk fra vejen. Men går man langs kajen, skal man ikke langt ned ad promenaden, når man har Aarhus midtby i ryggen og Aarhus Ø foran sig, før man kommer forbi et rødt murstenshus med bord-bænkesæt foran, markiser og kulørte lamper. Der er noget ved selve bygningen, som udstråler god mad og festlig stemning, og det er helt sikkert, fordi lige præcis den energi sidder i gulve og vægge.

Alle de gange, jeg har nydt en aften her, er jeg gået opløftet derfra. VinDanmark har et samarbejde med spillestedet TRAIN, og de koncerter, som kræver intim stemning og en mindre scene, har mulighed for at spille her. Derfor bliver der også mulighed for koncerter med navne, man lytter til og ser for første gang, samt muligheden for at opleve etablerede kunstnere på helt tæt hold.

Mormorvarme og fine cuisine

Når man træder indenfor, mødes man af en slags dagligstue med gedigne, ukurante genbrugsmøbler og med lige så meget varme, charme og imødekommenhed som hjemme hos mormor. Når det så er sagt, så ophører sammenligningen også dér, for deres menukort kan nemt konkurrere med andre etablerede, gode spisesteder, og de er særligt specialiserede i gode vine.

Kvalitet og æstetik som denne forventes ofte af et sted med hvide duge og tjenere i sort-hvidt. Det har VinDanmark ikke, men netop kontrasten mellem kvalitet på maden og vinene og det mere folkelige, hyggelige miljø er en skøn blanding.

Mange gæster bestiller deres menu hjemmefra. Har man ikke gjort det, får man hurtigt hjælp af de søde ansatte. Langt de fleste vælger de faste koncepter. Det gør det muligt for køkkenet at forberede og forfine retterne, da de ikke skal gabe over et kæmpe udvalg. De gør det godt, og det er en god idé at bestille i god tid, da man ellers risikerer at gå forgæves, selvom de ansatte gør alt for at lave plads til alle.

Her i efteråret 2026 tilbyder de:

• Torsdagstilbuddet: 5 retter inklusiv 2 glas vin til 299 kr. (medmindre det er en koncertaften).
• Kokkens delemenu: 5 retter, som kokken nøje har udvalgt.

Derudover kan man sammensætte sine egne deleretter og tapas fra menukortet. Hele sommeren er de kendt for et koncept med rejer og vin hver onsdag til en særlig fordelagtig pris.

Det er enormt rart at komme et sted, hvor de har gjort det let for os gæster. Maden er valgt, og der er tænkt nøje over tingene, så vi bare kan ankomme og være til stede i hinandens nærvær. Jeg har før stornydt rejer og vin-konceptet, men i aften havde vi på forhånd valgt kokkens delemenu.

Tjener Thomas

Denne aften er det tjeneren Thomas, som tager imod os, og der er god kemi med det samme. Han er professionel, men hjertelig, og sporer sig hurtigt ind på, hvem vi er. Det giver en oplevelse af en personlig betjening, uden at det bliver for privat. Jeg elsker en tjener, som skaber tryghed, løfter selskabet og samtidig har ben i næsen med holdninger og meninger til de valg, vi træffer.

Vi er for eksempel i forvejen ret glade for en Katrin Wind Riesling, som stedet selv importerer. Selvom vi kender den og havde tænkt, at det var den, vi skulle have i aften, får vi alligevel mulighed for også at smage noget andet. Thomas har nemlig en plan eller mere korrekt: et godt råd.

Han anbefaler os at prøve noget nyt, som han tænker passer bedre til de retter, vi skal have i aften. Det er en anerkendt spansk Albariño, en hvidvin ved navn Abadia De Tortoreos og han har ret. Han kalder den en “terrasseperser” (nærmest det modsatte af en tåreperser).

Vi starter med dén, noget vand, hapse salte mandler og chips. Vores mad ankommer, og kokkens sammensætning af deleretter byder på:

• Grillede padrons med sumakdyp
• Tomatsalat med frisk burrata
• Hjemmebagt focacciabrød med flagesalt og rosmarin
• Patatas – ovnbagte kartofler med aioli
• Rejer i chili- og hvidløgsolie
• Keftedes lamme- og oksespyd på middelhavssalat

Vores øjne bliver SÅ glade, for det er smukke retter. Vi bliver mere end mætte på den der gode, lette måde, og det smager vidunderligt.

