Unikke sightseeing og smagningsture med Nordic Seaplanes i Aarhus
At vandre gennem Aarhus’ gader og tage utallige billeder har været min måde at opdage og forstå byens sjæl på. Både for mit eget vedkommende og for at dele disse oplevelser med lokale og besøgende her på Aarhusinside. Men det var ikke før jeg fandt mig selv i kabinen på en lille rød vandflyver på en sightseeingtur over Aarhus, at jeg opdagede, hvordan byens opbygning egentlig tegner sig. Hvordan byens bygninger harmonisk smelter sammen og kystlinjens skønhed virkelig kommer til sin ret fra 1500 fod. Og hvordan Aarhus Ø pludselig ser helt skrøbeligt ud og havneområder ligner legoplader, der er lagt ovenpå vandet og kan flyde væk, når som helst
Europas eneste vandflyrute
Nordic Seaplanes er beliggende ved containerhavnen ved siden af Molslinjen, og herfra starter og slutter de daglige flyvninger mellem Aarhus og København. Overraskende nok er disse vandflyvere de eneste kommercielle af sin slags i hele Europa. Ja, det er faktisk sandt. Aarhus-København ruten er den eneste ruteflyvning med vandfly i Europa. Dette skyldes Europas stramme reguleringer for landingspladser for fly. Selvom du kan tage på sightseeing med vandfly i andre europæiske lande, er ingen af dem rutefly.
Aarhus fra 1500 fods højde
Nu tænker du måske, at du ikke nødvendigvis har brug for at rejse til hovedstaden, så hvornår skulle du have muligheden for at opleve byen fra en vandflyver. Her tilbyder Nordic Seaplanes som noget helt unikt sightseeingture over Aarhus kombineret med en gin-, vin- eller champagnesmagning før og efter turen. Uanset om du er ny i byen eller har boet her hele dit liv, vil det være en enestående oplevelse at se hele byen og kystlinjen fra 1500 fods højde (cirka 500 meter).
For mig er en oplevelse sammensat af mange elementer. Det handler ikke kun om stedet, men også om de mennesker, som jeg møder, indtrykket af lokalet og de små, tilsyneladende ubetydelige detaljer, der er omhyggeligt udformet for at forbedre gæsternes oplevelse. Og her score sightseeingturen højt på alle punkter.
Vandflyvning og smagsprøver ved Aarhus Havnekaj
Efter at have kørt de små 4 kilometer langs med containerhavnen ankommer du helt ude på spidsen af havnekajen. Her sejler Molslinjen flere gange dagligt og lige ved siden af finder du kontor og landingsplads for Nordic Seaplanes to vandflyvere. Allerede når du ankommer ser du tydelige præg af, at du er ankommet til det rigtige sted. Den lille træbygning prydet med en propelfigur på væggen og beliggende få meter fra vandkanten, byder dig velkommen. Indenfor er atmosfæren hyggelig og afslappet, med bløde sofaer og barstole, og store vinduer, der giver et fantastisk udsyn til de ankomne vandflyvere.
Nordic Seaplanes kan i samarbejde med nogle af byens lokale vin- og ginbarer tilbyde en helhedsoplevelse, der ikke blot indeholder en sightseeingtur over Aarhus, men også inviterer til smagfulde oplevelser i byen, med vin-, gin- eller champagnesmagning som en del af pakken.
Fra velkomstdrink til takeoff
Din sightseeingtur starter hos Nordic Seaplanes, hvor det venlige personale byder dig velkommen og introducerer dig til din første smagsoplevelse. Her kan du nyde din drink eller vin inden du skal ud på flyveturen. Her er det en helt anden oplevelse end at stå i en stor afgangshal, mens du venter på, at dit fly skal ankomme. Det charmerende lokale og det imødekommende personale skaber sammen en afslappet og venlig stemning. Selv piloterne engagerer sig i samtaler med de kommende passagerer, tager sig tid til at svare på spørgsmål om vandflyverne, og fortæller om den forestående tur. Du føler dig straks godt modtaget, og det er med til at skabe en tryghed omkring hele turen.
