Aarhus Inside logo

Musikken, håbet og modet – En forsmag på The Sound of Music på Aarhus Teater

Udgivet: 29. april 2025
Sound of music
af: Christina Hazelden - Fotograf: Wyrle Studio

Når Aarhus Teater på torsdag den 1. maj åbner tæppet for The Sound of Music, bliver det første gang, den ikoniske musical får nyt liv på teatrets store scene.
Og det bliver en opsætning, hvor intet er overladt til tilfældighederne.

Hele forestillingen bliver båret af et ni mand stort liveorkester, som sørger for, at tonerne af “Do-Re-Mi”, “Edelweiss” og alle de andre elskede sange fylder rummet på den mest levende måde.
Samtidig er der lagt stor vægt på det visuelle udtryk: Hele 125 kostumer er skabt til forestillingen – nogle syet helt fra bunden, andre nænsomt forvandlet fra tidligere kostumer, så de passer ind i den særlige tid og stemning, historien foregår i.

Opsætningen holder sig tæt til musicalens originale forlæg – men med respekt og kærlighed har Aarhus Teater sat sit eget præg på fortællingen.
Der er endda to sange med, som ikke optræder i filmudgaven fra 1965.

Resultatet er en forestilling, der både hylder den klassiske fortælling om Maria, kaptajnen og von Trapp-børnene – og samtidig giver publikum en ny, nærværende oplevelse af en historie, som på smukkeste vis taler til både hjertet og håbet.

The Sound of Music er en historie, der stadig rører

Det er mange år siden, jeg sidst har set The Sound of Music musicalen fra 1965.

Som så mange andre kan jeg stadig huske flere af sangene – men filmens handling var blevet lidt tåget i kanten.

Derfor tog jeg på en lille rejse fra min sofa og tilbage til Marias verden af bjergtoppe, barnegrin og stor kærlighed, inden jeg skulle træde ind bag kulisserne på Aarhus Teaters opsætning af den elskede musical.

Tre små scener – og en stor forventing

Da vi trådte ind i salen på Aarhus Teater, var det som om hele rummet allerede summede af forventning.

På scenen blev vi præsenteret for tre små glimt fra forestillingen – korte bidder, men lige præcis nok til at vække fornemmelsen af, at noget helt særligt var undervejs.

Børnene sang sig direkte ind i hjertet på os, og deres samspil var fyldt med varme, grin og den slags usynlige bånd, der får en familie – ægte eller fiktiv – til at føles helt virkelig.

Jeg må indrømme: Det overraskede mig, hvor rørt jeg blev. Et sted midt i “Do-Re-Mi” mærkede jeg det stikke i øjnene.
Note to self: Kleenex til premieren.

Forestillingen er på dansk, men alt tyder på, at det kun vil gøre følelserne stærkere. Musikken, sangene og stemningen lever, uanset sproget.

Sound of music edelweiss

Von Trapp-familiens virkelige historie

Og midt i alt dette ligger også den virkelige historie, som musicalen hviler på. Familien von Trapp fandtes i virkeligheden.
Efter at være flygtet fra Østrig under nazismen turnerede de rundt i verden som en syngende familie og nåede endda til Danmark i 1939, hvor de tilbragte nogle uger på Fyn.
Den version, vi kender fra filmen, tager sine kunstneriske friheder – kærlighedshistorien blev eksempelvis noget romantiseret – men grundhistorien om modet til at vælge friheden er sand.

Og netop det gør fortællingen så stærk, også i dag for i en tid, hvor verden igen føles urolig, rammer temaerne om mod, kærlighed og håb lige ind i hjertet.

Menneskene bag rollerne

Efter opvisningen fik vi mulighed for at tale med nogle af de medvirkende, som allerede på dette tidspunkt var trådt godt ind i deres karakterer.

Amanda Friis Jürgensen, som spiller Maria, fortalte, hvordan hendes syn på historien havde ændret sig med årene:

Da jeg var barn, handlede det mest om musikken og glæden. Nu som voksen fylder kærlighedshistorien meget mere. Der er kommet en dybde, jeg først rigtig forstår nu, når jeg selv står i rollen,” fortalte hun, med en varme der smittede.

Jacob Madsen Kvols, der spiller den strenge, men sårbare kaptajn von Trapp, beskrev hvordan han fandt sin egen vej ind i en rolle, så mange allerede har en forestilling om:
“Det handler ikke om at kopiere filmen, men om at finde noget ægte og menneskeligt i ham,” sagde han og trak på sin erfaring som far til tre børn, da han beskrev den balance, kaptajnen kæmper med – mellem at beskytte og give slip.

I mødet med nogle af de unge medvirkende, Hjalte Skov Lützhøft (11 år), der spiller Friedrich, og Sophia Viktoria Teves Kjellerup (14 år), der spiller Louisa, mærkede vi også engagementet og refleksionerne bag de unge karakterer.

“Det er vildt at tænke på, hvordan de kunne finde på så meget uden telefoner,” sagde Sophia Viktoria Teves Kjellerup med et smil, da vi talte om tiden før skærme og sociale medier.

Hjalte Skov Lützhøft fortalte begejstret:
“Jeg glæder mig især til slutscenen – det bliver spændende at spille så bange!”

Klar til premieren

Jeg kan allerede mærke, at The Sound of Music på Aarhus Teater bliver noget særligt.
Ikke kun på grund af de velkendte sange eller de smukke kostumer. Men fordi forestillingen – ligesom Maria – kommer med noget, vi måske har brug for mere end nogensinde: troen på, at selv i mørke tider findes der lys.
Og at vi skal holde fast i hinanden for at finde vej.

Torsdag står jeg klar. Med en pakke kleenex i tasken. Og et åbent hjerte.

Sound of Music har premiere 1. maj

Spilletid: 1. maj – 14. juni

Aarhus Teater Store scene