Festivitas

Vi hygger os så meget og nyder vores mad, vin og aften, at vi næsten ikke er klar til koncerten, da tiden nærmer sig. Men det bliver vi. For denne aften står den på opvarmning med Kasper og efterfølgende koncert med Carlo Ahead.

Dem kender vi ikke i forvejen, men da vi går hjem i natten efter endt koncert, er vi helt glade og svedige. Vi har grint, danset, opdaget ny, vidunderlig musik og mødt skønne mennesker. Det er faktisk bare sådan en helt almindelig aften på VinDanmark, som gang på gang altid leverer.

OS Kaffe & Vin – et kulturhus forklædt som cafè i hjertet af Frederiksbjerg

Af: Signe Kjær Høiberg – Foto Signe Kjær Høiberg

Kvalitet

I en baggård på M.P. Bruuns Gade suges du ind af nysgerrighed, fordi æstetisk skrevne skilte, lyskæder, lanterner og krukker nærmest får din krop og dine ben til at gå derind af sig selv. Det er et godt valg, for her bliver man forkælet med ægte, varm hygge og sunde valg til lørdagsbrunchen. Der er levende lys på bordene og friske blomster i vaserne.

Der er særligt en sødlig, grøn smoothie, som tilfredsstiller mig både visuelt og smagsmæssigt. Min veninde udbryder: “Den kan umuligt være sund, når den er så sød,” men det er den! Den bestiller jeg, hver gang jeg er der, og hver gang jeg går derfra, vil jeg have den igen i morgen. Det er lidt et problem, når nu jeg oftest er i kolonihave i Brabrand eller på arbejde uden for midtbyen. Det er bare en af de slags abstinenser, OS, Kaffe & Vin skaber.

Det er et sted, hvor jeg ikke tør tjekke deres program på hjemmesiden i frygt for at gå glip af noget. Udover deres solide og stabile menukort er der nemlig ofte alle mulige arrangementer. Der er banko med forskellige temaer (musik, burger, vin), løbeklub, krea-dage, Walk and Dog, bog receptioner, udstillinger, events, der passer til årstiden, mødregrupper, warm-up til Fed Fredag og meget mere. Huset rummer også filmselskabet Human, og det skal vi bestemt komme ind på i en anden artikel.

Levende

Baggården emmer af historisk vingesus og har ikke ændret sig meget, siden sækkene blev løftet op i hejseværket. Der er tydelige spor af den levende arbejdsplads, og minderne sidder stadig i facaden. Vi mærker stemningen i baggården, lidt med samme følelse, som når vi besøger Den Gamle By i Aarhus.

Stedet er stadig lige så levende som dengang og summer af liv. Hele 25.000 gæster går igennem porten ind til fællesskabet hvert år. Selvom OS er fra 2024, er det et sted, som rigtig mange allerede har gjort til deres faste stamsted. Denne lørdag formiddag, hvor min veninde og jeg har bestilt bord, ser vi rigtig mange komme og lede efter et sted at slå sig ned. Selvom der faktisk er plads til ret mange både inde og ude, må mange gå forgæves. Ønsket for OS alle er, at stedet måtte få lov at udvide siddepladserne til både deres baghave og til hele gårdspladsen.

Det svære valg af alt det gode

Vores brunchbræt ankommer og ligner noget fra det bedste livsstils- og boligmagasin, der findes. Det er symptomatisk for alt, hvad huset har med at gøre: Alt er der tænkt over, og alt er lavet med sjæl og hjerte. Det er her, drømme bliver til virkelighed, og der lægges en kæmpe portion umage i alt fra mad til filmproduktion. Det kan smages, og det kan ses.

Stedet er renoveret med kærlighed; hver en sten er udvalgt og pudset. Da kommunen kom med krav om et handicaptoilet, smøgede personalet ærmerne op og skabte en drøm af et ekstrarum. Det er så fint og hyggeligt, at det giver en luksusudfordring med kø, fordi folk gerne vil blive derude lidt for længe.

