Smukfest medhjælpere – Hjertet af en fantastisk festivaloplevelse
En efterspurgt oplevelse af fællesskab og musik
Når du træder ind på Smukfest i Skanderborg, er det ikke kun de store scener og musikken, der fanger din opmærksomhed. Det er også de utrættelige Smukfest medhjælpere, der bærer på ansvaret for, at både gæster, kunstnere og pressen får en uforglemmelig oplevelse. Med hele 17.000 medhjælpere før, under og efter festivalen er det dem, der sikrer, at alle hjulene drejer gnidningsfrit og gør Smukfest til den årlige succes, den er.
At være en del af teamet af Smukfest medhjælpere er eftertragtet, og dette bekræftes også på den officielle Facebook-gruppe med næsten 11.000 medlemmer. Daglige opslag, der informerer om, hvordan man kan blive en del af det frivillige fællesskab, florerer i tiden op til festivalen.
På samme måde som billetterne til Smukfest ofte er genstand for ventelister og intens efterspørgsel, var der i 2023 endda ventelister for dem, der ønskede at tilslutte sig de eftertragtede medhjælperhold. Det er en tydelig indikation af den enorme popularitet og efterspørgsel, der omgiver dette enestående frivillige samarbejde.
For at finde ud af, hvad der gør Smukfest så eftertragtet, udover den store medhjælperfest i maj, at mange afsætter 2-3 dage af deres august, har jeg snakket med 3 erfarne Smukfest veteraner. For det er netop kernen i Smukfest’s særlige appel. Mange af de dedikerede medhjælpere vender tilbage år efter år som en fast tradition, og når deres egne børn når den rette alder, introducerer de også dem til den frivillige verden på Smukfest. Her kan du møde Maja, der er fuldtidsansat som chef for alle de frivillige. Du kan møde Christian, der fungerer som formand for FADD1-baren, strategisk placeret ved Bøgescenerne. Endelig møder du Preben, der bestrider rollen som subformand for Vodka Juice-baren, en populær destination ved Stjernescenen.
Bag kulisserne med Maja
Maja er en central skikkelse i Smukfest-organisationen. Men selvom hendes titel er chef, så betyder det ikke, at hun har direkte ansvar over alle de 17.000 frivillige. Den rolle ligger hos de mange formænd, der arbejder sammen med de frivillige på de forskellige hold.
Hendes fokuserer er at sikre, at Smukfest bevæger sig fremadrettet med stadig flere attraktive rammer for Smukfest medhjælpere i de kommende år.
Majas beskrivelse af Smukfest som en stor familie er mere end blot en metafor. De lægger stor vægt på at skabe et inkluderende miljø, hvor frivillige føler sig som en afgørende del af festivalen. Dette opnås ved at give frivillige formænd friheden til at forme deres teams og arbejde sammen som en enhed. Dette skaber en stærk følelse af fællesskab og samarbejde, der strækker sig ud over arbejdsopgaverne.
Festivalens værdier, herunder inklusion og mangfoldighed, gennemsyrer organisationen. For de frivillige som har særlige udfordringer, men som gerne vil prøve kræfter med livet som frivillig har Smukfest oprettet forskellige tiltag for at imødekomme forskellige behov, herunder muligheden med ledsagere for fysisk handicappede. “Vi tror på at skabe et miljø, hvor alle føler sig velkomne og værdsat som en del af fællesskabet.” Vi forsøger ikke at lave en ‘one size fits all’ løsning, men skræddersyer muligheder for alle, uanset deres udfordringer eller behov, siger Maja og fortsætter, “de frivillige, der har ekstra udfordringer bliver en del af de forskellige hold på festivalen. Så sørger formanden for at holde hånden lidt under dem og for at de får nogle succesoplevelser.”
Smukfest giver også studerende mulighed for at udvikle deres ledelseskompetencer inden for kommunikation, samarbejde, problemløsning og beslutningstagning. Dette gøres blandt andet gennem samarbejde med nogle af de større uddannelsessteder, hvor de giver praktikanter mulighed for at lære værdifulde færdigheder, som de kan overføre til deres civile liv og karrierer.
Efter Corona har der været udfordringer med at få nok frivillige til at hjælpe i mange af de danske foreninger og for nogle kan der være en lidt usikkerhed omkring fremtiden med netop den frivillige arbejdskraft.
For Maja er der ingen bekymring. Tværtimod ser hun en ny generation, der ivrigt ønsker at deltage i fællesskaber og hjælpe til, “den kulturelle frivillighed er fyldt med unge mennesker, der brænder for at være en del af noget større. De ønsker at engagere sig og skabe fællesskab og festivaler som Smukfest er også med til at give folk mulighed for at komme ud af ensomhed og finde et fællesskab, hvor de kan være sig selv uden præstationsræs.”
Fællesskab og sjov bagved baren
Ved Stjernescenen finder du en af de mange Vodka Juice barer, som er fordelt rundt på festivalen. Her står et team på 25 Smukfest medhjælpere klar fra onsdag til lørdag på Smukfest. Preben, der er subforman delte hans oplevelser og engagement som frivillig på Smukfest.
