Grøn Koncert 2024 i Aarhus var en uforglemmelig dag i fællesskabets ånd
33.000 mennesker badet i 25 graders solskin. Marienlystvej i Aarhus forvandlet til et hav af smil, hygge og fællesskab. Scenen var sat for en dag fyldt med musikalske minder til tonerne af dansk musik og en uforglemmelig stemning, da Grøn Koncert indtog Århus lørdag kl. 13.00. Festivalen, som er kendt for sin afslappede og inkluderende stemning, samlede unge og de lidt ældre til en dag, hvor både musikken og det sociale samvær var i højsædet. Her er der plads til alle – fra de yngste festivalgæster, der oplevede Grøn for første gang, til de garvede koncertgængere, som har fulgt turnéen gennem årene.
Festen, alle vil med til
Grøn Koncert er arrangeret af Tuborg og Muskelsvindfonden og med en udsolgt turné allerede inden start og et lineup bestående af nogle af Danmarks største musiknavne som Blæst, Burhan G, Hugorm, Jada, Scarlet Pleasure, TV·2, Kesi og Tobias Rahim, var forventningerne til dagen høj.
Overskuddet fra Grøn Koncert går ubeskåret til Muskelsvindfonden, der arbejder for at forbedre livskvaliteten for mennesker med muskelsvind., hvilket giver festivalen et endnu stærkere formål.
Og årets festival har igen vist, hvorfor Grøn er “festen, alle vil med til.”
Fra generation til generation
Jeg har efterhånden deltaget i en del festivaler gennem årene, men sjældent har jeg oplevet en stemning som den, der herskede på Grøn og som jeg oplevede med det samme jeg kom ind på koncertpladsen. På Grøn Koncert er der plads til alle og jeg oplevede familier med børn, der skabte deres eget lille fristed med tæpper på plænen. Der blev slappet af i solen og man nød hinandens selskab, mens der blev lyttede til musikken fra en af de to scener. Unge, der netop har overstået en lang eksamen, hyldede sommeren med kolde fadøl og samvær med nære venner.
En af de mest bemærkelsesværdige ting ved Grøn Koncert er, hvordan traditionen bliver videreført fra generation til generation. Forældre, der selv har deltaget i Grøn Koncert i årevis, deler nu oplevelsen med deres ældre børn, der er vokset op med den årlige tradition.
Denne dag handlede om meget mere end blot musik. Det var en lejlighed til at genforenes med familie og venner, gense gamle bekendte, som man måske ikke har set i lang tid, og møde dem, der er vendt hjem på ferie.
En festival af frivillige
Festivalens succes skyldes i høj grad de mange frivillige, der arbejder for at alt kører gnidningsløst. 700 dedikerede ildsjæle følger Grøn rundt i de otte byer, hvor de sørger for alt fra opsætning og nedtagning, fra scenelys og lyd til madboder og toiletfaciliteter. Derudover er der yderligere 1000 lokale frivillige, som står klar når Grøn kommer til deres by med at hjælpe med alt fra at servere fadøl til at rydde op efter koncerterne.
En særlig ros til Grøn Koncert for at tilbyde 1664 Blanc på fad – noget, jeg ikke tidligere har oplevet på en festival. Det er bare en favoritøl blandt mange, inklusive mig selv og så passer den helt perfekt til som en god festivaløl.
En lydoplevelse i topklasse
Jeg var lidt nysgerrig efter, hvilke kunstner som især de yngre festivalgæster så mest frem til at høre. Alle de unge som vi talte med på Grøn Koncert i Aarhus, var enige om én ting: De så mest frem til at opleve Kesi på scenen.
Men Grøn Koncert handler ikke kun om de unge. For de lidt ældre gæster var der TV2, der med deres klassiske hits og velkendte melodier skabte en musikalsk stemning på pladsen med sange som “Duggede ruder” og “De første kærester på månen.