Dem er der mange af på OS, altså luksusproblemerne. Bare valget af morgenmad er svært. De gode råvarer mætter hurtigt, og man kommer nemt til at bestille for meget, fordi man gerne vil smage alt det gode. Der er som nævnt brunchbrættet, hjemmebag, rødbedeshots, morgenbræt, croissanter, forskellige lækre toasts, surdejsboller med ost og smør, smørrebrød, grønne, gule og lilla smoothies, shakes, pandekager og diverse fristende kager. Senere på dagen er der pizzaer, som på sydlandsk vis bæres nybagte ind gennem gården fra naboen Vai Vai.

Fællesskab

Medejer Uffe Truust fortæller om en manifestation af en drøm, der blev til virkelighed. Han fortæller, hvordan han en dag sad på en café i Aarhus efter mange år på farten. Med år i bagagen fra byer som Berlin, Los Angeles, New York, London og lande som Grækenland og Grønland faldt han i staver over, hvordan han her kunne sidde, have en base og opleve livet og verden komme til ham. Han så livet blive levet på caféen – alt foregik lige der.

Den lange rejse i ensomhed blev til et behov for at komme hjem til Aarhus. Den drøm om et fællesskab og en samling af OS blev senere til virkelighed. Heldigt for OS, som nu har muligheden for at nyde den base og det liv i den autentiske baggård med så ufatteligt meget hjerterum og imødekommenhed. Her er der altid nogen at falde i snak med, og her kan man møde hinanden.

På væggene hænger der i øjeblikket malerier af kunstneren Camilla Holm. Endnu et af de kendetegn, som får OS, Kaffe & Vin til at træde tydeligere frem end andre steder, er deres tradition med at invitere en kunstner til at overmale den seneste vægudsmykning – noget af en “Kill Your Darlings”-handling. Lige nu er det hendes streg, som præger den udendørs gavl, og inde i varmen er det hendes malerier, der pryder caféens vægge.

Feriestemning

Aarhusiansk kvalitet af råvarer og hjemmebag møder en varm, æstetisk feriestemning, som ellers er noget, vi rejser til Frankrig, Italien, Grækenland eller Spanien for at opleve. Men den findes lige her. Et besøg kan hurtigt udvikle sig til en heldagsoplevelse – særligt hvis man også kommer til at bestille vin eller bobler. Tiden flyver bare afsted her, men sådan er det jo med gode steder.

Klassisk Bistro: Fransk nærkontakt af 3. grad

Tekst og foto af: Signe Kjær Høiberg

Klassisk 65 Bistro & Vinbar ligger på Jægergårdsgade. Med en konstant pålidelighed i kvalitet, god stil og en overdreven god service har den i 22 år lagt sig i førertrøjen af spisesteder i Aarhus midtby. Det er noget af et lunt sted at ligge, og det er kun muligt, hvis man er 100 procent ærlig med sin mad, starter hver dag med samme engagement og ambitiøse mål og aldrig går på kompromis med sine værdier.

Vainqueur

Alle, som kun vil have det bedste, har givet sig selv den oplevelse at spise på Klassisk og med sine priser har ejeren, Søren, også her gjort det muligt for os alle at være med. Hvis du vil supplere din mad med det slaraffenland af vinmuligheder, der findes her, så træerne vokser helt ind i himlen i sammenspil med maden, ja, så er det først her, du skal have lidt af opsparingen med dig.

Til gengæld er ingen spørgsmål for dumme. Det er et vidunderligt sted at lære fra de sødeste tjenere, og her er der også rig mulighed for at lære andre gæster at kende. Det er et ægte bistro komsammensted.

Mange i Danmark forbinder kvalitetsrestauranter med dyre designermøbler, men på Klassisk er vi stuvet sammen på franske bænke og shabby stole i mange former. Vi kan høre hver en bid og de lidenskabelige, veltilfredse madsuk fra bordene ved siden af os. Det er også det, som giver os muligheden for denne aften at høre, hvornår AGF har scoret endnu et mål, og hvad morfar skal lave i næste weekend. Vi kommer hinanden ved, og det føles vidunderligt familiært og internationalt på samme tid.

Lørdag på en onsdag

Min søn på 19 år og jeg er taget afsted på en almindelig onsdag aften. Vi har bord klokken 18:30 og her er fyldt godt op. Der er mere end travlt og masser af leben i alle hjørner, både inde og ude. Alligevel har de mange tjenere tid til at connecte med os; vi bliver set og underholdt. Flere gange oplever vi, at de tager sig tid til gode anekdoter, madbeskrivelser og vin-informationer, hvor de sætter sig ned hos os ved bordet. Der er god stil i højtalerne og en opløftet stemning, som var vi landet midt i en lørdag aften.