Allerede inden du er steget på det lille fly føler du dig taget rigtig godt imod og det giver en tryghed i, at du bliver passet godt på under hele turen.
Velkommen Ombord. Start rejsen med en varm atmosfære hos Nordic Seaplanes
De to piloter, jeg fløj med på min sightseeingtur over Aarhus, var Kaptajn Adam Denley og Kaptajn David Reid. Begge fra Canada, hvor vandflyvning er mere almindeligt end i Europa, og begge med masser af erfaring. De har boet i Aarhus i henholdsvis et og to år, og på spørgsmålet om, hvordan de er endt med at flyve vandflyver i Aarhus, mente de begge, at det var en naturlig følge af mangel på piloter med denne specifikke erfaring i Europa.
Det er ved at være tiden for at stige ombord på det lille fly med plads til 19 passagerer og de to piloter. Der er ikke meget plads i flyet, men det tilføjer blot til den intime oplevelse. Trods jeg ikke kender de øvrige passagerer, føles det som en fælles udflugt. Piloterne er også tæt på passagererne, og under hele turen er der frit udsyn til cockpittet og instrumentbrættet.
Aarhus fra luften og en uforglemmelig vandflyver oplevelse
Der bliver trykket på startknappen, flyet begynder at bevæge sig over vandoverfladen, og lige ved bugten ud fra Aarhus Ø, løfter flyet sig fra vandet. Efter det første kildrende sug i maven havde lagt sig, gik de næste 15 minutter med at kigge forundret ud ad vinduet, ned på den velkendte by set fra et helt nyt perspektiv. Med vingerne placeret højt oppe er udsynet frit ud ad alle vinduer, og det giver en fantastisk oplevelse af Aarhus fra et fugleperspektiv.
Opdag din by fra et nyt perspektiv
Her kan man tydelig se, hvordan bygninger står harmonisk placeret og de mange grønne parker og træer tilføjer liv og farve.
Turen strækker fra de grønne marker nord for Aarhus til Moesgaard i syd, til de mange forskellige bydele både i midtbyen og uden for Ringgaden. For dem som bor i Aarhus, kan man se sit eget hus eller bygning fra 500 meters højde og de omkringliggende arealer.
Det giver pludselig en helt anden forståelse for, hvordan byen er bygget op. Havnen ligner store flade legoplader, der er placeret på vandoverfladen, og Aarhus Ø ser både imponerende og skrøbelig ud med de høje bygninger liggende helt ud til vandkanten.
Oplevelsen fortsætter efter landing
Når vandflyveren igen ligger stille ved vandkanten, og du træder ud, er det en oplevelse, du vil huske længe.
Men oplevelsen er ikke helt forbi endnu. Efter din flyvetur er det tid til at dele oplevelsen med dine medpassagerer på en lokal vin- eller ginbar.
Jeg deltog i den flyvende gin-tur, og derfor fortsatte eventyret på Two Socks ved Klostertorv, hvor ginsmagning og tapas ventede os. Alt inkluderet i den samlede pris.
Afslut dagen i Two Socks’ hyggelige ginbar
Two Socks er en hyggelig og autentisk ginbar, hvor der er rig mulighed for at udforske nye ginvarianter. Her går de op i gin med stor passion, og hver gin har sin unikke historie.
Vi havde reserverede borde, og den første drink blev hurtigt serveret.
I stedet for at trække hjem til sofaen efter flyveturen, kunne vi nyde gode drinks, høre spændende historier og nyde tapas i et hyggeligt miljø, mens vi fordøjede dagens oplevelser. Det var den perfekte afslutning på en mindefuld dag, som jeg helt klart vil anbefale til andre.
Se flere billeder fra den begivenhedsrige dag med Nordic Seaplanes og Two Socks
Øvrige artikler
Det sker i Århus
Find en oversigt over de kommende oplevelser og events i Århus i 2023. Uanset om du er til kultur, kunst, musik eller noget helt fjerde, er der noget for enhver smag.