Nils Malmros: En hyldest til Aarhus gennem film og erindringer

Nils Malmros’ fortælling om Aarhus’ sjæl og historie

En varm efterårseftermiddag, hvor dagens sidste stråler af sol kærtegnede de knirkende trægulve i instruktør Nils Malmros’ hjem i Højbjerg, åbnede han hjertet for os som aarhusianer og med hans lange livserfaring blev det til noget af en fortælling.

I et hjem fyldt med minder og en imponerende karriere i den danske filmindustri, var det som om, at stuen fortalte historier om et liv viet til filmkunstens dybere lag.

I det nostalgiske skær af hans hjørnesofa blev vi draget ind i Nils Malmros’ refleksioner om Aarhus’ specialle dialægt, arkitektur og kulturelle arv. Disse temaer, der gennemsyrer både hans filmværker som “Kundskabens træ,” “Barbara,” og “Sorg og glæde,” og hans syn på verden, vidner om en mand med en stor kærlighed til Aarhus og en national skat i form af en af Danmarks mest betydningsfulde filmkunstnere.

Da vi trådte ind i stuen, mødte vores øjne et elegant klaver og klassiske møbler. En væg var smykket med en fyldt bogreol, og på døren ud mod entreen hang filmplakaten fra Nils Malmros’ “Sorg og Glæde”.

Vi blev budt velkommen af Nils og hans kone Marianne, der havde stillet tekanden og småkagerne frem på det smukke sofabord, som Malmros selv havde skabt tilbage i 1964, da han drømte om at blive møbelarkitekt.
Marianne, som har hørt Nils snakke med journalister et utal af gange valgte at bruge eftermiddagen på en af sine yndlingsaktiviteter – en stille gåtur i Marselisborgskovene, der ligger tæt ved deres hjem.

En filminstruktør blev skabt

I 1944, ved afslutningen af 2. verdenskrig i Danmark, blev Nils Malmros født i Aarhus. Siden den dag har hans tilknytning til Aarhus været urokkelig, bortset fra hans rejser til Færøerne.

Selvom Aarhus har gennemgået betydelige forandringer gennem årene, bevæger Nils Malmros sig stadig gennem byens gader med en form for tidløs nostalgi. Hans bånd til byen er dybt forankret i minder fra en svunden tid, men også i den moderne bys puls der stadig emmer af historisk charme i den nutidig dynamik.

På spørgsmålet om der stadig er noget fra Nils Malmros’ fortid, nogle minder eller oplevelser, der stadig har en særlig betydning i dag, smilte han mens han lænede sig tilbage i sofaen og slog ud med armene.

”Man tænker ikke rigtig så meget over det, når man er barn. Men Aarhus Rådhus, Århus Universitet og parken med søen er stadig perler i mine øjne. Det var her, jeg tilbragte meget af min barndom, skøjtede om vinteren på søen rundt om den lille ø i midten. Jeg holdt mig væk fra Stadionsøerne, som bare var en stor flade. Til gengæld var de søer helt perfekte til skøjtescenen i filmen ”Kunstskabens Træ.”

Trøjborg har en særlig plads i Nils’ hjerte, da det var her, han tilbragte sin barndom tæt på hospitalet og gik i skole på Finsensgade. Selvom Trøjborg var hans nærområde, var han som barn en smule betænkelig ved at færdes der. Skolen var stor, og det var let at føle sig overset blandt de mange andre børn på legepladsen. Finsensgades Skole udgjorde også en vigtig del af hans egen livshistorie og blev senere et centralt element i hans film “Lars Ole, 5. c,” ligesom mange andre af Malmros’ film.

Hvorfor er man Noller i Aarhus?

Nils Malmros er mand med en mening om alt og vil meget gerne fortælle om det. Man skal bare have tid, lyst og en smule te. “Noller” siger Nils pludselig. Det er jo et Aarhusiansk ord, som er forsvundet igennem tidens udvikling, men i gamle dage var der faktisk stor forskel på udtagelsen om du var fra nordbyen eller sydbyen. “Nu skal man være woke” smiler han grinende.

Det århusianske sprog er noget, man sjældent registrerer, når man vokser op, men først når man bevæger sig uden for byen. Nils delte en anekdote om dengang han var i København og en tilfældig forbipasserende kommenterede hans århusianske sprog.

”Vores dialekt er meget karakteristisk for Aarhus, selvom det desværre er blevet mere og mere sjældent”, udbryder Nils.