Klassisk har reelt ikke brug for omtale – stedet er talk of town og har været det fra dag ét!

Første halvleg

Vi er sultne og får allerede ved modtagelsen af brødkurven advarsler om ikke at spise os mætte i det vidunderlige brød med aioli, som stilles foran os. Det er ellers det nemmeste i verden at komme til, for det er den bedste haps. Som min søn siger: “Det er den bedste mayo, jeg længe har smagt.”

Vi får den berømte, luksuriøse gravede laks, tilberedt som Frøken Ingeborg Suhr allerede i starten af 1900-tallet lærte fra sig i sin legendariske kogebog. Tjeneren kommer ned med den og skærer skiver til os på den plads, der bestemt ikke er der. Det kan altså noget, det der med at få skåret maden direkte til os, mens vi ser på.

Vi fortsætter med franske snegle, der svømmer i bagt hvidløg, olie og små, knasende brødcroutoner – en rigtig god kombination af smage og konsistenser. Jeg er mega stolt af at have en søn, der har lært at spise og nyde snegle. Vi får en fed hvidvin til sneglene og en frisk riesling til laksen. Det er en fryd, hvor meget der er styr på introduktionen og sammenspillet mellem vin og mad.

Derefter fortsætter vi med bobler til vores friske, kødfyldte østers, og vores onsdag, som forvandlede sig til en lørdag, får pludselig en atmosfære af nytår og noget højtideligt. De er så velsmagende, at vi helt glemmer den tabasco, som er stillet frem til os. Jeg kender ikke mange steder i Danmark med så mange fine, klassiske retter samlet på ét menukort. Det er et genialt sted at lære det klassiske, franske køkken at kende.

Vi får en silkeblød og velsmagende foie gras til deling, som stedet så klogt kalder “det bedste fra anden og gåsen”, og vi drikker et glas Sauternes til (den Sauternes kommer jeg tilbage til) Aftenen har ramt et festligt point of no return, og bilen må blive stående i Bruuns Galleri. Vi overgiver os til en onsdag, der har udviklet sig til noget ud over det sædvanlige, og vi kan faktisk ikke spise op af den skønne, fede spise. Der er dømt mad halvleg!

Morfar Johan og Lise

Vores nabobord fejrer fødselsdag for morfar Johan. Han vidste godt, at han skulle spise på Klassisk, men ikke, at hans barnebarn, tjeneren Jeppe, ville møde ind for at servere for dem på sin fridag. Jeppe fortæller, at det er ret typisk for ham og hans kollegaer; det er faktisk lidt svært at holde sig væk fra stedet, når de har fri.

Tjenerne Jeppe, Aude og Carla samt restaurant chefen Gaida fortæller om de særlige tiltag, der er for de ansatte: en årlig tur til Paris og i Tivoli Friheden, og derudover opstår der ofte festligheder efter arbejde eller fælles, spontane ture, når noget særligt sker i byen. Der er omsorg og højt til loftet for de ansatte på Restaurant Klassisk Bistro. Der kræves helt sikkert noget for at arbejde der. Jeg får en klar fornemmelse af, at ejeren, Søren, har en ambition om, at hvis man har taget sin uddannelse hos ham, så kan man også sin kokke- og tjener-kompetencer til fingerspidserne.

Morfar Johan og hans kone, Lise, er vildt søde. Selvom jeg prøver at levne plads til de næste retter, mener hun ikke, at jeg kan forlade stedet uden at smage på deres mørbrad, som de aldrig har fået så mør før. Hun har ret; den er vidunderligt mør og velsmagende.

Deres rester får de med i en gejlet, sølvpapirs-mini-to-go-håndtaske, og tjener Jeppe fortæller, at kokken i dag er i Balenciaga-inspireret humør, i morgen er det måske Prada. Hahaha, I love it! Det gør Lise og Johan også. Efter at have fået serveret verdens mest gavmilde portvinssjus, svinger de glade videre i deres fødselsdagsfejring. På vej ud siger Lise: “På Klassisk er det som at sidde i en sauna, når man er vinterbader, med tanken på det særlige fællesskab, der opstår bordene imellem.” Det er et rigtig godt billede på den atmosfære, Klassisk emmer af.

