ARoS åbner dørene til det underjordiske Salling Galleri

Lost Property trækker os ned under jorden

Vinglassene stod klar. Den danske og internationale presse var mødt op. Der blev holdt taler, skålet og nikket anerkendende, da dørene officielt blev åbnet til det nye underjordiske galleri på ARoS: Salling Galleriet.

“Salling Galleriet er et råt, modigt og industrielt rum, skåret ned i jorden og designet til at udfordre udstillingsformatet,” sagde museumsdirektør Rebecca Matthews.
“Vi åbner med kunst, der omslutter os og rykker ved det velkendte.”

Jeg var spændt. Det var en åbning, jeg havde glædet mig længe til. Ikke bare fordi det var første gang, galleriet blev vist frem for offentligheden, men fordi jeg vidste, at kunsten her ville noget andet. Noget mere.

En ny begyndelse under jorden

Det var med en vis ærefrygt, jeg trådte ind i det første færdige rum i ARoS’ store udvidelse. Jeg havde glædet mig. Ikke bare til at se rummet, men til at mærke det. For jeg kan godt lide kunst, der ikke bare hænger pænt på væggen, men som forstyrrer, omslutter, larmer og drager.

Et rum, der føles

Allerede på vej ned ad den lange gang mod galleriet begyndte spændingen at krible. Rummet er råt med beton. Højt til loftet og mørkt. Og samtidig med en stemning af noget rituelt næsten som om man trådte ind i et sted, hvor tiden bevæger sig langsommere, og alting får mere tyngde.

Midt i rummet står en stor cirkel omgivet af lavendelfarvet stof, der falder tungt mod gulvet. Bag gardinet gemmer sig Lost Property, en 47 minutter lang film i loop, skabt af den britiske kunstner Jenkin van Zyl. Man kan gå ind, sætte sig på bløde puffer lavet af gammelt tøj og lade sig opsluge. Jeg blev siddende længe. Det var foruroligende, men også hypnotisk.

Feberdrøm og forvredne figurer

Udenfor cirklens stofvægge står figurer svøbt i store, bløde tekstiler, nogle glitrende, andre dæmpede og forvredne. Under hver figur gemmer der sig en papkasse, hvorfra menneskearme stikker ud og roterer i langsomme, gentagne bevægelser. Rundt om figurerne ligger røde papirark, hver med et stort spørgsmålstegn, som om nogen har forsøgt at indfange en identitet, men kun har stillet et nyt spørgsmål.

En bureaukratisk labyrint af identitet

Inde i cirklen venter som nævnt filmen Lost Property. En surrealistisk fortælling, der udspiller sig i et mærkeligt hittegodskontor – The Bureau of Lost Property – hvor tre personer vender tilbage for at finde deres forsvundne dobbeltgængere. Men her er det ikke punge og telefoner, der dukker op. Her leder man efter dele af sig selv. Dele, der er blevet forvredet, forvansket, gentaget og vendt på hovedet.

Filmen bevæger sig gennem tre forbundne verdener – et uendeligt kontorlandskab fuld af mærkelige regler og roterende papkasser, et halvt sammenstyrtet teater uden publikum og en øde gade i et forladt London, hvor intet føles rigtigt placeret. Historien har ingen start og ingen slutning. Den løber i ring. Og karaktererne er fanget i det, for kun én halvdel af dem må gå, mens den anden må blive. Så de skifter. Arbejder i skift. Med sig selv.

“Filmen handler om performance under pres,” fortæller Jenkin van Zyl.
“Og ligesom i mine andre værker, bruger jeg ikke fantasi som flugt, men som en måde at undersøge de systemer, der former os. Især vores queer-kroppe.”

Han beskriver værket som en filmisk feberdrøm, hvor identitet, krop og kontrol flyder sammen i en loopende oplevelse, der nægter at finde en konklusion.

“Jeg er interesseret i at komplicere idéer om flugt og tilbagevenden og i fantasien som politisk kraft.”

Det er et værk, der ikke bare vil ses – det vil mærkes.

En ny type museumsoplevelse

Ved åbningen sagde ARoS-direktør Rebecca Matthews:

“Vi åbner med kunst, der omslutter os og rykker ved det velkendte.”

Og det gør det. Det her er ikke den klassiske hvide kube. Det er et rum, der inviterer til at tænke større og til at mærke mere.

Også kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad og Karin Salling gik på scenen med ord, der rakte ud over selve åbningen. Begge talte om samarbejde, ambitioner og det at skabe noget, som ikke bare løfter kunsten, men hele byen.

“Vi er med til at skrive et nyt kapitel i Aarhus’ historie, med Salling Galleriet som et nyt kulturelt fyrtårn, skabt i fællesskab” sagde Rabih Azad-Ahmad.

Karin Salling kaldte åbningen for en milepæl, ikke bare for ARoS, men for Aarhus som kulturby i international klasse.

“Der skabes et enestående rum, hvor samtidskunst kan udfolde sig frit,” sagde hun.
“Lad os fejre kunsten, der udfordrer os og de rammer, der giver den mulighed for at vokse.”

Hun rundede af med store ord og et løfte:

“Det her bliver et af de flotteste kunstmuseer i hele verden.”

Det, der ikke kan forklares

Jeg har stadig svært ved at sætte ord på min oplevelse. Men jeg ved, at jeg blev ramt. At jeg gik derfra med noget i kroppen, en uro, en undren, en længsel måske. Og det er jo netop dét, kunst skal. Den skal noget med én.

Lost Property gør det.
Og Salling Galleriet er skabt til det.

Rebecca Matthews
“Vi inviterer jer ind i en ny æra for museet og giver jer det allerførste glimt af Salling Galleriet – det første færdige rum i ARoS’ historiske udvidelse.”

“Det er meget mere end et traditionelt udstillingsrum – det er et sted, hvor kunstnere kan tage chancer og publikum kan opleve kunsten på nye måder.”

Jenkin van Zyl:
“At skabe en film som denne kræver en hel kaotisk landsby af mennesker. Jeg er dybt taknemmelig for alle, der har bidraget til at gøre det muligt.”

“Lost Property foregår i et surrealistisk bureau, hvor man ikke finder mistede genstande – men fragmenter af sig selv, forvredet af gentagelse.”

Rabih Azad-Ahmad:
“Sal­ling Galleriet er et smukt eksempel på, hvad vores by kan, når vi arbejder sammen. Vi skaber noget unikt, der rækker ud over Aarhus.”

“Med åbningen af Salling Galleriet tager vi endnu et skridt op – vi bevæger os mod Next Level.”

Karin Salling:
“ARoS har gennem de seneste år vist, at Aarhus er en kulturby i international klasse. Det her galleri understreger det endnu engang.”

“Salling Galleriet vil uden tvivl bringe glæde – både for nuværende og kommende generationer.”