Bag sikkerhedsbomme – en dag som frivillig presse i EU’s midtpunkt

Vi skulle egentlig bare dække en gadefest.

Sådan starter mange gode historier og også vores, da Aarhus pludselig blev hele Europas scene. I dag overtog Danmark EU-formandskabet, og det blev fejret med gadefest i Rådhusparken, som vi skulle dække. Tasken var pakket til gadefest. Men så skete det, der gør frivilligt pressearbejde lidt ekstra særligt. Vi fik adgang til pressemødet med Mette Frederiksen og Ursula von der Leyen på Aarhus Universitet.

20 minutter senere sad vi i Letbanen. Kablerne stak ud af tasken, vi var halvt klar, halvt forvirrede og ret spændte. Midtbyen var lukket ned, patruljer til hest holdt vagt, og der var stille. Ikke sådan søndagsstille, men corona-stille. ligesom en by i undtagelsestilstand.

Velkommen til EU’s indercirkler

Ved universitetet fik vi udleveret vores pressekort og røg direkte i lufthavn-mode. Sikkerhedstjek, scanner, bælter af. Fotografen måtte af med skoene. Man kunne mærke, at det her ikke bare var dansk politik, det var hele Europa.

Vi trådte ind i Stakladen med en lille sommerfugl i maven. Det var vores første politiske pressemøde, og stemningen var… anderledes. Det føltes som at være med til noget større, uden helt at kende spillereglerne endnu.

På podiet stod statsminister Mette Frederiksen og EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen, og de to lagde ikke fingrene imellem. De talte om genoprustning og fælles europæisk forsvarsindustri, om en ny SAFE-fond på 150 milliarder euro og nødvendigheden af at kunne stå stærkere som union. Ukraine blev kaldt “en frontlinje for os alle”, og der blev lagt op til direkte investeringer i ukrainsk forsvarsproduktion og øget pres på Rusland.

Mette Frederiksen kaldte EU’s asylsystem for brudt sammen. Der var klare budskaber om grænsekontrol, udvisning af kriminelle og behandling af asylansøgninger uden for EU’s grænser.

Samtidig blev EU’s 2040-klimamål præsenteret med ambitioner om grøn omstilling i industrien og styrkelse af energinet og lagring. Og på handelsområdet nævnte von der Ursula von der Leyen både nye aftaler med USA, Indien og Mexico og mulige modsanktioner, hvis de ikke bliver til noget.

Men mest markant var måske det underliggende budskab. At Europa skal kunne stå alene, hvis USA trækker sig. “Vi har ansvaret nu,” sagde hun.

Efter pressemødet fandt vi vej tilbage til medierummet. Planen for dagen som egentlig var en gadefest havde ændret sig. Men hvor gik vi hen nu? Tilbage til byens grønne midtpunkt? Eller til Marselisborg Slot, hvor Zelenskyj angiveligt ville ankomme?

Vi satsede på Kongeskibet.

Det er ikke hver dag, man kan gå midt på Vestre Ringgade og høre sine egne skridt. Betjente fortalte, at de var blevet kaldt ind fra Nordjylland, Fyn og Sønderjylland, men ingen ville gætte på, hvor mange betjente der passede på byen i dag.

Ifølge rygterne skulle Kong Frederik gå ombord på Kongeskibet Dannebrog. Vi nåede frem kort tid før han ankom og trådte op ad landgangen. Et vink og så var det overstået. Klassisk royal timing.

Vi kunne ikke lade være med at grine lidt. Måske skulle vi alligevel være taget til Marselisborg Slot, hvor Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj efter sigende ville ankomme. Men vi havde allerede besluttet os. Næste punkt på dagsordenen, statsledernes ankomst ved Rådhuset. Måske dukkede Zelenskyj op dér.

Flagparade og korstemmer gennem byen

Men først, kunne vi nå flagparaden?

Bispetorv skulle fyldes af omkring 3.000 internationale korsangere fra hele verden, fra Costa Rica til Singapore som en del af European Choir Games. De skulle gå i parade fra Bispetorv op til parken, og vi havde ingen anelse om, hvor langt de var kommet.

Vi tog chancen og gik mod Domkirken.

Vi nåede dem, lige som de begyndte deres tur op gennem Strøget. En bølge af farver og flag bredte sig gennem midtbyen, Kina, Mexico, Australien, Costa Rica. Og Danmark. Masser af Danmark.

Vi fulgte paraden et godt stykke vej. Især Belgien stjal opmærksomheden, Med stemmer der løftede sig i lag og gul-røde flag, der dansede med i vinden.

Der var ingen tvivl, festen var i gang nu. Den del af dagen, vi egentlig havde planlagt at dække, foldede sig ud i fuld styrke. Og midt i det hele stod vi med støvede kameralinser, lidt trætte fødder og store smil. For hvor tit oplever man hele verden gå gennem Aarhus?

Gennem sikkerhed, champagne og skjulte nerver

Efter en hurtig omvej forbi Starbucks og et tiltrængt fem minutters hvil, nåede vi frem til Aarhus Rådhus. Nu skulle vi finde ud af, om vi overhovedet kunne komme tæt på begivenhederne.