Tjener Jeppe med morfar Johan og mormor Lise

Gejl, gavmild og anden halvleg

Den slags humor og svung er der masser af at opleve, når man er ude at spise på Klassisk. Der sables halse af flasker ude på gaden, og der flamberes peberbøffer og crêpes, så ilden blusser meterhøjt. Når telefonen ringer, er det med den velkendte 80’er-lyd fra en fastnettelefon med drejeskive. Der spilles musik så sprødt fra højtalerne, at man føler, der står et flygel, og at Nina Simone, Edith Piaf eller Billie Holiday står lige rundt om hjørnet og optræder.

Vi fortsætter med vores deleretter. Man behøver ikke at vælge maden på den måde, men vi ville gerne smage så meget som muligt. Vores tatar med rå æggeblomme ankommer som ingredienser, og også den tilberedes direkte ved bordet. Vi får et glas Bourgogne til.

Carla tager telefonen

De største vinoplevelser, jeg har fået i Danmark, har alle været på Klassisk. Jeg forelskede mig engang så meget i deres “Boxer-vin”, at min veninde og jeg droppede hovedretten og desserten for at kunne bestille en flaske mere. Også i aften får jeg præsenteret en vin, jeg nok desværre aldrig kommer til at smage igen, men hvilken historie, smag og oplevelse det var at nyde den.

Det drejer sig om den søde Sauternes-vin fra 2023, som Søren har skaffet 72 flasker af, og efter dem vil det ikke være økonomisk muligt for ham at købe flere. Kort genfortalt er det en vin fra et mindre kendt vinslot, der har haft muligheden for at lave den kendte, nørdede vin på druer, der er tørret ind som rosiner, mens de hænger på vindrueklaserne. Den slags er normalt meget dyrt og anerkendt, men fordi slottet har været nabo til den anerkendte produktion og indtil nu har været et “ukendt” navn, har de kunnet sælge den til andre priser. Nu slås de imidlertid sammen med det kendte naboslot, og så er det slut med den slags menigmandspriser. Den slags vine er Søren genial til at støve op og være så gavmild at dele med os gæster.

Jeg er ved at være mere end mæt, men vi slutter af med at dele den berømte peberbøf og min søns absolutte yndlingsdessert, Crème Brûlée. Den deler han selvfølgelig ikke, hvilket intet gør, for jeg har fået en “klisterfister”-portvin, som for mig er den bedste dessert i verden!

Succes

Er man ikke til vidunderlig fransk mad, tæt og intim stemning samt en ærlig og kærlig service, skal man holde sig langt væk fra Jægergårdsgade 65-67! Der er så meget hjerterum og kærlighed til faget, maden og stedet, at det er en oplevelsesrestaurant i how to do SUCCES. Vi er nemlig mange, der sagtens kunne spise der hver eneste uge.

Klassisk 65 Bistro & Vinbar rimer på kvalitet, æstetik, autentisk fransk cuisine og en helt igennem god, gejlet stil med kærlighed til livet.

Signe og hendes søn Gustav

GårdCafeen i Latinerkvarteret – hyggelig og fuld af personlighed

GårdCafeen ligger inde i en baggård i Studsgade i Latinerkvarteret, og stedet viser sig at være langt større, end man lige forventer. Her er både caféliv i stuen, studiepladser på førstesalen og en stor gårdhave mellem de gamle bygninger. Om morgenen står morgenbuffeten klar, mens fredagen kan ende med fællessang og dans til pianobaren.

Et gammelt gårdmiljø med mange historier

GårdCafeen åbnede i 2023, men gårdens historie strækker sig langt tilbage. Det fortælles, at der i gamle dage både er blevet brygget mjød og bygget hestevogne på stedet.

Hestevognene er for længst væk, men det gamle gårdmiljø betyder stadig meget for caféens udtryk. Du skal ind gennem gården for at finde indgangen, og det er først her, at du opdager, hvor mange forskellige rum, der egentlig gemmer sig bag facaderne i Latinerkvarteret.