Jeg spurgte Nils, hvorfor han tror, det århusianske sprog er forsvundet. “Vi tilpasses og ensrettes gennem tv-medierne og så kommer der jo også mange tilflyttere til hvert år.”

Er du vokset op i byen og har glemt det århusianske sprog eller aldrig haft kendskab til det, behøver du blot at tænde for en af Nils Malmros’ film. Hans film er en hyldest til det gamle Aarhus’ sprog og dialekt.

Nils Malmros’ inspirerende erindringer

Under vores samtale tog Nils os tilbage til hans skoletid og mindedes en sang, de plejede at synge, kaldet “Venner, ser på Danmarks kort” fra 1889.

Med stor entusiasme brød han ud i sang og vi fik sunget det første vers højt i stuen i Højbjerg. Han forklarede betydningen af sangen, med fokus på det vers som omhandler Aarhus og dens historie, herunder Domkirken og Clemens bro, der også dengang bandt Aarhus sammen med åen nedenunder. Han pegede på et billede af broen, der hænger på væggen i stuen, og delte videre af sine minder om fortidens Aarhus.

Vi fortsatte med at snakke om Aarhus’ udvikling gennem tiden, herunder de ikoniske bygninger og skulpturer i byen. Nils’ imponerende hukommelse skinnede tydeligt igennem, især når samtalen faldt på arkitekturen bag de forskellige bygninger.

Nils Malmros nærer stadig en stor kærlighed for det gamle Aarhus. Jeg var nysgerrig efter at høre hans tanker om den nye arkitektur, der er vokset frem i byen i løbet af de sidste 10 år. “Principielt er jeg altid imod nybyggeri, for så kan man jo ikke filme flere scener her, der kunne have udspillet sig i 1950’erne,” siger han med en let latter i stemmen.

Han fortsætter, “Livet går selvfølgelig videre, men det er vigtigt at bevare respekten for det, der allerede er. Der er ting, der er knap så kønne og bør fjernes, og det er jeg taknemmelig for. Det gjaldt især for ‘Karens mølle’.”
Nils mindes det store havnepakhus som i daglig tale med kaldt ‘Karens mølle’. Bygningen brændte i 1961 og blev efterfølgende revet ned og en fantastiske udsigt ud over bugten dukket frem, når man kørte ned ad Kystvejen.
Efter at “Karens mølle” forsvandt, er der nu bygget Navitas og Bestseller, som ifølge Nils har ødelagt den engang vidunderlige udsigt ud over bugten. Og især Navitas er det tydelige at mærke, at Nils ikke er så begejstret for.

Livet ved 79 i Aarhus

Hvordan er det så at blive 79 år i en by som Aarhus?
Nils smilet og sagde ”tempoet falder en smule, når man bliver ældre. Jeg tager ikke længere ind til byen om aftenen som jeg plejede at gøre, da jeg var yngre. Tidligere var det Tines grillbar, der trak mig, men da den lukkede, begyndte jeg at besøge Casablanca, og det har været min faste tilholdssted siden da.”

I dag bor Nils Malmros i Højbjerg, hvor han blev forelsket i et hus, han havde besøgt. Han havde fortalt, at hvis de nogensinde flyttede, ville han gerne købe huset, og en dag ringede telefonen, og Nils blev ejer af sit drømmehus for 42 år siden.
Han blev især draget af haven, der er helt stille og afskærmet af træerne, der skærmer mod naboerne. Nils sørger for at vedligeholde huset, og gennem årene er der blevet bygget en ny mur og forbedret isolering. Senest har han brugt tid på at fjerne nogle af de ældre gulvbrædder, der danner et smukt sildebensmønster i hele stuen, da rockwoolen nedenunder skulle skiftes ud. I 10 dage gik Nils rundt og fjernede gulvet stav for stav. Han nyder at holde sig aktiv med huset, men haven får lov til at være vild, da Nils ikke bryder sig om havearbejde.

Efter interviewet fulgte Nils fotografen og jeg helt ud til bilen. Mens vi bakkede ud af indkørslen og med en vinkende Nils ved døren var jeg fyldt med en masse indtryk, oplevelser og ikke mindst en dyb respekt. Jeg sad bare helt stille i bilen med en følelse af at have været vidne til noget helt særligt om Aarhus og dens historie gennem en verden som mange af os nok aldrig kommer til at forstå helt rigtig. En verden oplevet i gennem øjnene af Nils Malmros.