Aarhus Inside logo

Series Awards 2025 blev en aften med latter og kærlighed til serier

Udgivet: 7. november 2025
Clara Dessau og Afshin Firouzi på den røde løber ved Serie Awards 2025
af: Christina Hazelden - Fotograf: Wyrle Studio

Stemningen i foyeren er let og festlig, mens lyset fra den røde løber glitrer i glassene og samtalerne summer omkring én.

Kendte ansigter glider forbi, nogen vinker, andre smiler over en krammer. Pressens kameraer blinker, og det hele sitrer af forventning.

Series Awards er Danmarks store fejring af serier og streamingproduktioner. En aften, hvor både skuespillere, manusforfattere og instruktører hyldes for de historier, der får os til at leve med og nogle gange glemme, at det kun er fiktion.

Series Awards 2025 er flyttet fra Filmbyen til biografsalen i VUE, og det giver på en måde rigtig god mening. For hvor skal man ellers fejre serierne end dér, hvor de hører hjemme, på det store lærred.

Man mærker hurtigt, at det her ikke bare er et awardshow. Det er en kærlighedserklæring til alt det, der samler os foran skærmen. Til de historier, vi lever os ind i. Til grinene, tårerne og de karakterer, vi næsten glemmer ikke findes i virkeligheden.

Clara Dessau og Afshin Firouzi på den røde løber ved Serie Awards 2025

Foyeren summer af snak og gensyn, mens cavaen bobler og lyset fra den røde løber glitrer i glassene. Aftenen er i gang, og stemningen er til at tage og føle på.

Mygind sætter tonen med sang og sjæl

Da lyset dæmpes, og salen summer stille, træder Peter Mygind frem. Han tager mikrofonen, smiler og begynder at synge “Love is in the air.”
Folk i biografstolene begynder at klappe, nogen griner, andre nynner med. Det er sådan en åbning, man kun kan få, når værten virkelig tør være sig selv.

Mygind er ikke bare konferencier, han er nærvær. Han danser, driller og favner hele salen med varme. “Jeg lover jer mit nærvær,” siger han i sin introduktion, og man tror på ham. Han holder, hvad han lover.

Når han præsenterer de næste på scenen, læser han deres horoskop op fra Alt for Damerne, altid med et glimt i øjet. Ingen bliver gjort til grin. Tværtimod. Han løfter dem. Taler om deres arbejde, deres betydning og deres energi. Det er både sjovt og ægte og det er sjældent, de to ting mødes så naturligt.

Nærbillede af karakter i Julen findes ikke på Aarhus Teater

Peter Mygind synger, danser og spreder energi fra scenen. Hans nærvær fylder hele salen, og man glemmer næsten, at det her egentlig er et awardshow.

Den første pris og en ny kategori

Series Awards 2025 markerer et nyt kapitel. For første gang uddeles der en pris for Bedste dokumentarserie og hvor er det godt gået af Serie Awards, at denne pris også skal med. For grænsen mellem dokumentar og drama er blevet mere flydende. Publikum klapper, da Balladen om Kolonihaven bliver råbt op som vinder.

“Det er fantastisk, at vi nu også hylder den del af fortællingen,” siger showets chef Felicia Jackson tidligere på aftenen. Hun står bag festivalen THIS, som Series Awards er en del af, og minder salen om, at det er femte år i træk, Danmark og Norden samles for at hylde serierne.

Der bliver grinet i salen. Folk rækker over ryglæn for at hilse på kollegaer. Man mærker den særlige stemning, der opstår, når folk både er konkurrenter og kollegaer, for i aften handler det om kærligheden til fortællingerne.

Skuespillere i Julen findes ikke på Aarhus Teater står og ligger på stole med mobiltelefoner

Clara Dessau, da hun finder ud af, at hun har vundet Talentprisen for Legenden.

Clara Dessau får Talentprisen

Da skuespilleren Clara Dessau vinder Talentprisen for serien Legenden, ryster hun på hænderne, mens hun går på scenen. “Jeg er så nervøs,” siger hun. Hun takker sin mor, sine venner, sit hold og ender med at stå der med tårer i øjnene.

Mygind griber øjeblikket. Han vender tilbage på scenen og bryder ud i sang igen. “Fly me to the moon,” synger han og laver en lille dans mellem versene. Publikum griner og klapper. Det føles improviseret, men samtidig som noget, han har gjort hele sit liv, nemlig at samle folk i fælles latter.

Skuespillere i Julen findes ikke på Aarhus Teater står og ligger på stole med mobiltelefoner

Mia Lyhne tager imod The Legacy Award på scenen, en pris til Klovn for seriens ikoniske aftryk på dansk komik.