Hvem du møder, afhænger meget af, hvornår du kommer. På en almindelig formiddag er der ro omkring bordene, mens gæster nyder deres morgenbuffet og de første studerende har fundet computerne frem på førstesalen. Senere kommer frokostgæsterne, i weekenden fylder brunchgæster og børnefamilier mere, og fredag aften er her også livemusik.

Lidt som at komme hjem til sine bedsteforældre

Indretningen er fuld af charme. Gamle træborde står mellem stole med forskellige former, farver og betræk, og på væggene hænger små malerier i rammer, der heller ikke er købt ind som et samlet sæt.

I reolen på første salen ligger brætspillene klar, og de varme lamper og gamle, mørke bjælker gør det store rum hyggeligt, selvom her er plads til mange.

Det kan minde lidt om at sidde hjemme hos sine bedsteforældre. Ikke nødvendigvis fordi dine bedsteforældre havde præcis de samme møbler, men fordi der er den samme ro over ting, som ikke behøver være nye eller passe perfekt sammen.

Og så er der bare noget rart ved caféer, der tør holde fast i deres egen stil.

Det gammeldags går også igen i menukortet. Her kan du få smørrebrød, stjerneskud, pariserbøf og gammeldags æblekage. Der er selvfølgelig også salater, burgere og vegetariske retter, men de velkendte caféklassikere har fået lov at blive.

Morgenmad med hjemmebagt maltbrød og øllebrød

På hverdage bliver det lange træbord midt i lokalet dækket op med GårdCafeens morgenbuffet. På bordet står der ost, fennikelsalami, kalkunpålæg, ymer, mysli, bærcoulis, frugt og rugbrød sammen med hjemmebagt maltbrød og rørt smør.

Og så er der øllebrøden. For på buffeten står en stor gryde med øllebrød, der serveres med flødeskum. Det er ikke lige det, man forventer at finde på en cafébuffet, men måske er det netop derfor, den er blevet så populær.

For øllebrøden passer rigtig godt til resten af stedet. Den er lidt gammeldags, meget hjemlig og kan vække minder om morgenbordet i barndomshjemmet. For andre er det måske første gang, de smager den.

Morgenbuffeten har været nomineret til Byens Bedste 2026. Den serveres mandag til fredag mellem kl. 9.00 og 10.30 og koster 55 kr. Tilbuddet gælder ikke på helligdage.

Alle ugens dage frem til kl. 12 kan du også bestille caféens brunch, som findes i både en almindelig og en vegetarisk udgave.

Her må studiedagen gerne vare lidt længere

På førstesalen er der reserveret pladser til studerende, som køber caféens studietilbud. Andre gæster må selvfølgelig også gerne sidde der, men de store træborde og de mange pladser fungerer godt til både computere, bøger og en studiegruppe, der skal have styr på den næste opgave.

Nogle sidder koncentreret med hver sin computer, mens andre mest af alt ser ud til at nyde, at de kan mødes et sted, hvor der også er tid til at snakke.

Studiepladsen kan normalt købes mandag til fredag fra kl. 9.00 til 19.00, dog ikke på helligdage. Her får du en tallerken fra morgenbuffeten mellem kl. 9.00 og 10.30 og fri filterkaffe hele dagen. Så der er ingen grund til at pakke sammen, bare fordi den første kop er drukket.

Flere studerende er stamgæster. Personalet genkender dem, får sagt hej og høre lidt om, hvordan det går. Det er hyggeligt, og det gør meget ved et sted, når gæsterne ikke længere bare er ansigter, der kommer og går.

Halv pris på studiepladser resten af september

Fra den 16. til og med den 30. september får studerende 50 procent rabat på GårdCafeens studiepladser. Tilbuddet gælder mandag til fredag fra kl. 9.00 til 19.00 og inkluderer en tallerken fra morgenbuffeten mellem kl. 9.00 og 10.30 samt fri filterkaffe hele dagen.

Husk studiekort. Pladserne fordeles efter først til mølle.

Fra mødregrupper til pianobar

Gæsterne på GårdCafeen er en blandet flok. På hverdage kommer der mange studerende og de lidt ældre frokostgæster, mens weekenderne trækker flere børnefamilier til. Caféen har også fået mange nybagte mødre og mødregrupper blandt de faste gæster.

