Når musikken rammer hjertet – En aften med The Sound of Music på Aarhus Teater

Udgivet: 2. maj 2025

af: Christina Hazelden - Fotograf: Wyrle Studio

Der er noget ganske særligt ved at træde ind i Aarhus Teater.

Ikke bare fordi bygningen selv er et stykke historie – men fordi det føles som den helt perfekte kulisse til netop denne fortælling.
For selvom The Sound of Music blev verdenskendt med filmudgaven fra 1965, så bygger den på en virkelig historie, som fandt sted i 1930’ernes Østrig.
Og med teatrets storslåede sale, ornamenteringer og tidløse elegance, er det som om rummet selv sender os tilbage til starten af det 20. århundrede – lige der, hvor von Trapp-familiens fortælling begyndte.

Du mærker det allerede i foyeren. Lysekronerne kaster blødt lys over de ventende gæster, og snakken i hjørnerne har en forventningsfuld klang. Nogle er her for første gang. Andre har været her før. Men vi venter alle på det samme, at dørene til Store Scene åbner, og en historie folder sig ud.

Jeg ser op, som jeg altid gør. Loftet i den store sal er et lille kunstværk i sig selv – og stolene, selvom de ikke er 100 år gamle, er en præcis kopi af dem fra teatrets åbningstid. Og det føles rigtigt at sidde her.

Og så går tæppet.

De første toner kommer ikke fra scenen, men fra gangene.
Nonnerne bevæger sig langs rækkerne med stearinlys i hænderne og sang på læberne.
Vi er i Nonnberg Kloster nu, og det føles ægte. Stilheden blandt publikum fortæller mig, at jeg ikke er den eneste, der bliver rørt.

Hovedpersonen Maria – spillet af Amanda Friis Jürgensen – kommer ind med lange skridt, levende øjne og en stemme, der uden at presse sig på fylder rummet. Der er noget i hendes måde at bevæge sig, synge og være til stede på, der får Maria til at føles helt ægte. Som om rollen ikke bare spilles, men mærkes indefra.

Og da børnene én efter én træder frem, opstillet og ranke som små soldater i skoleuniformer, breder der sig en indre varme i mig. En af den slags, hvor man instinktivt begynder at smile uden at tænke over det.

De synger. De smiler og de rammer hinanden. Og man glemmer lidt, at de faktisk ikke er brødre og søstre.

Historien folder sig ud – og jeg tænker ikke længere over, at jeg sidder i Aarhus.

Jeg ved godt, hvordan The Sound of Music ender.
Selvom jeg så filmen for nylig, er det noget helt andet at sidde her og opleve historien folde sig ud på scenen.
For her i Aarhus Teaters version får fortællingen sin egen puls. Sin egen klang.

Et ni-personers orkester sidder skjult i orkestergraven, der gør at musikken er til stede i hver en scene.
Kulisserne bevæger sig næsten umærkeligt. Drejescenen bliver brugt, som var den en naturlig del af huset – som om rummet selv hjælper historien frem.

Det sjove, det finurlige – og det farlige

Det stod hurtigt klart, at publikum ikke bare sad og fulgte med – vi var med.
Jeg mærkede det selv. Den måde folk reagerede på, lænede sig lidt frem i stolen, udvekslede blikke med sidemanden.

Der blev klappet efter hver eneste sang. Ikke sådan et høfligt “nå, det gik da fint”, men klap med begejstring. Som om folk havde brug for at vise, at det ramte. At det rørte.
Og det gjorde det. Jeg så smil rundt omkring i salen – og flere, der lige sad lidt ekstra stille efter de stærkere scener.

Vi griner også flere gange. Både af Maria, af de øvrige på scenen og især af Max og den fremragende butler, der med sine mimikker stjæler opmærksomheden i små glimt.
Jeg elsker, når teater tør give plads til humor midt i det alvorlige. Det gør det menneskeligt.

Til sidste kommer det mørke.

De røde bannere. De sortklædte officerer og hagekorset på scenen.
Jeg sidder med en klump i halsen. Ikke kun fordi det er flot iscenesat, men fordi det føles… skræmmende virkeligt.

Det er, som om forestillingen minder os om noget, vi helst glemmer. At mørket kan komme igen. At vi skal turde stå sammen.

En familie, man tror på

Jacob Madsen Kvols, som spiller kaptajn von Trapp, fortalte mig i et tidligere interview, at han selv har tre børn og har brugt sine egne erfaringer som far til at forstå rollen:

“Der er noget i det at stå med ansvar og sorg samtidig. At ville beskytte sine børn – men også give slip.”

Det mærkes. Både i scenerne med Maria, hvor han gradvist smelter, og især da han spiller Edelweiss. Hans stemme bæres af noget inderligt.

Amanda Friis Jürgensen fortalte mig i et interview tidligere på ugen, at hun oplever rollen som Maria anderledes nu, end hun gjorde som barn:

“Nu som voksen fylder kærlighedshistorien meget mere. Der er kommet en dybde, jeg først rigtig forstår nu, når jeg selv står i rollen.”

Og dén dybde mærkes. Ikke kun i hendes samspil med børnene, men også i relationen til kaptajnen. Der opstår noget ægte – en familie, man tror på.

Det er dét, teater kan

Da jeg trådte ud af teatret, havde jeg stadig tonerne med mig.
Sound of Music er en oplevelse, der røre noget inderst inde. Som at blive mindet om, hvor stærk en fortælling kan være, når den både kigger tilbage og samtidig taler direkte ind i nutidens verdenssituation.

Når et teater formår at give en klassiker nyt liv uden at miste sjælen, men tværtimod forstærke den, så har de ramt noget.
Og Aarhus Teater ramte.
I hjertet og i tankerne. I det stille håb om, at vi alle sammen tør vælge det gode og kærligheden – også når det kræver noget af vores inderste.