Prebens egen Smukfestrejse begyndte for mange år siden, da han i 1983 første gang var på festivalen og senere i 2003 blev frivillig og siden dengang har været en del af festivalen.
Når man spørger en veteran som Preben, hvad årsagen er til, at mange medhjælpere vender tilbage år efter år, så er der ingen tvivl i hans stemme. “Det er bare fedt at være der,” siger Preben og fortsætter, “Der er en god stemning, og Smukfest gør rigtig meget for deres frivillige. Bagved selve baren har vi vores eget lille telt, hvor vi har sodavand og slik og chips. Her kan vi trække os og lige få lidt ro. Det område er der, hvor vi hygger og har det sjovt sammen,” forklarer Preben. Men det handler også om fællesskabet. “Det at møde de frivillige, som er med på holdet år efter år, det bliver også lidt nostalgisk.”
Men det er ikke kun arbejdet, der gør Vodka Juice baren speciel. “Vi er gode til at rose hinanden og give high fives, og så klæder vi os ud i baren. Der kører sådan et orange tema. Det sætter lidt kulør på baren og giver både gæster og frivillige en sjovere stemning,” siger Preben. Det handler om at have det sjovt, mens man arbejder.
Og både sjovt og det familiære er en stor del af mange hold på Smukfest også for Preben. “På et tidspunkt var en betydelig del af min nærmeste kreds også involveret. Min bror havde faktisk tidligere fungeret som formand for baren i mange år, og både hans to døtre og mine tre sønner deltog på et tidspunkt som frivillige i baren. Derudover har nogle af deres venner også været med som medhjælpere i vores bar. Det er ikke kun familien, jeg har også en kollega fra arbejdet, der deltager sammen med sin mand,” fortæller Preben.
Det er ikke kun de frivillige som har favoritsteder på Smukfest. Det har gæsterne også. “Der kommer mange gæster forbi baren, som har været her i de foregående år. Der kom nogle, som havde taget en selfie sammen med en af medhjælperne for fire år siden, og de skulle lige se, om han stadig var der”, siger han grinende.
Preben, subformand i Vodka Juice baren
Bag baren ved Christian – formand for FADD1
For Christian, der er formand ved den populære bar FADD1, der ligger ved Bøgescenerne, har Smukfest også en helt speciel betydning for ham.
“Jeg startede som Smukfest medhjælper i 2010 og blev formand i 2018. Jeg har stået i den samme bar altid. Den udsigt lige ned til Bøgescenen forlader man ikke. Og jeg kan ærligt sige, at Smukfest har givet mig så mange uforglemmelige minder og venner for livet”, fortæller han.
Selvom der er en dyb forbindelse til festivalen, så er presset på baren betydeligt. Med mange gæster og travle perioder fra kræver det dygtige og engagerede frivillige. I de 5 dage, hvor FADD1 baren er åben, er de i alt 80 medhjælpere på arbejde og når der er rigtig travlt, så er de omkring 35 medhjælpere i baren på en gang. Men så har de også haft omkring 20.500 ekspeditioner og serviceret gæster med 16.000 liter fadøl i løbet af de 5 dage.
En bar med så travle perioder kræver overblik og god sammenspil mellem Smukfest medhjælpere og her er det vigtigt, at alle passer godt sammen på holdet og det er også noget som Christian vægter højt, når medhjælperholdet skal sammensættes. “Jeg tager en vurdering i starten om, hvorvidt de passer ind med resten af holdet, for når der er tryk på, skal det gå stærkt, og man skal være klar til at kunne indgå i det pres. Hvis det ikke virker som en god pasform, foreslår jeg, at der måske er andre hold, der passer bedre til dem. Dette punkt er noget, vi nævner på vores infomøde lige inden Smukfest, hvor vi fortæller dem, at før en stor koncert og efter koncerten er der meget pres. Det er noget, de ofte selv mærker, og de kan faktisk godt lide det. Som mange af dem siger: “Vi vil hellere have travlt end at stå og ikke lave noget.”
“Derudover har vi en positiv ånd på holdet. Vi sørger for at have det sjovt sammen. Nogen kan finde på at introducere en sjov dans, og vi har endda en humorambassadør på holdet, hvis opgave det er at sprede lidt morskab både i baren og over for gæsterne,” slutter Christian.
Smukfest medhjælper – derfor!
Så næste gang du skal til Smukfest, så husk på de utallige historier som Preben og Christian, og hvordan de sammen med tusindvis af andre frivillige er med til at skabe magien bag festivalen. Det er historier som deres, der gør Smukfest til meget mere end blot en festival – det er en oplevelse, et fællesskab og minder, der varer livet ud.
musik og festivaler
Det sker i Århus
Find en oversigt over de kommende oplevelser og events i Århus i 2023. Uanset om du er til kultur, kunst, musik eller noget helt fjerde, er der noget for enhver smag.