Aarhus Inside logo

Radio go!FM Live er en årlig Aarhusfest med traditioner

Udgivet: 27. maj 2023
Radio Go FM Live
af: Christina Hazelden

Hvert år i april begynder mange tusinde Radio go!FM lyttere i Aarhus at summe af forventning. Det er snart ved at være tid til, at de meget eftertragtede billetter til årets event i Friheden bliver frigivet i udvalgte butikker. Der er kun mulighed for at få 2 gratis billetter per person, så for mange bliver det en tur rundt i flere butikker i Aarhus, hvor man med forventning stiller sig i kundeservice og krydser fingre for, at der stadig er flere billetter tilbage.

På dagen for frigivelsen er der lange køer de steder, hvor billetter først langes over disken og Radio go!FM bliver kimet ned af lyttere, der vil høre, hvordan de kan sikre sig en billet. I år tog det kun 3 dage inden alle billetter var revet væk fra butikkers kundeservice. Og de heldige kunne med spænding glæde sig til årets Radio go!FM live i Friheden midt i maj.

Radio Go FM Live

Festivalstemning og Fællesskab

Som altid – 7-9-13 – så skinnede solen var en skyfri himmel, da dørene blev åbnet kl. 16 i Friheden og de første gæster med forventning gik ind ad portene. Fadølshanerne blev taget i brug og forlystelserne blev åbnet. Tiden inden koncerten gik i gang blev brugt til at slænge sig på tæpper på den store plæne eller tuller rundt i Friheden og prøve et par af forlystelserne.
For mange så indtog følelsen af at være på festival. For Radio go!FM Live er ikke blot en koncert med kendte danske kunstnere. Det er en dag, hvor venner og familier mødes for at lytte til god musik, for at hygge sig og have en sjov dag og aften og for at være en del af det fællesskab, som netop denne dag er med til at skabe.

Radio Go FM Live

Bag kulissen

Bagved hele arrangementet er et hold utrolige dedikeret medarbejdere, en flok frivillige og en god portion sponsorer.
Jeg fik en snak med Simone ugen op til den store begivenhed. Simone er morgenvært på Radioen og også dette års konferencier på scenen, sammen med sin medvært Magnus.

Simone fortalte, at eventet er en stor tak til alle lyttere og en gestus for at vise deres værdsættelse. Ved at give deres lyttere en uforglemmelig oplevelse hvert år, kan radioen give lidt tilbage til deres trofaste lyttere. Samtidig er live eventet også en mulighed for at minde århusianere om, hvem Radio go!FM er. At vi i Danmarks anden største by også har en lokal radiostation, som hver dag bidrager til byens DNA.

Man kan tydelig mærke Simones kærlighed til Live eventet. Hun har da også oplevet go!FM Live både som gæst i flere år, hvor hun gik rundt til de forskellige McDonald’s i byen for at hente billetter. Og så efterfølgende, hvor hun har arbejdet bag scenen og nu 5. gang som konferencier på scenen. Her er hun med til at bidrage til den autentiske og glade oplevelse, som hun og resten af Radio go!FM-teamet stræber efter at give publikum.

Radio Go FM Live

Radio go!FM Live er en uundværlig tradition for kunstnere og lyttere

Selv nogle af de kunstnere, som optræder til go!FM Live har fået et særlig forhold til Live eventet. Mange af dem vender tilbage år efter år og bliver en del af “familien”. Simone nævner navne som Johnson og Johnny DeLuxe, der har optrådt flere gange. Selv Ida Laurberg, der optrådte for første gang i år, havde sagt, da hun blev spurgt, ”Jeg har hørt, at det er noget af det fedeste.”

