Arhus Watersports Complex bringer liv og bevægelse på vandet ved Århus Ø
Fotograf: Wyrlestudio
Mere end 12.000 besøgende lagde turen forbi Århus Ø den 17. juli 2022, da Aarhus Watersports Complex afholdt Waterfest med nogle af verdens bedste wakeboarder og for første gang i Danmark, 12 meters dødsspring.
Men hvem er AWC og hvad betyder det for Århus by og ikke mindst Århus Ø, at der ligger en forening ved Bassin 7, der hver dag fra april til september bidrager til, at vi kan opleve livet på vandet.
For Kenneth, der er daglig leder og den store ildsjæl bag foreningen AWC, er dette drømmen der er gået i opfyldelse og som i dag er hele hans liv. Men turen hertil har ikke været helt uden forhindringer, for selvom Århus er en havneby med vand overalt, så har det ikke altid været oplagt, at der skulle ligge en kabelbane i byen.
Wakeboard kommer til Århus
Aarhus Watersports Complex startede i Århus i 2016, men vi skal tilbage til år 2000, hvor den 5-årige Kenneth begyndte at få interesse for at wakeboarde. Sporten var dengang ikke særlig udbredt i Danmark og der var derfor ikke kabelsystemer, som vi kender det i dag. Siden Kenneth lavede sin første saltomortale som 13-årig og efterfølgende kom på landsholdet, har han levet og åndet for wakeboard sporten.
Inden der kom wakeboard til Århus brugte Kenneth sammen med to kammerater to timer dagligt i bilen for at køre til Herning, så de kunne dyrke den sport, de elskede. Turen frem og tilbage var tit med stor frustration over de mange kilometer på landevejen og der blev snakket meget om, hvordan de kunne få sporten til Århus i stedet. Det blev den spæde opstart på AWC og den forening, der i dag kan bryste sig af at være Danmarks største med over 1000 medlemmer.
Den Blå Rambla
Startskuddet kom i 2016, da Den Blå Rambla i Århus, som er en støtte organisation til at skabe mere liv på vandet, skulle låne en kabelbane fra Ålborg til vandsports aktiviteter i Århus. I Ålborg kendte de alt til Kenneth og for at Den Blå Rambla kunne låne banen var kravet, at det blev Kenneth og de to kammerater, der skulle drifte den.
Det viste sig at blive en stor succes og på to uger var der over 1000 århusianere, der prøvede kræfter med wakeboard. Det fik efterfølgende de 3 kammerater til at aflægge Århus Kommune et besøg og der blev givet tilladelse til en midlertidig bane på Århus Ø.
Herluf fra Århus, der kun har wakeboardet i 3 dage, laver sit første stunt ved at gå i knæ og holde fast på boardet.
Godkendelse fra Aarhus Kommune
Selvom interessen for wakeboard var stor i Århus, så var det ikke automatisk et guldkort til, at alle nu kunne få glæde af sporten på vandet. Året efter var kabelbanen stadig på lån fra Ålborg og der skulle søges tilladelse til at få banen sat op igen. Heldigvis for AWC kunne Aarhus Kommune godt se idéen med liv og bevægelse på vandet og midt i sommerferien 2017 kom tilladelsen dumpende ind ad døren.
Med en sæson frem til september skulle det gå stærkt og ferien blev derfor hurtig afbrudt for de 3 kammerater og de frivillige. I løbet af to uger blev der samlet nok økonomi, bestilt kablet fra Ålborg og de fik det hele sat op, så det var klar til de vandglade århusianere. I lånte lokaler fra Strandbaren på Århus Ø, et lavt budget og med paller og skruer, som blev fundet rundt omkring, viste Aarhus Wakeboard, at de var en succes, der var kommet for at blive.
Ny udvikling efter corona
I 2018 sker der noget på Århus Ø, som er med til at skabe en forandringen for AWC. Havnebadet bliver opført og Rune Kilden, der er en af bygherrerne på Århus Ø, ser en mulighed i udviklingen af Bassin 7. Kenneth og resten af AWC bliver spurgt om de ønsker at være en del af projektet og det giver dem endelig en fast plads ved havnekajen.
Da Corona indtager landet i 2020, skulle der pludselig til at tænkes ud af boksen. Indtil nu havde det fungeret fint med, at man bare mødte op og pænt ventede sammen med op til 20 andre på, at det blev ens tur på vandet. Men med Corona kom der også restriktioner og som Kenneth udtrykte det “nogle gange er det at få et benspænd en fordel og vi blev skubbet ud af vores komfort zone”. AWC fik indført et nyt booking system, så der nu kun var 6 personer ad gangen. Med det nye system kom der også et andet fællesskab mellem medlemmer. For det var noget nemmere at forholde sig til 6 andre, i stedet for en flok på 20.
Corona gjorde, at folk fik øjnene op for vandsport og 2020 blev en af AWC’s bedste sæsoner med nye medlemmer. Der var booket 2-4 uger frem i tiden “det var helt crazy og vi var bare så overvældet”.
Når hobby bliver til arbejde
Mange har en drøm om at gøre deres hobby til en forretning. Men det er ikke altid en fordel, mener Kenneth. For det er en hårfin balance at skelne mellem hobby og arbejde og de to ting kommer hurtigt til at smelte sammen. Nu holdes der ikke længere ferie for at slappe af og tager han f.eks. til Frankrig eller Thailand for at wakeboarde, så bliver kabelbanen nærstuderet “hold nu fast, det er en smart proces den her. Den skal vi lige have med tilbage til Århus”.