Kesi og TV2 repræsentere to forskellige generationer af dansk musik, men de har én ting til fælles: De formår at underholde og engagere publikum i alle aldre.
Og netop lyden var en af højdepunkterne på Grøn Koncert. Lydkvaliteten var knivskarp på begge scener, og bassen ramte lige det rigtig sted i kroppen.
En af de mest gennemtænkte detaljer ved Grøn Koncert Aarhus var uden tvivl den dobbelte sceneopstilling. I hver ende af den store koncertplads var der en scene, hvor koncerterne skiftedes til at spille. Når en kunstner gik af scenen i den ene ende, startede den næste kort tid efter på den anden. Dette gjorde det muligt at opleve alle kunstnerne.
Og for dem, der ikke ønskede at stå midt i mængden eller kæmpe om pladser foran scenen, kunne musikken stadig nydes på afstand, mens man sad komfortabelt i sin festivalstol eller på et tæppe.
Mere end bare musik
En af de kunstnere som efterhånden er blevet synonym med Grøn er Jacob Haugaard. Første gang han stod på scenen som konferencier var i 1987 og han har nu i over 30 år været en del af Grøn. I år var heller ingen undtagelse, når Jacob Haugaard på den ene af de to scener bød de forskellige kunstnere velkommen.
Musikprogrammet var imponerende og bød på noget for enhver smag. Burhan G var den anden kunstner på scenen og fik hurtigt publikum med sig. Selvom mange af de unge var næsten nyfødte, da han debuterede, kunne de alle tekster til hans sange. Specielt nummeret “Karma,” med teksten “Jeg mødte en pige fra Smilets By / Og hun var ordentlig G / Hun sagde: ‘Baby, lad mig tage dig med hjem / Jeg kan vise dig 8210’,” fik hele pladsen til at synge med, så det kunne høres langt ind i Brendstrup Skov.
Hugorm var uden tvivl en af de kunstnere, jeg glædede mig mest til at opleve på Grøn Koncert. Efter at jeg have overværet deres koncert på Smukfest 2023, var mine forventninger tårnhøje. Og jeg blev på ingen måde skuffet.
Simon Kvamm’s popularitet blandt de unge er blevet større efter hans to år som dommer i X-Factor og hverken jeg eller de mange tusinde andre, som oplevede koncerten var i tvivl om, at både Kvamm og de to øvrige bandmedlemmer i Hugorm levede op til alles forventning.
Simon Kvamm havde publikum i sin hule hånd gennem hele koncerten med sin energiske og karismatiske optræden. Han hoppede og dansede rundt på scenen og fik selv den mest stille festivalgæst til at rokke med nede på plænen. I samtlige sange blev publikum inddraget og Hugorm formåede virkelig at komme ud over scenekanten. Dette også bogstavelig talt, da Simon sprang ned fra scenen, hvor han gik rundt blandt publikum, mens han fik et par stykker til at synge med.
En tradition, der binder folk sammen
Grøn Koncert Aarhus har trukket sit koncerttelt videre til den næste by, og efterlader sig et hav af glade gæster og uforglemmelige minder. De næste syv dage drager turnéen videre til nogle af Danmarks øvrige store byer, og når alle 8 byer er blevet besøgt har næsten 200.000 mennesker ladet sig rive med af musikken og fællesskabet.
Selvom musikken naturligvis er i centrum på Grøn Koncert, handler det om mere end bare at se koncerter. Det handler om at være sammen med mennesker, man holder af, om at skabe nye minder og om at opleve den ubeskrivelige følelse af samhørighed, der opstår, når generationer mødes under åben himmel og synger med på de samme sange.
Grøn Koncert er mere end bare en festival. Det er en institution, der har været en del af dansk kultur i over 40 år, og som fortsat samler danskere fra hele landet i en hyldest til sommeren, musikken og det unikke fællesskab, der opstår, når man deler en oplevelse med tusindvis af andre.
Artikler
Det sker i Århus
Find en oversigt over de kommende oplevelser og events i Århus.