Skøjtebanen i Thorkild Simonsens Park
Thorkild Simonsens Park, tidligere kendt som Musikhusparken
Skøjteløb midt i Aarhus mellem Musikhuset og ARoS
Midt mellem Musikhuset og ARoS finder du Aarhus’ udendørs skøjtebane, hvor du kan tage en tur på isen hele vintersæsonen. Det er gratis at bruge banen, og du behøver ikke have dine egne skøjter med, da de kan lejes på stedet.
Skøjtebanen ligger omgivet af hvide træhuse med skøjteudlejning, kiosk og en opvarmet vinterstue. Her er plads til både dem, der kan suse rundt på isen, og dem, der helst holder sig tæt på kanten.
Skøjteløb
Vinterstuen
Praktisk
Skøjteløb for både begyndere og øvede
Der er stor forskel på, hvordan folk bevæger sig rundt på skøjtebanen i Musikhusparken. Nogle løber sikkert afsted og tager svingene uden problemer, mens andre bruger de første minutter på at finde balancen og forsøge at holde sig på benene.
Du behøver heldigvis ikke have erfaring med skøjteløb for at være med. Banen er åben for alle, og der er både plads til børn, der prøver skøjter for første gang, og voksne, der skal have genopfrisket teknikken fra dengang, de sidst stod på is.
Vinterstuen og de hvide træhuse
Rundt om skøjtebanen står en række hvide træhuse, som blev opført i forbindelse med den nye skøjtebane. De rummer blandt andet skøjteudlejning, kiosk, toilet og Vinterstuen.
Vinterstuen er indrettet med bænke og varme, så du kan komme indenfor og holde en pause fra skøjteløbet. Her er du også velkommen til at spise din medbragte mad og drikke, hvilket især er praktisk for familier, der gerne vil bruge nogle timer ved skøjtebanen.
Udenfor er der borde og bænke, hvor du kan sidde og følge med på isen, hvis du hellere vil se på end selv spænde skøjterne på.
En kop varm kakao efter turen på isen
Du behøver ikke pakke termokanden hjemmefra, for ved siden af skøjtebanen ligger en kiosk, hvor du kan købe kaffe, varm kakao og forskellige snacks.
Det er også her, du kan tage en pause, hvis fødderne trænger til et hvil efter nogle omgange på isen. Og er du afsted med børn, der helst vil blive på skøjtebanen lidt længere, kan du sagtens følge med fra sidelinjen med en kop kaffe i hånden.
Kiosken ligger lige ved de øvrige faciliteter, så der er ikke langt mellem skøjteløb, en pause og endnu en tur på isen.
En skøjtebane midt i byens kulturområde
Placeringen mellem Musikhuset og ARoS gør skøjtebanen nem at kombinere med andre oplevelser i Aarhus. Du kan tage en tur på isen inden et besøg på museet, efter en forestilling i Musikhuset eller som en afstikker fra en tur gennem midtbyen.
Skøjtebanen fik sine nuværende rammer i november 2025, hvor den nye bane blev indviet med støtte fra Salling Fondene og Aarhus Kommune. Der blev samtidig lagt vægt på mere energibesparende løsninger og på at indrette området, så det passer til omgivelserne.
Om dagen er der ofte børn og familier på isen, mens banen om aftenen får et andet udtryk med lysene fra bygningerne omkring Musikhusparken. Og med gratis adgang er det også en aktivitet, du kan vælge helt spontant, når du alligevel er i byen.
Praktisk Skøjtebanen
Åbningstider
Selve skøjtebanen er som udgangspunkt åben hele døgnet i vintersæsonen, så længe is- og vejrforholdene tillader det.
Skøjteudlejningen har normalt åbent alle dage fra kl. 10.00 til 20.00. Åbningstiderne kan ændre sig på grund af vejret.
Banen kan ikke benyttes mellem kl. 7 og 10, hvor isen klargøres.
Pris skøjtebanen
Det er gratis at løbe på skøjter i Musikhusparken. Har du dine egne skøjter, kan du bare tage dem med. Du betaler kun, hvis du skal leje skøjter eller benytte andre betalingsydelser.
Leje af skøjter
Det koster 52 kr. at leje et par skøjter. Du kan også købe et klippekort med seks gange skøjteleje for 259 kr.
Har du dine egne skøjter, kan du få dem slebet for 60 kr.
Medbragt mad?
I Vinterstuen kan du spise din medbragte mad og drikke. Rummet er opvarmet og indrettet med bænke, så du kan holde en pause fra skøjteløbet. Husk at rydde op efter dig.
Toiletter
Der er toilet i et af de hvide træhuse ved skøjtebanen.
Parkering
Du kan parkere på Musikhusets parkeringsplads mod betaling. Skøjtebanen ligger desuden i gåafstand fra flere parkeringsmuligheder i Aarhus C.
Offentlig transport?
Skøjtebanen ligger omkring fem minutters gang fra Park Allé, hvor flere af byens busser stopper. Herfra går du mod Musikhuset og videre ind i Musikhusparken.















