Aarhus Inside logo

Andreas Odbjerg bringer solskin til Northside trods mudder og regn

Udgivet: 8. juni 2024
Andreas Odbjerg Northside 2024
af: Christina Hazelden - Fotograf: Wyrle Studio

Andreas Odbjerg leverede en uforglemmelig koncert på Northside Festival, der trods mudder og regn formåede at bringe solskin til publikum. Den danske singer-songwriter, der for to år siden afholdte sit første store koncert netop på Northside, skuffede heller ikke denne gang. Odbjerg var tilbage for at give et show fyldt med hits og hjertevarmende øjeblikke.

Astra scenen var fyldt med forventningsfulde festivalgæster, der trods det mudrede Eskelund havde kæmpet sig frem for at sikre sig en god plads.

Vejret var dog ikke helt med Odbjerg fra starten. Som han selv sagde med et smil: “Det er da vist noget sjat pisseri i dag.” Og selv da regnen væltede ned kort efter hittet “Føler mig selv 100” var publikum var ikke til at ryste.

Andreas Odbjerg Northside 2024

Tilskuerne, lige fra de helt små til de ældre sang  med uden at bekymre sig om lidt ekstra mudder mellem tæerne. Regnfrakkerne kom af og på, alt efter om solen kiggede frem eller gemte sig bag regnen. “Det kræver stor viljestyrke at blive ved med at stå i regnen,” råbte Odbjerg ud over mikrofonen.

Andreas Odbjerg er ikke den store danser. Til trods for det gav han den fuld gas på scenen med danse moves i alle retninger og ansigtsudtryk, der matchede musikken.

Og mens det ene radiohit efter det andet blev lanceret hen over scenekanten sendte Odbjerg hjerter og krammere ned mod publikum. Der var ingen tvivl om, at han til trods for mange festival koncerter gennem de sidste to år, stadig var taknemlig for sit publikum.

Et ekstranummer med Aarhus-hyldest

Ekstranumrene bød på hittet “Stor mand”, en sang Odbjerg har lavet sammen med Tobias Rahim. En perfekt sang til en koncert i Århus, og publikum skrålede med på teksten “Her, jeg gi’r dig mit hjerte i Aarhus…”.

Mens solens stråler kæmpede sig gennem de mørke regnskyer, sluttede Odbjerg sin koncert af med sangen “I morgen er der også en dag”.

Andreas Odbjerg Northside 2024