Carl Emil Petersen rørte noget dybt i Slotskirken

Der er en særlig stilhed, man kun finder i kirker. Ikke en tavshed, men stilhed. Den slags, hvor man næsten kan høre hjertet slå, hvis man tør lytte efter. Og det gjorde vi, sammen med 170 heldige gæster, da Carl Emil Petersen spillede sin kirkekoncert på Smukfest.

Slotskirken i Skanderborg blev fyldt til bristepunktet denne formiddag, og flere hundrede måtte skuffet vende om i døren. 20 fik lov at komme ind i sidste øjeblik, og allerede dér fornemmede man, at det her ville blive noget særligt.

En ramme, der forstærker det nære

Kirkerummet er smukt og stemningsfuldt med mørke træpaneler, udskårne bænke, lyse murstensvægge og en enkel alterudsmykning. Rummet føles både ærligt og intimt, et sted, hvor historien sidder i væggene. Scenen var placeret lige foran døbefonten med prædikestolen og alteret i baggrunden, og mellem søjler, lysestager og salmetavler skabte de små spotlights en poetisk kontrast til kirkens klassiske udtryk.

Tættere på kunstneren end nogensinde

Og lige der foran døbefonten og med prædikestolen bag sig satte Carl Emil sig med sin karakteristiske ro. Ikke meget plads, ikke meget scene. Men masser af nærvær.

“Jeg kommer fra en præstefamilie,” sagde han, “og de var nok lidt skuffede over, at jeg ikke blev præst. Så det her, det er nok det tætteste, jeg kommer på det, at synge lige her foran døbefonten.”

Latteren rullede blidt gennem bænkene. Og sådan fortsatte det. Carl Emil delte små historier, både rørende og skæve, mellem sangene. Som da han præsenterede “København” med ordene:

“Den skrev jeg, da jeg arbejdede i en vuggestue på Amager, nok det eneste “rigtige” job, jeg har haft.”

Når musik bliver til nærvær

Publikum grinede lavmælt. For stemningen i kirken bar på noget andet end på festivalpladsen. Her var det ikke fadøl og fællessang, men eftertænksomhed og intens lytning. Mobiltelefonerne blev i lommerne. Øjnene var løftet og ørene åbne.

Da han spurgte, om der var nybagte fædre i salen, var svaret et grin og et “De har da ikke tid til at tage på festival” Carl Emil var helt enig:

“Det har I nok ret i. Jeg er selv blevet far, og den næste sang handler om det. Om at ville gå gennem ild og vand for sine børn.”

På det tidspunkt sad flere med blanke øjne. Og da tonerne fra “Amager Forbrænding” fyldte rummet, den sang han selv beskrev som “en blanding af Søren Kierkegaard og Pippi Langstrømpe”, eksploderede stilheden i en varm og lang klapsalve.

Når stemmen går lige i kroppen

Der var noget særligt over måden, tonerne fyldte kirken på. Carl Emils stemme har den slags varme og ro, som får alting til at falde lidt til ro. Den kryber ind under huden, uden at larme og man tager både ordene og stemmen ind, næsten som om kroppen selv lytter med.

Han har en modenhed i både udtryk og nærvær, der virker ældre end de 35 år, han faktisk er. Ikke gammelklog, bare eftertænksom på den der stille, naturlige måde. Og når han synger, føles det næsten, som om tiden står stille et øjeblik.

En kort snak efter koncerten

Efter koncerten fik vi et par ord med Carl Emil ude foran Slotskirken.

Han stod med det samme nærvær, som han havde siddet med i kirken.

“Det var virkelig en rørende oplevelse,” sagde han. “Der var en helt særlig stilhed i rummet. Jeg kunne høre en knapnål falde. Og jeg kunne mærke, at det betød noget for de mennesker, der var der.”

Vi talte om forskellen mellem at spille i Slotskirken og på de store scener, han er vant til.

“Man kan ikke gemme sig her,” sagde han. “Du er så tæt på folk, at de kan se hvert åndedræt. Det kræver noget andet. Det kræver, at man er til stede og klar til at omstille sig undervejs. Men det giver også noget helt særligt.”

Carl Emil er i gang med at skrive ny musik og regner med at tage på turné næste år. Men hvad der præcis kommer, ville han endnu ikke afsløre.

Vi spurgte ham til sidst, hvad han gerne selv ville spørge en anden kunstner om, hvis rollerne var byttet om. Og efter lidt tøven svarede han:

“Jeg blev selv meget rørt i dag. Så jeg ville spørge: Hvad har været det mest rørende øjeblik i din karriere?”

Svaret, som han selv havde givet i kirken, lå lige der i luften.

Slotskirken som nyt koncertsted

Det er første gang, at Smukfest bruger Slotskirken til koncerter og faktisk var det festivalen selv, der tog kontakt til kirken for at høre, om man skulle lave noget sammen.

Et samarbejde, der allerede i år har vist sig at være en rigtig god idé. Kirkens intime rum og den stilhed, man sjældent oplever midt i festivalens larm, skaber en smuk kontrast og en oplevelse helt for sig selv.
Og som den lange kø udenfor til Carl Emil Petersens koncert beviste, er interessen stor. Her er det først til mølle, og man behøver ikke engang have festivalarmbånd, så det er bare med at komme i god tid, hvis man vil sikre sig en plads.

Vi håber personligt, at kirkekoncerterne bliver en fast del af Smukfest i mange år frem.