Aarhus Inside logo

Dans dig til god karma – historien bag Karmaklubben

Udgivet: 4. april 2023
Lone Karmaklubben 4
af: Christina Hazelden

Foto: Karmaklubben

Efter at jeg flyttede til Århus for lidt over fire år siden, skulle jeg i en alder af 48 til at opbygge en ny social omgangskreds. Jeg kendte ingen i Århus og som en person, der elsker at være social, gik jeg hurtigt i gang med at lede efter veninder, som jeg kunne tage ud og have det sjovt med. Et af de første steder, som jeg faldt over, var Karmaklubben.

Jeg husker det tydeligt da jeg trådte ind ad døren. Festen var allerede i fuld gang, og dansegulvet var fyldt med smilende gæster, der svingede hinanden rundt til musikken fra DJ’en, mens andre stod i baren og småsnakkede. Jeg følte mig straks velkommen og der gik heller ikke længe førend jeg var at finde på dansegulvet det meste af aftenen.

Siden den aften har jeg været til flere fester i Karmakluben og hver gang har jeg følt mig som en del af en stor, energisk familie. Så da muligheden bød sig, hvor jeg kunne få en snak med Lone Rasmussen, forfatter og kvinden bag Karmaklubben, var jeg meget spændt på at høre mere om Lone og hendes personlige rejse, der har været de sidste 15 år med Karmaklubben.

Lone, kvinden Bag Karmaklubben

Jeg havde fornøjelsen af at mødes med Lone over en kop te på hendes hotelværelse i Århus, og jeg blev øjeblikkeligt fanget af hendes positive energi og glade smil. Hendes udstråling som bare omfavnede mig med så stor en varme, så jeg med det samme følte mig velkommen i hendes selskab. Og det er uden tvivl den samme positive og glade energi der også afspejler sig til Karmaklubben.

Under vores samtale fortalte Lone om de mange oplevelser, hun har haft med Karmaklubben gennem årene. Hun delte også nogle af sine personlige erfaringer og udfordringer, som hun har overvundet.

Et sted med positiv energi og danseglade mennesker

Karmaklubben er mere end bare et diskotek – det er et sted, hvor du kan føle dig som en del af en stor, glædelig familie. Det er et sted, hvor du kan danse og have det sjovt sammen med andre, uanset din alder eller baggrund. Klubben er ikke fast placeret, men i stedet lejer sig ind hos restauratører og hoteller, der har plads til en fest med et par hundrede gæster.
I Århus har Karmaklubben tidligere været placeret i Train og nu i Radisson Red hotellet på Frederiksgade. Klubben er for alle uanset alder og har en fast månedlig Karmafest, hvor du kan danse til glad popmusik og sprede positiv energi. Her i starten af 2023 har Karmaklubben 10 faste byer, hvor de holder fest en gang i måneden og nogle popup fester rundt i landet.

Lone fortalte mig, hvordan hun for mere end et årti siden startede Karmaklubben med en vision om at skabe et sted, hvor mennesker kunne danse, feste og skabe gode minder sammen. Med hendes kærlighed til musik og dans, siden hun var helt lille og en stærk vilje til at skabe et rum for fællesskab og positiv energi, er Karmaklubben vokset til det, den er i dag.

Lone Karmaklubben

Lone Rasmussen, forfatter og kvinden bag Karmaklubben

En fiks idé bliver til en revolution i nattelivet

Med hvad var det helt præcis, som fik hende til at starte en fest for danseglade mennesker tilbage i 2008. ”Det var en helt specifik oplevelse, som jeg stadig husker helt tydeligt og som satte ideen i gang med Karmaklubben. For 15 år siden var jeg i byen i København. Klokken var 2 om natten og jeg var til åbningen af et nyt diskotek. Dansegulvet var gabende tomt, selvom stedet var fuld af mennesker. Så jeg gik op til DJ’en og prikkede ham på skulderen og spurgte om han kunne spille et eller andet pophit, som kunne få folk ud på dansegulvet. Men han kiggende bare på mig og sagde, at den musik som han spiller, er den fede musik. Så må jeg jo bare opdrage lidt på folk. Så vendte jeg om på hælen og cyklede hjem og tænkte, nu laver jeg min egen fest”.

Da Lone var kommet hjem på sin cykel den lørdag nat for 15 år siden, lavede hun en kop te og satte sig ved skrivebordet. Hun kom i tanke om den bog, hun af en eller anden grund havde købt ”sådan bygger du din egen hjemmeside i Front page”. Hun havde aldrig før lavet hjemmesider, men tænkte, hvor svært kan det være, og så gik hun i gang, mens Martin Thorborgs inspirationsvideoer kørte i baggrunden.

