Aarhus Revyen 2025 åbnede med grin, musik og masser af genkendelse
Der var noget særligt over stemningen, allerede før vi trådte ind i salen. Den røde løber var rullet ud indenfor i Hermans i Tivoli Friheden, hvor Aarhus Revyen 2025 havde premiere. Forventningsfulde grin i luften og kendte ansigter, der småsnakkede og hilste på hinanden. Vi var med som presse – og det her var min første revy nogensinde.
Og nej, det bliver ikke den sidste.
For hold nu op, hvor jeg grinede. Ikke sådan et høfligt kulturgrin. Nej – sådan helt-ned-i-maven-grin, hvor tårerne triller og man glemmer, at man sidder blandt fremmede. Revyens særlige evne til at ramme noget genkendeligt, noget vi alle deler, gør den til noget helt særligt. Jeg er over 50 og farmor – og da parodien af farmoderen kom på scenen, følte jeg mig set og hørt. Og ikke mindst underholdt.
Aarhus Revyen er kendt for sin musikalske styrke. Det bemærkede flere, vi talte med før forestillingen. Revyforfatter og direktør for Sønderborg Sommer Revy, Leif Maibom, sagde det helt klart: “Jeg håber, de fortsætter den musikalske tradition – og gerne med noget mere uptempo musik, så man udvikler det lidt.”
En af aftenens største latterbrøl kom under sangene om trafikken i Aarhus. Med satiriske stik til Dokk1-parkeringen (der ironisk nok var ude af drift dagen efter) og parodier på kendte danske sangere, lagde nummeret salen ned. Det var rammende, relaterbart og hylende morsomt.
Vi talte med Micki Cheng før showet og spurgte hvad der skal til for, at en revy er god. “En revy skal være sjov, men man skal også gerne kunne lære noget af den,” sagde han. “Og så elsker jeg at se sammenspillet mellem skuespillerne – når de har det sjovt på scenen, så smitter det.” Han tilføjede med et grin: “Der er rigtig mange Aarhus-historier – og jeg bliver måske lidt udfordret, for jeg er jo fra Randers. Men jeg hænger i så godt jeg kan.”
Når en hel sal bliver ét publikum
Szhirley, som også står på scenen, sagde det måske bedst selv, da vi fangede hende efter forestillingen og spurgte hvad man som publikum skal tage med hjem fra revyen: “Jeg håber, at publikum kan flyve lidt lettere hjem, end da de kom. At de kan få lov til at lukke alt andet ude for en stund og bare være med i legen.”
Hun uddyber: “Det er godt nok voldsomt at være i verden lige nu, på alle måder. Så jeg håber, det her bliver en ventil for folk – at de bare kan være her med os, have en fest og lege med i vores leg.”
Szhirley elsker det musikalske i revyverdenen: “Den har noget helt særligt. Der er en villighed til at lege og smide tingene op i luften og lade det falde ned på en ny måde. Og selvom vi holder fast i traditionerne, er der også plads til fornyelse.”
Hun tilføjer: “Jeg synes, det er helt vildt vidunderligt, at man kan få så meget musik ind i det – og at det både rummer poesi og humor.”
Det lykkedes. Stemningen i salen var elektrisk. Hele salen levede med i revyen – med latter, bifald og godt humør. Det føltes som en fælles fest, en fælles oplevelse, selvom vi ikke kendte hinanden.
Lige bag os sad en ældre dame, som var helt igennem henrivende. Hun kommenterede, grinede og levede sig så meget ind i forestillingen, at det smittede. Hun var fast gæst ved årets revyer, fortalte hun, og hendes begejstring og umiddelbare reaktioner var med til at gøre oplevelsen endnu federe for os.
Revyen som samlingspunkt – Vi skal turde sige tingene højt
Det lykkedes. Stemningen i salen var elektrisk. Publikum var med hele vejen, og i pausen mødte vi både unge og ældre, som tydeligvis var blevet ramt af revyens magi. En håndværkervirksomhed havde tradition for at tage deres medarbejdere med hvert år. De unge kendte måske ikke alle referencerne – men det gjorde de ældre, som sad og nikkede genkendende til jokes og parodier. “I år er revyen meget bedre end sidste år,” lød det.
To fra Aarhus Erhverv sagde det sådan her, før showet: “Jeg glæder mig allermest til at høre, hvad det er for nogle emner – hvad optager dem?” Og på spørgsmålet om, om det er okay, at revyen tager fat i det, vi ellers ikke taler om, svarede de: “Ja, det synes jeg. Vi skal turde tale om tingene – ellers bliver der for lang afstand. Revyen er en af de sidste formater, vi har tilbage, hvor man tør gøre nogle ting.”
Det, revyen kan, er netop det: Samle generationer om grin og genkendelse. Og ja, publikum var hovedsageligt 50+ – men som en af gæsterne formulerede det: “De unge bliver jo også ældre.”
Politikken manglede heller ikke. Trump dukkede selvfølgelig op, og de lokale politikere fik også deres kærlige svirp med. Det gør noget, når satiren tør være ærlig, men også rummelig.
Vi mødte også Le Münster-Swendsen og Marianne Gonnov Bøgelund før forestillingen. Hvad glædede de sig mest til? “Uh ha, at grine!” lød det prompte. “Vi glæder os bare til det hele – og der er helt sikkert en masse dejligt musik.” Om hvad der kendetegner en god revy, sagde de: “Det er både tekster, som gerne må være rørende, sjove og satiriske – og så er der noget med sammenspil og om skuespillerne matcher hinanden. En revy, hvor man simpelthen ikke kan holde op med at grine – og hvor man er modig.”
Aarhus Erhverv
Hvis du ikke griner af det ene, griner du af det næste
Men det er ikke bare politisk. Det er menneskeligt. Parodien på kvinden fra Harlev i overgangsalderen fik mig til at grine så jeg næsten tabte pusten. Og hendes afslutningsreplik? Nej, den røber vi ikke her – den skal opleves.
Revyen rystede posen med figurer, vi allesammen kender. Ikke bare kendisser, men typer. Kollegaen. Svigermoren. Os selv. “Sketchene er så forskellige, at der er noget for enhver smag,” sagde Szhirley. “Hvis man ikke lige er til politik, så går der kun et øjeblik – så kommer der noget nyt, man kan grine af.”
Og det gjorde der. Igen og igen.
Jeg kom som revyjomfru og gik derfra med latterkramper og følelsen af at være en del af noget fælles. Aarhus Revyen 2025 er ikke mere end en forestilling – det er en ventil. En musikalsk, satirisk og rørende pause fra verden, som den er.
Og næste år? Så sidder jeg der igen.
Aarhus Revyen 2025
Sæson:
Onsdag d. 2. april – lørdag d. 10. maj 2025
Premiere:
Fredag d. 4. april 2025 kl. 20.00
Sidste forestilling:
Lørdag d. 10. maj 2025 kl. 16.00
Spilletider:
Torsdag kl. 20.00
Fredag kl. 20.00
Lørdag kl. 16.00
Varighed:
Cirka 2 timer og 20 minutter inkl. pause
Jasmin Gabay
Leif og Johnna Maibom
Sussi Nielsen og Steen Nørholm Hansen
Artikler
Det sker i Århus
Find en oversigt over de kommende oplevelser og events i Århus.





