Der er puslerum og et mindre legeområde, og har man brug for lidt mere ro, er der sofaområder på første sal. Mødre må selvfølgelig også amme der, hvor de føler sig bedst tilpas.

Fredag aften er der pianobar med gratis entré. Pianisterne spiller de klassikere, som mange af os kender, og hvad der lige er stemning for den pågældende aften.

Nogle fredage bliver det til rolig musik omkring bordene. Andre gange kommer der gang i fællessangen, og bordene bliver rykket lidt til side, når nogen får lyst til en svingom. Det er meget uformelt, og dansegulvet findes egentlig først i det øjeblik, når nogen rejser sig.

Hvis du du være sikker på et bord til pianobaren, er det en god idé at bestille på forhånd.

Gårdhaven midt i Latinerkvarteret

Når vejret er til det, rykker cafélivet ud i gårdhaven. Her står træborde, bænke og stole på de gamle brosten mellem træer og planter. Små kulørte lamper hænger over gården, og tæpperne ligger klar på stolene.

Nogle pladser er under åben himmel, mens andre er overdækkede og har varmelamper. Det er meget praktisk i en dansk sommer, hvor solskin ikke nødvendigvis betyder, at regnen har taget resten af dagen fri.

Gårdhaven har flere små kroge, og bordene står ikke tættere, end at der stadig er luft omkring gæsterne. Om sommeren er det især herude, der er gang i den.

Både lokale og turister finder vej ind i gården, og mange af de udenlandske gæster har hunden med. Den må gerne komme med udenfor, og der bliver også fundet en skål vand frem.

Mens to kvinder kommer ind i gården, når den ene knap at se sig omkring, før hun siger:

“Ej, hvor er her bare hyggeligt.”

Og ja, hun har faktisk ret.

Gårdhaven er ikke sirligt indrettet med ens møbler og snorlige rækker. Her er brosten, træer, tæpper, farvede lamper og små kroge, hvor du kan finde en plads og blive siddende lidt længere. Helt perfekt til en cafe i Latinerkvarteret.

GårdCafeen ligger på Studsgade 6B i Latinerkvarteret.

Restaurant Zyara – Gæstfrihed i Arabiens land

Tekst og foto af: Signe Kjær Høiberg
Billede: Maria og Ricardo

Der er mellemøstlig mad fra Libanon på menuen på Restaurant Zyara i Brabrand og en imødekommenhed ud over det sædvanlige. Det er bestemt også muligt at få en velkendt burger eller pizza og sidde i privatlivets fred, men er man til god service, smil og tjenere, der er opmærksomme og følger op, så er det noget, stedet er særligt kendt for.

Autentiske rammer

Indretningen er varmere end på andre arabiske restauranter, jeg har spist på. Den er enkel, og belysningen består ikke kun af neonlys, men også af gyldne lyspærer i glas, der hænger over hvert bord. Bordene indrammes af kongeblå veloursofaer med høje rygge, hvilket giver en hyggelig, båsagtig ramme omkring selskabet.

Her midt i september havde jeg inviteret et par med, som aldrig havde spist på Zyara før. De er oprindeligt fra Chile, og Ricardo er meget glad for sit kød. Så det var lidt af en test at invitere dem med. Stedet tiltrækker mange forskellige nationaliteter. Her er både unge, par, familier og vennegrupper.

Der er travlt denne lørdag aften, både med Wolt-leveringer og gæster i restauranten, men alligevel får vi vores mad uden ventetid.

Tusind og én nats eventyr

Vi valgte en grillet grøntsagsmenu, en spinat- og ostepidé og en steak med kartoffelbåde. Til menuen fulgte der tabouleh, hummus og ris. Som en lille appetizer fik vi serveret en tredelt skål med tzatziki, ezme og hummus samt dampende varmt brød til at dyppe med. Retterne er delevenlige.

Derudover var kokken Wael i det gavmilde hjørne. Det sker indimellem, at han opdager, hvis man ikke kender køkkenet i forvejen, og så tilbyder han ekstra smagsprøver. Den kok er særligt opmærksom. Jeg har flere gange spottet ham dele ud til folk, som venter på takeaway.

Det gjorde han også denne aften, og vi var heldige at få smagsprøver på falafel, fetaruller og en salatblanding med små, sprøde, chipsagtige brød dyppet i honning.

