Toto leverer uforglemmelig aften med hits i Friheden
Lørdag aften stod jeg klar med fotograf Wyrle Studio til den tredje Summer Session i Tivoli Friheden denne sommer. Toto spillede på scenen, og Sko/Torp varmede publikum op. Og sammen leverede de Summer Sessions bedste musikoplevelse.
Både Sko/Torp og Toto formåede at skabe en tæt kontakt med publikum gennem små anekdoter og vittigheder. Dette havde jeg savnet ved de to tidligere Summer Sessions, hvor hovednavnene virkede lidt for kommercielle til et sted som Friheden.
Vittighederne begyndte allerede, da Søren Torp fra scenen jokede om, at Sko/Torp havde foreslået Toto at slå sig sammen og kalde sig Sko Toto Torp.
Selvom koncerten ikke var helt udsolgt, var stemningen blandt de fremmødte fantastisk, og der var mange flere til stede lørdag aften end ved de to tidligere Summer Session koncerter.
Toto er et band, jeg er vokset op med i 80’erne, og jeg har lyttet til deres hits på kassettebåndoptageren. Derfor blev jeg overrasket over at se så mange yngre mennesker blandt publikum. Og mange af dem stod helt oppe foran ved scenen.
Unge fans fejrer Toto
Jeg fik en snak med nogle af de unge fremmødte inden koncerten, og de fortalte, at de var der, fordi de havde hørt Toto i deres barndom hjemme hos deres forældre. Samtidig er musik fra fortiden blevet lidt af en kult igen. Et par stykker nævnte Birthe Kjær som et eksempel på en kunstner, der er blevet utrolig populær blandt de unge. Det samme gælder vinylplader, som mange unge er begyndt at købe og her er der rig mulighed for at lytte til 80’er musik. Et ungt par kom ind på, at mange af de ældre bands er også ved at være på deres sidste turnéer, så det er med at få den oplevelse med, mens man kan.
Toto i topform
Præcis kl. 21 gik Toto på scenen og åbnede koncerten med “Girl Goodbye.” Både Steve Lukather og Joseph Williams var i topform, og man skulle ikke tro, at de havde fire årtier bag sig. Alle syv medlemmer af bandet udstrålede en fantastisk kemi, og det var tydeligt, at de nød at stå på scenen foran publikum, selv her i Friheden i Århus på deres verdensturné. Der blev smilet og grinet, og den gode stemning mellem dem var tydelig for alle.
Steve Lukather holdt den gode stemning ved lige med små anekdoter og jokes. På et tidspunkt skålede han fra scenen ned mod publikum med ordene: “Cheers in my fake beer. 10 more of them and my pants come off. Nobody wants to see that anymore.”
“Hold the Line” blev sunget som sang nummer to, og derefter var publikum fanget til koncertens afslutning. Der blev sunget med, rocket og danset på plænen i Friheden. Ved den bagerste bar var der gang i pardansen, hvor flere par dansede med en øl i den ene hånd og partneren i den anden.
Jeg nød koncerten til fulde, men jeg nød mindst lige så meget at kigge på publikum. Unge og ældre dansede og sang sammen til de velkendte sange.
Flere gange bemærkede jeg, at især det yngre publikum skyndte sig op foran scenen for at få den bedste oplevelse.
Et særligt rørende øjeblik var, da jeg så en dreng på omkring ni år hoppe i vandpytter iført en lidt for stor Toto T-shirt. Han var sammen med sine forældre, og de hyggede sig og grinede sammen.
En koncert fyldt med energi og professionalisme
Der var både lange guitar-, klaver- og trommesoloer, som gav publikum en god anledning til at tanke op med fadøl fra barerne. Alt i alt er Toto utroligt professionelle, og de leverede en koncert fyldt med hits, der virkelig involverede publikum. Det er utroligt at tænke på, at både Joseph Williams og Steve Lukather er over 60 år, for det kunne hverken høres på deres stemmer eller guitarspil.
Toto er et band, man let kan blive forelsket i efter at have set dem live. De udstråler en sådan energi, at man får lyst til at sætte sig sammen med dem i en sofa og jamme.
Vi giver ikke anmelderstjerner her på Aarhus Inside, men hvis vi gjorde, ville Toto have fortjent 5 ud af 5 stjerner for deres koncert i Friheden lørdag aften. Det var en oplevelse, der var alle pengene værd.
Toto er et amerikansk rockband, dannet i Los Angeles i 1977. Bandet er kendt for deres unikke blanding af rock, pop, jazz, funk, og R&B, som har skabt en række tidløse hits gennem årene. Blandt deres mest kendte sange finder man klassikere som “Africa,” “Hold the Line,” og “Rosanna,” som alle har opnået stor kommerciel succes og er blevet ikoniske numre inden for rockgenren.
Bandet består af dygtige musikere, herunder Steve Lukather, som er kendt for sit fremragende guitarspil, og Joseph Williams, der har en kraftfuld og distinkt stemme. Toto har gennem deres karriere udgivet en række succesfulde album, hvoraf flere har vundet Grammy Awards.
Toto’s musik er præget af komplekse arrangementer og høj teknisk dygtighed, hvilket har gjort dem til et favoritband blandt både musikere og fans. Deres evne til at blande forskellige musikstilarter på en harmonisk måde har givet dem en bred fanbase over hele verden.
Selvom medlemmerne har ændret sig gennem årene, har Toto formået at bevare deres unikke lyd og høje musikalske standard. Bandet er også kendt for deres energiske liveoptrædener, hvor de altid formår at skabe en tæt forbindelse med publikum.
Foto kredit til Wyrle Studio i Århus, for de fantastiske billeder fra aftenens koncert.
Artikler
Det sker i Århus
Find en oversigt over de kommende oplevelser og events i Århus.