Legacy Award til Klovn

Så kommer en helt ny pris. The Legacy Award.
“Den har I ikke hørt om før,” siger Mygind og kigger ud mod publikum.
Han begynder at tale på fransk og derefter på “hollandsk”, i en komisk selvfortolkning af, hvordan udenlandske medier har omtalt vinderen. Folk skraldgriner. Det hele kulminerer, da han endelig afslører, at prisen går til Klovn.

Mia Lyhne er til stede og tager imod prisen, mens Frank Hvam og Casper Christensen sender en videohilsen fra sofaen.
“Vi synes faktisk, vi fortjener den, vi har kæmpet med det her lort i 20 år, og endelig er der nogen, der sætter pris på det,” siger Casper med sit velkendte tørre smil.

Det er sagt med klassisk Klovn-glimt i øjet. Ironisk, selvironisk og alligevel sandt. For efter to årtier med pinlig perfektion har de to mænd faktisk sat sig tungt på dansk tv-historie.

Hannah og Laust åbner julekassen i Julen findes ikke på Aarhus Teater

Ann Lind Andersen står på scenen og minder alle om, hvorfor aftenen handler om kærlighed til historierne.

En stærk branche med høje standarder

Inden aftenens sidste priser bliver uddelt, går Anne Lind Andersen på scenen. Hun er medlem af juryen, filmekspert og en stærk stemme i dansk serieproduktion. Hun roser årets felt og minder publikum om, at der trods krisetegn stadig bliver skabt imponerende mange danske og nordiske serier i høj kvalitet.
“Vi har en virkelig høj barre, og det kan vi godt være stolte af,” siger hun fra scenen, før hun præsenterer de nominerede til Bedste serie.

Da spændingen bliver udløst, går prisen endnu engang til Reservatet, som dermed cementerer sin position som aftenens helt store vinder.

Hannah og Laust åbner julekassen i Julen findes ikke på Aarhus Teater

Instruktør Per Fly sidder i salen med prisen for Bedste instruktion.

Reservatet løber med det meste

Netflix-serien Reservatet bliver aftenens store vinder. Den får priser for Bedste krimiserie, Bedste miniserie, Bedste manuskript, Bedste instruktion og Bedste serie.
Bag kameraet står instruktør Per Fly, en af landets anerkendte filmskabere, der gennem årene har sat sit tydelige aftryk på dansk film og tv. Hans arbejde i Reservatet blev hyldet for både præcision, nærvær og mod og man kunne mærke respekten i salen, da hans navn blev nævnt.

Og Danica Čurčić, der netop har født, vinder Bedste skuespilpræstation og takker i en video fra sin seng, hvor hun sidder med uglet hår, og ingen makeup.
“Jeg ser så frisk ud, fordi jeg har en nyfødt baby på armen,” griner hun, inden hun bliver alvorlig og takker Per Fly og hovedforfatter Ingeborg Topsøe.

Stor respekt for at vise et ærligt øjeblik midt i en glitrende prisfest og se en skuespiller, der viser sig præcis, som hun er.

Scenen med Karl-Heinz’ stue i Julen findes ikke på Aarhus Teater

Jublen bryder ud, da Reservatet bliver råbt op første gang. Det er starten på en aften, hvor serien skal vise sig at løbe med det meste.

Fællesskab og følelser på lærredet

Da Sommerdahl VI vinder Publikumsprisen, Aarhus Seriepris, er Peter Mygind tydeligt rørt.
Han havde fortalt i interviewet inden showet, at han ikke regnede med at vinde: “Det er jo tit dem med mange følgere, der løber med den.”
Men da navnet bliver råbt op, smiler han stort. Publikum klapper, og man mærker den varme, som netop Mygind har givet hele aftenen.

Det er ikke bare et awardshow. Det er en hyldest til historierne og til dem, der fortæller dem.
Fra runners til manusforfattere. Fra skuespillere til lysmestre. Mygind nævner dem alle i sin åbningstale, og på en eller anden måde bliver aftenen et spejl af netop det fællesskab.

Da han afslutter showet, siger han:
“Publikum er kongen. Uden jer, ingen historier.”
Og så takker han, smiler og bukker.

Da dørene åbner, vælter folk ud i foyeren med smil i stemmen og priser i hænderne. 

En blev aften, hvor kærligheden til serier og til fællesskabet, var til at tage og føle på.

Clara Dessau og Afshin Firouzi på den røde løber ved Serie Awards 2025

Clara Dessau og Afshin Firouzi på den røde løber før showet.

Vinderne ved Series Awards 2025

Bedste serie: Reservatet (Netflix)
Bedste miniserie: Reservatet
Bedste krimiserie: Reservatet
Bedste manuskript: Reservatet
Bedste instruktion: Reservatet – instrueret af Per Fly
Bedste skuespilpræstation: Danica Čurčić – Reservatet
Bedste dokumentarserie: Balladen om Kolonihaven
Talentprisen: Clara Dessau – Legenden
The Legacy Award: Klovn
Publikumsprisen – Aarhus Seriepris: Sommerdahl VI