Julen findes ikke – Forestilling på Aarhus Teater 15. november

Aarhus Teater genopfinder julen gennem nærvær, humor og et spejl vendt mod vores tid

Man kan tydeligt mærke, at vi befinder os i en sal fyldt med presse, kameraer og anmelderblokke, her til pressemødet. Men allerede få minutter inde i de tre udvalgte scener fra Aarhus Teaters nye juleforestilling Julen findes ikke, begynder den professionelle distance at slippe. For det, der udfolder sig på scenen, handler om noget, vi alle kan genkende helt tæt på.

Julen findes ikke er Aarhus Teaters nye familieforestilling på Store Scene. Den foregår i en verden, hvor julen er blevet afskaffet for at give mere tid til arbejde, og hvor børnene forsvinder ind i skærme, mens de voksne haster forbi hinanden.

To børn, Hannah og Laust, finder ved et tilfælde en hemmelig kasse med gamle juleting hos deres nabo Karl-Heinz, der næsten kan huske, hvad jul engang var. Sammen begynder de at lede efter julen igen, ikke som tradition eller pligt, men som noget man selv skaber gennem nærvær, leg og kærlighed.

Bestemmeministeren i den perfekte, kontrollerede verden.

En hverdag med travlhed. Med forældre som arbejder mere end de mærker og med børn, som forsvinder ind i skærmen, før nogen når at kigge op.

Julen er ikke forsvundet til sne og eventyr.
Den er forsvundet til tiden.

Og det er her forestillingen begynder.

En verden, hvor der ikke længere er plads til jul

Det første vi møder er Bestemmeminister Helga Antonsen, spillet af Mette Døssing, der med tør og næsten skånsom alvor forklarer, at alle helligdagene og inklusive julen er afskaffet. Det sker for samfundets bedste, siger hun. For velfærden og for effektiviteten.

Der er nu otte dage i ugen. Den nye dag er ikke fri. Den er bare endnu en dag at arbejde på.

Vi er i en verden, hvor overskud og langsomhed ikke længere har plads.

Børnene i Klub Krea er sammen, men alligevel hver for sig.

Børnene og skærmene

Børnene sidder i deres krea time i skolen. De sidder med hovederne bøjet mod lyset fra deres skærme og det er noget, som vi alle kan nikke genkendende til.

Vi ser det i busserne og ved spisebordet. På børneværelset og i sofaen om aftenen.

Da børnene pludselig mister strøm på deres telefoner bryder de ud i sang. Men det lyder ikke som en almindelig sang.
Det lyder mere som fragmenter af beskeder, notifikationer og algoritmernes evige strøm.

“Jeg mister troen på min telefon.”
“Jeg kan ikke komme hjem.”
“Det kan løse ingen hånd.”

Det er ikke dystopisk. Det er meget virkeligt og derfor rammer det noget, som føles meget tæt på.

Børnene rækker ud efter mobil signalet.

Karl-Heinz og den glemte jul

Kontrasten opstår, da børnene Hannah og Laust vil lave sjov med deres nabo Karl-Heinz og ender inde i hans stue i stedet. Karl-Heinz’s hjem er et helt andet univers. Det er blødt, farverigt, hjemmegjort, lidt skævt og meget menneskeligt. Som noget, der er kommet til verden gennem hænder, tid og fantasi.

Her finder Hannah og Laust julekassen. Og det er her, at genopdagelsen af julen begynder.

Hannah og Laust finder julekassen.

Karl-Heinz prøver at forklare, hvad jul er, men han har ikke den bedste hukommelse, “jul, jamen, jeg begynder bare. Det har jeg sgu glemt.”

Han leder efter ordene, som om de ligger gemt et sted i hukommelsen, men ikke helt vil komme frem.
Hannah og Laust forsøger at hjælpe. De kigger ned i kassen, løfter en kugle, et bånd, et stykke papir med noget, der engang lignede tradition.

“Jul betyder højtid og holde fest.”, husker Karl-Heinz.

Hannah og Laust ser på ham. Og så svarer de, helt uden ironi, bare med den logik deres verden har givet dem, ”Så jul betyder fest, vi holder aldrig fest.”

Et menneske, der næsten kan huske, hvad jul engang var.

At skabe sin egen jul

Efter scenerne er spillet, fortæller instruktør Heinrich Topp Christensen lidt om baggrunden for forestillingen:

“Børnene prøver at finde julen igen. Ikke den jul, vi kender, men den jul, de selv skaber. Ud fra det, de mærker.”

Og han fortsætter, “jul handler om nærvær og kærlighed. Ikke alt det andet.”

Hans håb er, at både børn og voksne går hjem efter forestillingen og giver sig selv lov til at se på julen med nye øjne. Ikke blindt gentage traditioner, men undersøge, hvad der føles rigtigt for dem.

“For når vi genopdager julen, ender vi næsten altid tilbage ved det samme:
Forsoningen, samværet og nærværet.”

Den sætning bliver hængende længe i rummet.

Julen er ikke noget vi finder
Det er noget vi vælger.

Vi vælger at kigge op.
Vi vælger at stoppe op.
Vi vælger at være i nærheden af hinanden.

Julen findes måske ikke.
Eller også gør den.
Når vi giver den plads.

Instruktør Heinrich Topp Christensen fortæller om arbejdet bag forestillingen.

En forestilling man tager med hjem

Jeg vil virkelig anbefale at se Julen findes ikke som familie.
Ikke kun fordi den er sjov og rørende, men fordi den åbner for noget, vi sjældent får sagt højt i hverdagen. Jeg tror ikke, man kan gå derfra uden at få lyst til at tale om det bagefter. Om vores brug af skærme, om det, vi gør af vane. Og om, hvordan vi egentlig gerne vil have, at julen skal føles.

For forestillingen minder os om noget, der næsten er for simpelt til, at vi husker det.
At julen ikke behøver at se ud, som den altid har gjort.
At vi kan skabe vores egen, uden forventningspres, uden kalenderstress og uden at skulle nå alt.

Den kan være lille, hjemmelavet og meget gerne langsom.
Den kan være præcis det, der passer til vores familie og vores liv lige nu.

For mange af os er julen blevet noget, man skal “leve op til”.
Men Julen findes ikke siger det helt tydeligt:

Julen er kærlighed og samvær.
Julen er, når vi kigger op og ser hinanden igen.

Og det er måske den vigtigste gave, vi kan give hinanden.

Karl-Heinz med julegåsen

Julen findes ikke

Aarhus Teater · Store Scene
15. november – 20. december