Oplev forestillingen Axial Figures på Bora Bora i Aarhus

Udgivet: 20. maj 2025

Forestilling Axial Figures Bora Bora foto Jens Peter Engedal

af: Christina Hazelden

Fotograf: Jens Peter Engedal

Fem kroppe, fem reb – og en hel verden imellem dem

Hvordan føles det at være bundet – og alligevel fri? Det spørgsmål rumlede i mig, da jeg forlod Bora Bora efter forestillingen Axial Figures. En intens og sanselig oplevelse, hvor fem kvinder i hver deres reb skabte billeder, stemninger og spørgsmål, som stadig sidder i kroppen.

Det begyndte næsten meditativt. Fem kroppe på scenen, fem reb ned fra loftet. De bevægede sig langsomt. Meget langsomt. De stod, trak, lænede sig ind i tyngdekraften. Ingen dramatiske ryk, bare vægt. Kropsvægt, livsvægt, nærvær. Som om de mærkede verden gennem rebet.

”Hvornår bærer vi hinanden – og hvornår slipper vi?”

Det var den tanke, jeg fik, da én performer begyndte at klatre op. De andre holdt fast i rebene, som var flettet ind i hinanden, et slags net af forbindelser. Men pludselig var hun alene. Hængende med hovedet nedad i en kegle af lys. Resten af scenen var mørk. Hele salen var mørk.

Hun hang der længe, og det gjorde næsten fysisk ondt at kigge på. Ikke af frygt men af genkendelse. For hvem har ikke prøvet at hænge i noget, alene?

Senere gled hun ned igen, lagde sig på gulvet og begyndte at flette sig selv ind i rebet, som var det en forlængelse af kroppen. Et sidste hvil. En opgivelse. Eller måske en forvandling. Til sidst lå hun stille, død måske. Eller bare færdig med sin kamp.

Men så genforeningen.

De andre kom tilbage. Fem kroppe, fem reb. Nu i luften. De svævede, snurrede, spejlede hinanden i synkrone bevægelser. Det var både smukt og sørgmodigt. Som om livet igen fandt vej men nu med en anden rytme. En ny forståelse.

Jeg ved, at instruktøren sikkert har haft sin helt egen idé med det hele. En dybere struktur, en politisk eller filosofisk tanke. Og det er fint. Men for mig var det her en fortælling om relationer. Om at være afhængig af nogen. Om at slippe. Om at vende tilbage.

Forestillingen lod heldigvis plads til netop det egne tolkninger. Der var ikke noget svar. Ikke noget “sådan skal du forstå det”. Bare bevægelser, lys, vejrtrækning og reb. Og det var nok.

Axial Figures er en forestilling, man mærker men ikke nødvendigvis forstår. Den kræver tålmodighed, men belønner dig med indre billeder, du tager med dig hjem. Billeder af styrke, skrøbelighed og det svære i at være menneske sammen med andre mennesker.

Jeg gik derfra med følelsen af at have været vidne til noget ærligt. Noget, der ikke ville underholde mig, men mærke mig. Og det gjorde det.

Forestillingens koreografi er skabt af Simone Wierød i samarbejde med arkitekter fra Standard Practice, og det mærkes, at der er leget med linjer og rum på en måde, som man sjældent ser. Det føles lidt som at være fanget inde i et levende byggeri et, hvor kroppe og reb konstant bygger op, bryder sammen og skaber nye mønstre. Det er præcist og fysisk krævende, men samtidig blødt og nærmest drømmende. Man bliver fanget ind af rytmen og af følelsen af, at alt er i bevægelse, hele tiden.

Og selvom forestillingen har en klar idé og en bagvedliggende tanke, så oplevede jeg noget helt andet – og det er netop det fine ved Axial Figures. Den spørger ikke “forstod du det?” den spørger “hvordan føltes det?”

Et lille sted med stor nærhed

Inden forestillingen går i gang, kan du sidde i HeadQuarters, som ligger i samme bygning som Bora Bora. Her kan du nyde en drink i baren. Det er en af Aarhus’ små teatersale, og det gør noget særligt. Der er god plads mellem stolene, men du er stadig helt tæt på det hele. Og i mørket, det totale mørke under forestillingen, føles det næsten som om, du selv hænger i et reb.