Vi viste vores pressekort og stillede os i kø ved presseindgangen. Fem personer blev lukket ind ad gangen og så begyndte det, der føltes som at træde ind i en thriller.

Døren gik op, og vi trådte ind i en smal gang. Her stod mindst ti betjente, placeret i formation. To bombehunde gjorde sig klar. Vi skulle lægge alt udstyr og alle tasker på gulvet i en række og med ét stod vi der, pressede op ad væggen og kiggede på, mens hundene snusede vores grej igennem. Man følte sig helt skyldig i noget, selvom man bare havde snacks og ekstra batterier med.

Da hundene var tilfredse, blev taskerne løftet op på et bord. Her blev alt gennemgået manuelt, kamera for kamera, objektiv for objektiv. Imens stod vi igen langs væggen og ventede. Det var stramt og systematisk og helt klart noget, vi kommer til at huske.

Men så blev vi godkendt alle fem og herefter gik det i andegang gennem Aarhus Rådhus.

Forbi borde med hvide duge og champagne i høje glas. Forbi personale, der stod klar i pressede skjorter og stille sko. Og til sidst, ud gennem de store døre og ud på siden af rådhuset, hvor pressen havde plads.

Her skulle vi vente. Sammen med europæiske kolleger, linser i alle størrelser, stativer og kameraer, der allerede summede af forventning. Scenen var sat og vi var med.

Presselinse og publikumssus

Udenfor rådhuset var der allerede sort af mennesker. Rækværkerne var sat op, pressen stod linet op, og betjente patruljerede som sorte silhuetter mod den lyse asfalt. Det summede af forventning, både blandt dem med kamera og dem med klapstole.

Vi fik plads bag linjen, med perfekt udsyn til den røde løber og indgangen til rådhuset. Dannebrog blafrede i toppen af stangen, og de høje EU-flag smældede i vinden. Publikum sad tæt langs afspærringerne, klar med mobilen og sol i øjnene.

En borgmester i frontlinjen

Midt i det hele stod Aarhus’ borgmester, Anders Winnerskjold. Alene foran rådhuset, med et fast håndtryk og et varmt smil til hver eneste ankommende minister og kommissær. Han repræsenterede ikke bare Aarhus, men Danmark for hele Europa. Som nybagt far og forholdsvis ny i embedet var det en opgave med vægt. Og han løftede den. I halvanden time stod han der. Bare ham og byen. 

En for en trillede de sorte biler ind på Rådhuspladsen, eskorteret af motorcykler og politi i alle retninger. Ud af bilerne steg ministre og EU-kommissærer, i jakkesæt og smilende i dagens anledning.

Vi havde fået nys om, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ville komme til rådhuset. Og det mærkede man. Sikkerheden strammede til. Jeg kiggede op og dér sad de. Snigskytterne. På taget overfor, med geværer trukket frem. Det her var ikke en almindelig officiel begivenhed. Det her var noget andet. Noget stort.

Når den røde løber skal skinne

Inden det hele kulminerede, udspillede sig dagens måske mest pudsige scene. Én mand støvsugede løberen inden dagens vigtigste gæster skulle ankomme. En anden holdt støvsugeren. Det blev gjort med sådan en grundighed, at ikke én krumme slap væk.

På et tidspunkt stod borgmesteren og to andre og smilede diskret over synet, men det rørte ikke den arbejdsomme støvsugerfører. Han havde fået en opgave, og den blev udført med præcision. Den røde løber skulle shine.

En voldsom politieskorte trak op foran rådhuset. Ud trådte Mette Frederiksen til klapsalver fra de fremmødte. Kort efter ankom endnu en bølge af ministre. Men så skete det, Tre biler bremsede hårdt op foran trappen, vagter sprang ud og Zelenskyj steg ud af bilen.

Folk klappede spontant. Man kunne mærke det i kroppen. Tilstedeværelsen og betydningen. Han vinkede kort, nikkede til pressen og gik derefter ind ad dørene.

Kong Frederik og Dronning Mary ankom kort tid efter og blev budt velkommen af Liva på otte år fra Horsens, som spændt havde stået med en blomsterbuket i hånden. Buketten blev overrakt, og Liva fik et stort smil med sig fra både Kongen og Dronningen.

Fra verdensledere til verdensmusik

Og så på et øjeblik var det hele forbi.

Presselinjen blev opløst. Publikum begyndte at sprede sig. Kameraerne blev pakket ned. Og vi vendte os mod det, der egentlig var grunden til, at vi var taget afsted i dag: Gadefesten i Rådhusparken.

Stemningen var let, solen skinnede gennem de gamle trækroner, og folk sad i klynger på tæpper og bænke. Nogle spillede boldspil på græsset, andre stod i kø til fadøl, mens musikken fyldte baggrunden.

Her, i det grønne mellemrum mellem ceremonier og sikkerhedsopbud, kunne man mærke byen trække vejret igen. Unge spillede bold, og andre fandt bare et sted at sidde og være. Det var som om hele byen, lige dér vendte tilbage til sig selv.