Fra Techno til chill-Out: Immense skaber stemning i urban oase
I weekenden blev Immense Festival igen afholdt i Århus, og festivalen er nu blevet en fast del af byens elektroniske musikscene. Med en blanding af house, techno, trance og chill-out trækker Immense både musikfans og festglade mennesker til.
Det er fjerde gang, festivalen afholdes i Århus, og som med alle nye initiativer har festivalen udviklet sig over tid. I år føltes festivalen mere samlet, med containere rundt om pladsen, som skabte en tydelig ramme. Det store chill-out område og de frivilliges base hjalp også med at give en mere sammenhængende festivaloplevelse.
Festivalen har en ideel placering lige under Ringgadebroen ved Godsbanen. Her, i krydsfeltet mellem det urbane miljø og de nybyggede lejlighedskomplekser, har Immense fundet sit eget unikke rum, der både skiller sig ud og falder naturligt ind i omgivelserne.
Den åbne himmel og de kreative lysinstallationer skabte en festlig stemning, der tiltrak både nye og gamle festivalgæster. Den særlige beliggenhed og det alsidige musikprogram gav folk mulighed for at nyde festivalen på deres egen måde – hvad enten de ville danse natten lang eller bare slappe af med vennerne.
Festivalgæsterne var lige så farverige som musikken og gennemsnitsalderen syntes at være over 30 år. Alt fra folk i klassisk tøj til trance-fans i farverige, afslappede outfits gav en helt særlig vibe under Ringgadebroen. Jeg lagde flere gange mærke til en kvinde i mørke bukser og hvid skjorte, som dansede alene, helt opslugt af musikken. Da jeg talte med hende, sagde hun: “Det er bare så fedt at danse. Jeg er ligeglad, om jeg danser med mig selv eller andre. Det giver mig så god energi.”
Hun sad senere sammen med to andre kvinder, hvoraf den ene, en skolelærer på omkring 45 år, fortalte en sjov historie. Hun havde spurgt sine gymnasieelever, hvad de skulle i weekenden, og da de sagde, at de ikke havde planer, svarede hun: “Nå, men jeg skal til trancefestival under Ringgadebroen.”
For nogle af de lidt ældre festivalgæster er det ikke kun musikken, der trak dem til Immense. Det var også følelsen af nostalgi. Musikken minder os om tiderne fra ungdommen, hvor techno og trance var dominerende på klubberne. “Det er som at komme tilbage til en tid, hvor vi var unge, og alt var muligt,” sagde en gæst.
Flere af de gæster, jeg snakkede med på festivalen, fremhævede den helt særlige stemning og fællesskabsfølelse. En af dem nævnte, at folk var ekstra betænksomme, hvilket man sjældent oplever på andre festivaler. “Hvis man kommer til at støde ind i nogen, siger de undskyld,” sagde han.
Mange roste også placeringen under Ringgadebroen som helt perfekt, fordi den skabte en intim og urban festivaloplevelse. Det, at Immense blev holdt under åben himmel i stedet for i en lagerhal, var for nogle gæster en af grundene til, at de valgte at komme.
Der var dog mulighed for at trække indenfor på spillestedet for Volume Village, der også ligger under Ringgadebroen. Her kunne man nyde dj’s og få noget at drikke i baren. Det lille lokale gav en hyggelig og tæt stemning, og hvis det blev for varmt, kunne man nemt gå udenfor og fortsætte festen ved den udendørs scene.
Festivalen havde også et afslappende chill-out område med små butikker og madboder. Her kunne man købe håndlavede smykker, få ansigtsmaling, finde et nyt outfit til festen eller bare slappe af på store, bløde puder under teltet.
Frivillige spiller en central rolle på Immense Festivalen i Århus
Frivillige er rygraden i enhver festival, og i år har Immense Festivalen formået at opbygge et stærkt fællesskab af frivillige. Gennem det nye initiativ, Immense Volunteer Association, får de frivillige ikke blot mulighed for at hjælpe til under selve festivalen, men også deltage i workshops og sociale arrangementer året rundt.
Daria, festivalens frivilligkoordinator, fortæller om arbejdet med at få det store frivillighold på benene.
“Vi havde forventet mellem 40 og 45 frivillige i weekenden,” fortæller Daria, som er ny i rollen som koordinator, men ikke uvant med frivilligt arbejde. “Jeg har tidligere været frivillig ved Grøn Koncert, så jeg kender miljøet godt.”
De frivillige er involveret i forskellige opgaver under festivalen, herunder køkkenet, serviceområderne, tage imod gæster ved indgangen og betjening af chill-out zonen. En del af festivalens opbygning er blevet udført af erfarne frivillige crew-medlemmer, som har deltaget ved nogle af de tidligere festivaler.
De frivillige arbejder i to skift á fire timer over festivalens to dage, og Daria har haft held med at imødekomme de fleste ønsker fra de frivillige om, hvilke opgaver de gerne vil have. “De har mulighed for at arbejde fire timer hver dag, og så har de fri til at nyde resten af festivalen,” fortæller hun.
For at tiltrække frivillige har festivalen blandt andet oprettet en hjemmesiden IMVA, som har gjort det nemt for folk at tilmelde sig og finde de nødvendige oplysninger. “Hjemmesiden har været rigtig vigtig, men mund-til-mund-metoden spiller også en stor rolle,” siger Daria. “Vi har både studerende, udvekslingsstuderende og tidligere festivalgæster blandt de frivillige, så det er en blanding af forskellige baggrunde og erfaringer.”
“Derudover har vi også haft et infomøde, hvor alle frivillige fik mulighed for at mødes på pladsen og lære hinanden at kende. Det gav virkelig en god energi, inden festivalen overhovedet gik i gang,” forklarer Daria.
Der er også planer om at oprette chatgrupper for de frivillige, hvor de kan stille spørgsmål og dele billeder fra festivalen.
“Det har ikke været en udfordring at finde frivillige. Det er fedt at se, hvordan folk gerne vil være en del af festivalen og bidrage til den gode stemning,” afslutter Daria.
Immense Volunteer Association
Som en del af Immense Volunteer Association får de frivillige mulighed for at deltage i sociale arrangementer og workshops, der styrker netværk og fællesskab. De kreative workshops giver dem mulighed for at bidrage med egne idéer til festivalen, og netværksarrangementer gør det muligt at mødes og dele erfaringer. Derudover kan de, der ønsker at påvirke festivalens fremtid, deltage i den årlige generalforsamling, hvor vigtige beslutninger træffes.
Immense 2023
Læs mere om Immense, dens baggrund og se billeder fra festivalen i 2023
Artikler
Det sker i Århus
Find en oversigt over de kommende oplevelser og events i Århus.