AAI logo til mobil

Badeanstalten Spanien

Spanien 1, 8000 Aarhus C

Velvære, svømning og wellness midt i Aarhus

Midt i Aarhus finder du Badeanstalten Spanien, hvor en fredet funkisbygning fra 1933 danner rammen om både svømmehal, wellness og afslapning. Her kan du tage en rolig svømmetur, deltage i saunagus, slappe af i dampbadet eller køle kroppen ned med en iskold dukkert mellem de varme oplevelser.

Badeanstalten Spanien er et sted, hvor den historiske arkitektur møder moderne faciliteter. Uanset om du kommer for motion, velvære eller en pause fra hverdagen, er her plads til både ro og fornyet energi.

Historien

Interview

Praktisk

Aarhus fra nye højder ARoS

Når du går ind af døren ved Badeanstalten Spanien, mærker du hurtigt, at stedet har sin egen karakter. De store flader, funkisarkitekturen og de farverige fliser fortæller om bygningens historie, mens svømmehallen og wellnessområdet stadig bliver brugt hver dag af både motionister, familier og gæster, der kommer for at slappe af.

I svømmehallen er der plads til både banesvømning og aktiviteter, mens wellnessafdelingen byder på sauna, dampbad og kolde dyp. Stemningen skifter med tidspunktet på dagen. Formiddagen er ofte roligere, mens weekenderne har mere liv, når familier og børn fylder bassinerne.

Aktiviteter og events i Badeanstalten

Badeanstalten Spanien bliver brugt af mange forskellige gæster i løbet af dagen. Om morgenen er der ofte motionssvømmere i bassinerne, mens formiddag og eftermiddag byder på hold, aktiviteter og svømning for både babyer, børn, voksne og seniorer.

Wellnessafdelingen har også sit eget program med blandt andet saunagus, yoga og særlige events. Indimellem kan du opleve arrangementer som filmvisning i svømmehallen eller musik under vandet, og flere af de populære events bliver hurtigt udsolgt.

Det gør Badeanstalten Spanien til mere end en klassisk svømmehal. Her kan du både træne, tage børnene med i vandet eller bruge stedet som en rolig pause midt i Aarhus.

Igshaan Adams – Weerhoud - ARoS
Halloween-pyntet svømmehal i Badeanstalten Spanien med flag og flagermus på væggene

Tag en pause på den udendørs terrasse

På varme dage kan du tage en pause på Badeanstalten Spaniens udendørs terrasse. Her kan du køle kroppen ned under de udendørs brusere, trække frisk luft eller slappe af mellem en tur i saunaen og næste dukkert.

Terrassen er samtidig et godt sted at lægge mærke til bygningens karakteristiske funkisarkitektur. De røde murstensfacader, de store vinduer og de enkle betondetaljer fortæller historien om badeanstalten, der har været en del af Aarhus siden 1933.

Det er ikke en stor terrasse, men et roligt sted, hvor du kan sænke tempoet et øjeblik, inden turen går tilbage til bassinerne eller wellnessområdet.

Plads til forskellige behov

Badeanstalten Spanien arbejder for, at så mange som muligt kan få en god oplevelse. Derfor er der både familieomklædning og mulighed for at tage individuelle hensyn, hvis der er særlige behov.

Som udgangspunkt benytter børn over otte år deres eget omklædningsrum. Har du brug for en anden løsning, er du velkommen til at kontakte personalet, som hjælper med at finde den bedste mulighed.

Badeanstalten tager også hensyn til gæster med usynlige handicap. Flere benytter solsikkesnoren som signal om, at der kan være behov for ekstra forståelse eller hjælp, og de rolige timer på hverdage er ofte et godt valg, hvis du ønsker mere ro omkring dit besøg.