7 dage i ugen, fra han står op til han går i seng, er Kenneth på arbejde. Selv når han sidder til en fødselsdag tænker han arbejde og han er dybt taknemmelig for dem i hans nærhed, der tager del i den hverdag, både kæresten og familien.
Derfor lever og ånder han også for den forening, som AWC har udviklet sig til i dag. Det var et bevidst valg fra starten, at det skulle være en forening og ikke en virksomhed. Både i forhold til samarbejdet med Århus Kommune og fordelen med netop den cirkulære økonomi, der gør, at alt overskuddet bliver brugt, så det kommer medlemmerne til gode. Det kan være en ny rampe eller et bedre booking system. Som Kenneth siger “det er meget smukkere at bruge overskuddet i foreningen i stedet for, at det går til en direktion i en virksomhed. Her ryger hele overskuddet tilbage til medlemmerne og er med til at gøre din næste oplevelse bedre”.
Frivillige i AWC
Aarhus Watersports Complex kunne ikke fungere uden de mange frivillige og hvert år er der venteliste på at blive en del af foreningen her ved Århus Ø. AWC har 48 frivillige og her er det rigtigt godt, at man også er en del af fællesskabet. Ud over at styre kabelanlægget, så er det også vigtigt at have det sjovt med sine kollegaer. Mange er gode venner og ses uden for AWC. For Kenneth er det vigtigt at motivere de frivillige og den flamme, som han selv har for foreningen, gør han alt for at sprede ud som god energi til resten af hans medarbejdere. For som han siger “hvis jeg ikke havde de frivillige til at hjælpe hver dag, så vil foreningen ikke bestå”.
Er man frivillig hos AWC, skal man bruge minimum 90 timer på en sæson i foreningen. Fællesskabet er så godt, at langt de fleste kommer igen år efter år. Her er mangfoldighed vigtigt og de frivillige består af folk i alle aldre, lige fra 13 til 56 år.
Hvorfor bliver man frivillig?
Rasmus på 19 år er en af de frivillige, der er startet her hos AWC i 2021. Han har aldrig før dyrket wakeboard og årsagen til interessen for AWC var netop på grund af det store fællesskab, der findes i foreningen. Her deltager han i de mange arrangementer, som bliver afholdt for de frivillige. Lige fra grillaftener til paddel tennis og waterfester og så har han også fordelen af kabelbanen uden for åbningstid. Som de øvrige frivillige, lægger Rasmus 90 timer + i foreningen og her er han at finde, når han styrer kablet for gæsterne.
I sommerferien 2021 har AWC besøg af skolebørn fra Århus kommune, som en del af Aktiv Sommer 2021. Her kan man som forening tilbyde skolebørn at deltage gratis i aktiviteter og det har blandt andet Herluf fra Århus benyttet sig af. I en uge prøver han kræfter med wakeboard, hvor han bliver hjulpet godt på vej af de to instruktører, der gør deres for at motivere de unge. For Herluf er det en super spændende oplevelse at prøve og efter 3 dage på vandet, er han blevet bidt af den populære vandsport.
Fremtiden for Aarhus Watersports Complex
Aarhus Watersports Complex har netop i år afholdt Danmarks største og første internationale konkurrence event af sin slags, da de for nogle uger siden afholdte Waterfest. Hele eventet blev planlagt og opsat på en måned grundet corona og tilladelser, der skulle hentes hjem “det kan vi takke de ansatte og frivillige for, alle har virkelig kæmpet hårdt for det” siger Kenneth med et stort smil.
Fremadrettet er planen, at der skal afholdes 2-3 store events om året og en masse mindre. Et event tager tid at planlægge og der bliver brugt mange ekstra ressourcer fra de frivillige “det jo også fedt, når man har noget, som man kan glæde sig til, vi er en event platform og det potentiale vil vi gerne udnytte”.
Permanent tilladelse
Lige nu er det vigtigt for AWC, at de kan få lov til at blive permanent ved Bassin 7. Hvert år har det været med en midlertidig tilladelse og derfor har de ikke vidst, om de kunne fortsætte året efter. Det har dog ikke bragt motivationen ned for foreningen og hvert år inden sæsonen starter, holder Kenneth tale til hele forsamlingen “det her er måske vores sidste år, så derfor bliver vi nødt til at give det et brag af en sæson”.
AWC er den kabelbane forening i Danmark med flest medlemmer og det tal er støt stigende i takt med at vandsport bliver mere og mere populært. Hvis det lykkes for AWC at få en permanent plads på havnekajen, så bliver en af de første investeringer et nyt kabelanlæg, der støjer mindre end det nuværende. Men som Kenneth har helt ret i “det midlertidige må også gerne larme, for så får det mere fokus og med det liv og bevægelse på vandet, som vi giver, tror jeg bare gør en tur på Århus Ø sjovere og er med til at gøre Århus Ø til en federe bydel”.
Når du wakeboarder, så står du på et bræt på størrelse med et snowboard. Her bliver du trukket hen over vandoverfladen af et kabel og så gælder det ellers om at holde godt fast i linen. Hvis du ikke er erfaren kan du nøjes med at suse hen over vandet, men der er også mulighed for at lave stunts hen over ramperne i vandet.
Læs mere om AWC på deres hjemmeside og Facebook.
Øvrige artikler
Det sker i Århus
Find en oversigt over de kommende oplevelser og events i Århus i 2023. Uanset om du er til kultur, kunst, musik eller noget helt fjerde, er der noget for enhver smag.