Axial Figures på Bora Bora – fem kroppe, fem reb og masser af plads til egne tanker

Fotograf: Jens Peter Engedal

Fem kroppe, fem reb

Hvordan føles det at være bundet til noget og samtidig forsøge at være fri? Det var en af de tanker, jeg sad med efter Axial Figures på Bora Bora, hvor fem kvinder og fem reb stort set er alt, der skal til for at fylde scenen.

Forestillingen begynder stille. Danserne bevæger sig langsomt, trækker i rebene, læner sig ind i dem og bruger deres egen kropsvægt som en del af bevægelserne. Der sker ikke voldsomt meget i starten, men efterhånden begynder man at lægge mærke til, hvordan den ene bevægelse påvirker den næste, og hvordan rebene hele tiden forbinder danserne med hinanden.

For mig begyndte forestillingen ret hurtigt at handle om relationer. Om det med at være bundet til andre mennesker, holde fast, give slip og nogle gange tro, at man står alene, selv om man måske ikke gør det.

Når én pludselig er alene

På et tidspunkt begynder én af performerene at klatre op, mens de andre holder fast i rebene, som efterhånden er blevet flettet sammen til et net af forbindelser.

Så ændrer scenen karakter. Hun hænger alene med hovedet nedad i en kegle af lys, mens resten af salen er mørk. Det er et af de billeder, jeg tog med mig hjem, fordi følelsen i det var så tydelig. Den der fornemmelse af pludselig at stå alene i noget, selv om man lige før var en del af et fællesskab.

Senere kommer hun ned igen og begynder at vikle sig ind i rebet på gulvet. Jeg læste det først som en form for opgivelse, men det kunne lige så godt være ro, forvandling eller noget helt fjerde.

Og det er netop noget af det, jeg godt kunne lide ved Axial Figures. Forestillingen forsøger ikke at fortælle dig, hvad du skal se.

Når de finder sammen igen

Efter noget tid samles de fem kvinder igen, og nu foregår en større del af bevægelserne oppe i rebene. De svæver, drejer og bevæger sig mere synkront, og for mig føltes det næsten som en genforening.

Men den oplevelse er min.

Personen ved siden af mig kan sagtens have set noget helt andet, og det er en af styrkerne ved forestillingen. Der er ingen fortællerstemme og ingen forklaring på, hvad billederne betyder. Du får bevægelse, lys, lyd, kroppe og reb, og så må du selv mærke efter, hvad det sætter i gang.
Jeg oplevede det som en fortælling om styrke, afhængighed og relationer, men jeg tror ikke, man behøver gå derfra med en bestemt fortolkning for at få noget ud af den.

En forestilling, som man mærker

Axial Figures er nok en af de forestillinger, jeg mere mærkede, end jeg forstod, og det mener jeg faktisk positivt.

Da jeg gik derfra, var det ikke med følelsen af, at jeg havde gennemskuet en fortælling fra begyndelse til slut. Til gengæld havde jeg en masse billeder med mig. Kroppene, der holdt hinanden. Kvinden alene i lyset. Rebet omkring kroppen. De fem performere, der fandt sammen igen.
Det er den type forestilling, hvor tankerne først rigtig begynder at arbejde bagefter.

Når krop og rum hænger sammen

Koreografien er skabt af Simone Wierød i samarbejde med arkitekter fra Standard Practice, og det kan mærkes i måden, rummet bliver brugt på.
Rebene fungerer ikke bare som rekvisitter. De ændrer hele tiden scenen og skaber nye linjer og mønstre omkring danserne. Nogle gange føles de som noget, der støtter kroppen, andre gange som noget, den skal arbejde imod.

Det giver forestillingen et meget visuelt udtryk, hvor scenografien hele tiden ændrer sig, selv om der egentlig kun er kroppe og reb på scenen.

Tæt på på Bora Bora

Bora Boras intime sal passer rigtig godt til en forestilling som Axial Figures. Du sidder tæt på scenen og kan følge de små bevægelser, samtidig med at mørket omkring scenen gør lysbillederne meget markante.

Inden forestillingen kan du tage en drink i HeadQuarters, som ligger i samme bygning. Det er en del af det, jeg godt kan lide ved Bora Bora. Det føles uformelt. Du går gennem baren, finder ned til teatret og sætter dig i et forholdsvis lille rum, hvor afstanden mellem scene og publikum aldrig bliver særlig stor.

Det gjorde også noget ved Axial Figures. Når en performer hang alene i lyset, føltes hun ikke langt væk. Og når alle fem igen fyldte scenen, kunne man næsten mærke bevægelserne fysisk.

Jeg gik derfra uden et facit, og det var egentlig meget passende. Axial Figures spørger ikke så meget, om du har forstået forestillingen. Den giver dig i stedet plads til at mærke, hvad den gør ved dig.

Fakta om Axial Figures

Koreografi:

Simone Wierød (DK)

Performere:

Saana Leppänen (FI)
Moa Karlsson (SE)
Karoline Aamås (SE)
Laura Kivistik (EST)
Sasha Niamh Lindner (DE)