Igshaan Adams – Weerhoud - ARoS
Funkisbygning med skiltet Badeanstalt på facaden af Badeanstalten Spanien i Aarhus

Historie og funkisarkitektur siden 1933

Badeanstalten Spanien åbnede i 1933, hvor mange aarhusianere endnu ikke havde eget badeværelse. Dengang kom byens borgere for at tage bad, mens Grossererbadet på 3. sal tilbød en mere eksklusiv oplevelse med blandt andet tøjrens og mulighed for at nyde en cigar under besøget.

I dag er bygningen fredet, og mange af de originale detaljer er bevaret. Allerede i foyeren mødes du af den karakteristiske funkisarkitektur med originale lysarmaturer, røde trapper og de gamle skilte på facaden med tekster som “Svømmebad”, “Dampbad” og “Damefrisør”. De bruges ikke længere, men minder om en tid, hvor badeanstalten var langt mere end en svømmehal.

Rundt omkring i huset hænger historiske fotografier, som viser livet i badeanstalten gennem årtier. Sammen med de bevarede bygningsdetaljer gør de besøget til mere end en tur i svømmehallen. De fortæller historien om et sted, der har været en del af aarhusianernes hverdag i næsten 100 år.

Svømmehallen i Badeanstalten Spanien med høje vinduer og blå vandflade

Praktisk om Badeanstalten Spanien

Hvornår har Spanien åbent?

Mandag: 08.00 – 20.00
Tirsdag: 08.00 – 20.00
Onsdag: 08.00 – 20.00
Torsdag: 08.00 – 21.30
Fredag: 08.00 – 16.00
Lørdag: 08.00 – 16.00
Søndag: 08.00 – 16.00

Kontaktinfo

Telefon: 8940 2070

Parkering

Dokk1 parkeringshus ligger få hundrede meter fra Badeanstalten.

Offentlig transport

Badeanstalten ligger tæt på Park Alle, hvor alle bybusser stopper. Her er der ca. 5 mins gang til svømmehallen

Billetter & priser

Kommunale priser.

En billet giver adgang til svømmehal + tidsbegrænset wellness

Klippekort/månedskort

Gyldige på tværs af Aarhus’ kommunale svømmeanlæg

Familieomklædning

Familieomklædning findes, børn fra 8 år normalt i eget omklædning

Bag kulisserne på Badeanstalten Spanien

Bag de historiske mure gemmer der sig ikke kun bassiner og wellness. Her arbejder et personale, som hver dag er med til at skabe de oplevelser, gæsterne møder, når de træder ind ad døren.

En medarbejder, der har været en del af Badeanstalten Spanien i mere end 12 år, fortæller, at mange bliver overraskede over, hvad der gemmer sig bag den karakteristiske facade.

“Da jeg flyttede til Aarhus, gik jeg ofte forbi uden at ane, hvad der gemte sig bag facaden. Mange aarhusianere har det på samme måde. Det er først, når man træder indenfor, at man opdager historien og stemningen.”

I dag er Badeanstalten Spanien meget mere end en traditionel svømmehal. Ud over bassinerne er der wellness, saunagus, yoga og løbende nye arrangementer, men ifølge medarbejderen er det menneskene, der gør den største forskel.

“Vi kalder folk for gæster, ikke kunder. Mange kommer igen uge efter uge, og flere kender vi ved navn. Det skaber et fællesskab, som betyder meget for både os og dem.”

For nogle er besøget lige så meget en social oplevelse som en tur i vandet. En snak i saunaen, et hej fra livredderen eller et velkendt ansigt i omklædningsrummet kan være en vigtig del af hverdagen.

“Nogle gæster kommer lige så meget for fællesskabet som for bassinet. Det kan være en kort samtale eller bare følelsen af at høre til. Det betyder ofte mere, end man lige tror.”

Den stemning mærkes også blandt medarbejderne. Badeanstalten har et fast team af livreddere og studerende, hvor mange bliver i flere år.

“Vi har et stærkt sammenhold, og det kan gæsterne mærke. Personalet er en stor del af oplevelsen, og det er noget, vi er stolte af.”

Tekst af: Christina Hazelden