Få en uhyggelig oplevelse i efterårsferien til Halloween i Tivoli Friheden
I lørdags fik jeg sammen med mange andre århusianere en forsmag på, hvad der venter os til Halloween i Tivoli Friheden, da parken åbnede med et sneak peek på efterårets store Halloween-oplevelse.
Og nu hvor efterårsferien er lige om hjørnet, er Tivoli Friheden klar til at byde på en uforglemmelig Halloween-oplevelse. Parken forvandles til en (u)hyggelig oase af græskar, lanterner og uhyggelige dekorationer, hvor både børnefamilier og modige sjæle kan finde noget at glæde sig til.
I uge 42 vil parken emme af efterårshygge om dagen og skifte til mørk magi og gys, når skumringen falder på.
Familiehygge og kreative aktiviteter
I dagtimerne er der masser af oplevelser for hele familien. Hver dag kan du opleve Hr. Skæg på den store scene klokken 14.00, hvor han præsenterer sit forrygende show fuld af sjove karakterer og musik.
For de kreative sjæle er der græskarudskæring på Hermans, hvor både børn og voksne kan skabe deres helt egne græskarlygter. Når mørket falder på, vil de oplyste græskar kaste et hyggeligt skær over parken.
På Hermans kan du også se mini-musicalen ”Nattens Tivoli” klokken 13.00 hver dag. Forestillingen er fyldt med musik og magi og tager dig med på en eventyrlig rejse gennem natten med de to kusiner Augusta og Lea, der opdager et hemmeligt tivoli, når mørket sænker sig.
Når mørket falder på er der gys for de modigste
Når mørket lægger sig over Tivoli Friheden, bliver stemningen markant mere uhyggelig. Heksene, troldene og de uhyggelige væsener vågner op og fylder parken med en sitrende spænding.
For de modigste venter der en særlig udfordring i Cirkus Dystopia – et Horror House på over 1.500 kvadratmeter. Her kan du træde ind i to skræmmende horrorlabyrinter, Rædselskabinettet og Hjertekammer, hvor Dystopia vil gøre alt for at skræmme livet af dig. Der er garanti for, at pulsen kommer op, mens du navigerer gennem mørke korridorer og uhyggelige overraskelser.
Men det stopper ikke der. Hver time i Marselisborghallen kan du opleve skræmmende shows, hvor internationale cirkusartister viser deres mest nervepirrende tricks. Fra knivkasteri til bizarre stunts med en mystisk ‘Freak’, der presser grænserne for, hvad der er fysisk muligt, vil disse forestillinger få selv de mest hærdede til at gyse.
En kulinarisk Halloween-oplevelse
Hvis sulten melder sig midt i alt gyset, behøver du ikke frygte at gå sulten rundt. Parken byder på en række lækre kulinariske indslag, hvor du kan smage alt fra saftige flæskestegsandwiches til uhyggeligt grønne æbleskiver. Madboderne er spredt over hele parken, og du vil helt sikkert finde noget, der frister.
En oplevelse for alle
Halloween i Tivoli Friheden favner bredt og byder på både (u)hygge, sjov og spænding. Om dagen kan hele familien nyde aktiviteterne, de smukke dekorationer og den kreative græskarudskæring. Om aftenen er det tid til at teste nerverne med de mere uhyggelige oplevelser, hvor kun de modigste tør vove sig ind i parkens mørkeste kroge.
Så hvis du elsker at blive skræmt, men også nyder at slappe af med varm kakao og efterårshygge, er Halloween i Tivoli Friheden i uge 42 en oplevelse, du ikke vil gå glip af. Parken har noget for alle – fra de yngste børn til de modigste voksne.
Uge 42 i Friheden
Dato: 12. til 20. oktober
Åbningstider: Kl. 11.00 – 21.00
Priser:
Entrébillet: 175 kroner
Turbånd: 120 kroner
Kombibillet (entrébillet og turbånd, købes dagen før besøget): 235 kroner
Særligt tilbud:
Beholder du dit turbånd på efter dit besøg, kan du genbesøge parken én ekstra gang i Halloweenperioden.
Sæsonkort:
Har du sæsonkort, har du fri adgang til Halloween i Friheden.
Det sker i Århus
Find en oversigt over de kommende oplevelser og events i Århus.
Artikler
Koncerter i Århus
Find en oversigt over de mange koncerter i Århus.