Radio go!FM Live er blevet en tradition for mange mennesker i Aarhus og billetter er revet væk allerede inden de første kunstnere er offentliggjort. For mange er det ikke en bestemt kunstner, som de glæder sig til at se. For mange er traditionen om at deltage sammen med venner og kolleger det mest værdifulde og noget som de ser frem til hver år. Men det er ikke kun en begivenhed som århusianere glæder sig til. På radiostationen er det også en begivenhed som ligger dybt i radioens DNA og noget som alle glæder sig til hvert år. Alle på stationen bidrager og arbejder ekstra hård, for at dagen skal lykkes. Der bliver afholdt møder med sponsorer og samarbejdspartnere. Tøjet og håret skal sidde lige i skabet og jo tættere dagen kommer, så mere stiger spændingen.

Radio Go FM Live

Fra fest til radio, dagen efter go!FM Live

På dagen er det en noget intens oplevelse for Radio go!FM teamet, Simone og Magnus. De møder ind til morgenradioens start kl. 06 og sidst på eftermiddagen står de klar til at underholde de mange tusinde gæster på den store scene i Friheden. Når alle er gået hjem efter den sidste kunstner, har været på scenen, er det hjem i seng for dem begge.
Fredag, dagen efter sidder de igen klar foran mikrofonen kl. 06, hvor det store samtaleemne er eventet fra dagen før. Som Simone siger det med et smil ”hele holdet er smadret, men vi glæder os altid over den store succes og vi hygger os rigtig meget dagen efter, trods trætheden. Især Per, vores producer sidder her fra kl. 23 og hele natten for at gøre klar til alle vores backstage historien til dagen efter.”
For netop backstage historier og interviews med kunstnere er på programmet dagen efter og alle lyttere får en lille bid af den stemning, der havde ligget over Friheden dagen før.

Arrangementet involverer ikke kun Radio Go FM-teamet, men også mange frivillige, der spiller en afgørende rolle i at sikre, at alt forløber gnidningsfrit. De frivillige hjælper med alt fra at tage imod gæsterne ved indgangen til at assistere kunstnerne backstage og sørge for en god stemning ude på plænen. ”Alle er lige vigtige og værdsatte. Lige fra os på scenen, til dem bagved scenen, til teknikere, DJ og til de frivillige. Vi er alle med til at få hele eventet til at lykkes”, siger Simone.

Radio Go FM Live

Hvem er det så, der går ind ad portene i Friheden for at deltage i go!FM Live?

Vi ser unge forældre med deres børn i barnevogne, handicappede i kørestole, der nyder begivenheden sammen med deres ledsagere. Konfirmander på 13 år, der oplever deres første koncert. Grupper, ligesom min egen, dengang jeg selv deltog som gæst, der har gjort det til en fast tradition at deltage. Også dem i aldersgruppen 50+ kommer, enten med venner eller som par. Selv mine bedsteforældre på over 70 år deltager, da de har gjort det til en tradition”, udbryder Simone og fortsætter ”det er ligesom en stor familie havefest med århusianere og jeg vil sige, at hvis du er århusianere og ikke har oplevet Radio go!FM Live, så har du godt nok misset noget i dit liv.” Jeg smiler og giver hende helt ret. For jeg har selv gjort det til en årlig tradition at deltage og hvert år står jeg ligesom alle andre, spændte ventende i kundeservice for at bede om billetter til go!FM Live.

Og lige som jeg selv oplever det, så er Radio go!FM Live i Tivoli Friheden blevet en unik tradition i Aarhus for mange. Det er en begivenhed, der forbinder mennesker og skaber gode minder og med sin unikke atmosfære, gode live optrædener og et meget dedikerede team bag, er go!FM Live blevet en festlig fejring af både radioen og fællesskabet i Aarhus.
Hvis du ikke fik mulighed for at være med i år, kan du tage det roligt. Traditionen fortsætter, og du har chancen for at deltage næste år. Så glæd dig til endnu et år med uforglemmelige øjeblikke og musikalske minder til Radio go!FM Live.

Radio Go FM Live
Radio Go FM Live
Radio Go FM Live
Radio Go FM Live