Af drikkevarer fik Maria og jeg deres sorte te, som vi bad om at få mynteblade i. Man kan også få en hel kande, som er som taget ud af Tusind og én nats eventyr, og bare af den årsag har man lyst til at have den stående på bordet.

At drikke varm te til maden kan noget særligt. Jeg ville aldrig gøre det derhjemme eller andre steder, men her passer det perfekt til maden.

Vi bestilte også deres mojitos, som er alkoholfrie myntelimonader, og de er de bedste! Jeg har ledt og ledt efter lige netop den smag, siden min yngste søn og jeg blev afhængige af dem på Cuba, og jeg havde faktisk givet op.

Lige indtil den dag, hvor tjeneren Ahmed kom gående med en på Zyara og påstod, at han lavede verdens bedste. Han var helt ublu og kæk, og han havde ret!

Lige de lemonader må jeg bøje mig i støvet for, og jeg rejser gerne langt for den smagssammensætning.

Maria og Ricardo var enige, og heldigvis skal man ikke helt til Cuba. Zyara ligger på Inger Christensens Gade 98, 8220 Brabrand.

Nye smage

Zyara har særligt velsmagende mad på menukortet. Hvis du aldrig har smagt en pidé, et aflangt, pizzaagtigt brød, som er åbent på midten med indbagte ingredienser, min favorit er spinat og ost, så kan du godt glæde dig!

Du kan også nyde en manakish med zaatar. Igen er der tale om et pizzalignende brød, denne gang i en velkendt rund form, men med en krydderiblanding, der for de fleste vil være ukendt.

Selvom manakish mest er kendt som en morgenmadsret, kan man på Zyara få den i hele åbningstiden. De har desuden et særligt brunchkort, som gælder fra kl. 11-15 til meget fordelagtige priser.

Her kan du få tre retter til én person for 150 kr. Du kan også få fem retter for 200 kr., som alt efter, hvor sulten man er, kan være til én person. For mit vedkommende kan det dog sagtens deles med en veninde.

Derudover er der syv retter til to personer for 250 kr. og ni retter til to-tre personer for 300 kr.
Det almindelige menukort kan man tilgå uanset åbningstid.

Fra højre: Mohammed Kassem, Kassem og Weda

Hemmeligheden: Sumak

Ud over at smagen er noget særligt, så er der en umaminote, som jeg længe ikke har kunnet regne ud, hvad var. Jeg spurgte Mohammed Kassem, og han kunne fortælle, at det helt sikkert er sumak, jeg kan smage.

Det er ikke citron, men en frisk syrlighed, som gør en afhængig. Sammensat med de andre smage skaber det noget bemærkelsesværdigt smagfuldt.

Gæstfrihed trods en svær begyndelse

Mohammed Kassem, som er ejer af Zyara, fortæller, at han har en fætter, der er slagter. Derfor har han adgang til godt, friskt kød hver eneste dag. Han går ekstremt meget op i hygiejne og i, at alle, der kommer, føler sig velkomne.

Zyara fik en hård start, da de åbnede i juni 2020 og røg direkte ind i coronaperioden. Men i dag, særligt i weekenderne og om aftenen, er det en god idé at bestille bord.

Men igen: Det er et meget gæstfrit sted, så kommer du uden reservation, skal de nok gøre alt for at finde en plads til dig.

Tessa-effekten

Der er flere kendisser, der har fundet vej til Zyara. Den danske sangerinde Tessa, rapperen Marwan, komikeren Melvin Kakooza og Bagedyst-deltageren Jon har alle været forbi.

Mohammed fortæller, at flere Tessa-fans ligefrem kommer for at sidde på nøjagtig samme plads som hende og bestille præcis de samme retter, som hun spiste, sidst hun var der.

Mine venner og jeg trillede glade, madtilfredse, lettere overmætte og visuelt begejstrede hjem og med takeawaybokse til frokosten næste dag.

Det er så dejligt, at det er helt normal kutyme at tage resterne med sig. Det er stadig en ting, som ikke rigtigt er velset på mange traditionelle danske restauranter.

Og var Ricardo glad for sin steak? … OH YES! Han var helt stille, mens han spiste, og Maria og jeg fik kun lov til at smage en lille bid én gang.

Dele ville han bestemt ikke.