Fra små begyndelser til stor succes

Nu var navnet på plads og så manglede Lone bare et dansegulv og mindst lige så vigtigt, at få udbredt budskabet. Jeg var temmelig spændt på at høre, hvordan det var gået til tilbage i 2008. ”Jeg havde en veninde, som havde et diskotek inde i København og jeg fik lov til at låne førstesalen. Da hun hørte, at jeg ville starte festen allerede kl. 20 smilte hun og sagde, ‘Lone pige, der er ikke nogen som går i byen kl. 20 i København’. Men jeg var ikke i tvivl med tidspunktet, så jeg sendte en SMS til alle jeg kendte og skrev, at jeg holdt dansefest, som startede kl. 20. Og selvom der kun kom 17 af mine venner, så havde vi det mega sjovt og næste måned tog de nogle af deres venner med og efterhånden kunne vi fylde et helt dansegulv med Karma-glade-gæster.

Men hvordan kommer man så på navnet Karmaklubben? ”Det var vigtigt for mig, at det bare skulle være det modsatte af det som jeg lige havde oplevet. Og fordi jeg selv er A-menneske og faktisk ikke brød mig om at gå i byen til den lyse morgen, skulle det være en fest, hvor man starter tidligt og slutter til midnat. Det var vigtigt at der skulle være en følelse af fællesskab og så skulle der være glad popmusik, som kunne danses til. Karma er jo det du giver ud og som du får tilbage igen og sætter man en god handling i gang, så har man det også bedre som menneske. En god fest løser nødvendigvis ikke de udfordringer som du tumbler med, men det kan gøre at du får det en smule bedre og hvis man er glad og har det godt, så ser tingene altid lidt lysere ud. Så derfor kom det til at hedde Karmaklubben.”

Dansegulv Karmaklubben

Et navn, der giver mening

Men karma, er det ikke sådan noget med yoga og hvor man danser rundt i bare fødder og drikker økologisk gulerodssaft? Så et oplagt spørgsmål var jo om Lone på et tidspunkt havde overvejet, at det skulle hedde noget andet. Her kom svaret meget prompte ”nej, aldrig heller ikke selv om der er mange, der har presset på”. Lone smilte lidt og fortalte videre ”jeg havde faktisk en der engang skrev til mig og spurgte om hun kunne komme i Karmaklubben, fordi hun var sådan en som bandede. Navnet har været vigtigt lige fra starten. Karmaklubben er en fest, som du går til fordi du får løftet din energi og giver det bedste man har og bare går derfra som et glad menneske.”

Diskoteket, der skaber en følelse af familiefest

Hvad gør Karmaklubben anderledes end andre diskoteker? Jo, her får du følelsen af at være en del af en stor familiefest, hvor formålet er at danse og have det sjovt sammen. Alle elsker at være til bryllupper og fødselsdage, hvor live bandet spiller og dansegulvet bliver fyldt. Denne følelse af glæde og fællesskab skaber Karmaklubben også, og det uanset om du er 18 eller 62 år gammel.

Nogle af gæsterne hos Karmaklubben kommer for at feste i et par timer, før de skal møde ind til deres natarbejde eller efter en lang dag på arbejdet. Men uanset hvor travlt folk har haft, så er der altid en god stemning og en lyst til at danse og have det sjovt. Gæsterne er også gode til at snakke sammen, og hvis der skulle ske et sammenstød på dansegulvet, er det ikke noget problem – folk siger undskyld og danser videre.

karmacrew Karmaklubben

Karmaklubben byder dig velkommen

Hos Karmaklubben er alle velkomne, uanset om du kommer alene, sammen med din partner eller dine venner og veninder. Selv hvis dine planer med andre skulle aflyses, kan du stadig komme alene, fordi du vil blive budt velkommen af en af de frivillige, allerede når du træder ind ad døren. Den varme velkomst, som gæsterne modtager i døren, tages med ind på dansegulvet og skaber en positiv atmosfære.

Tidspunktet for Karmafesten er heller ikke helt tilfældig. Dørene åbnes kl. 20 og festen slutter kl. 24. Hvilket er helt perfekt, så du stadig kan være nogenlunde frisk til næste morgen. Især er det populært for dem, der har mindre børn. Lone anbefaler at man husker at gå ud, også selvom der er mindre børn i hjemmet, ”tag hinanden i armen og gå ud og få det dejligt sammen og husk hinanden på dengang I mødtes.”

Her er plads til alle. Og dog, så er Karmaklubben ikke for enhver. For det er vigtigt, at du medbringer den glade energi og glæden ved fællesfester. Smart i en fart og er man kun i byen for at score, passer bare ikke ind i konceptet. ”Jeg er slet ikke interesseret i, at folk skal betale entre for at være et sted, som de ikke har lyst til. Så vil jeg hellere give dem pengene tilbage, så de kan bruge de 4 timer et andet sted og få en god aften.”

En særlig oplevelse, der ændrede en gæsts syn på karma

Især er der en helt speciel oplevelse med en gæst, som Lone husker og jeg kan mærke, at hun bliver helt rørt mens hun fortæller om den. ”Vi var i Haderslev og en af gæsterne var noget utilfreds og stod sådan med armene over kors. Det fangede min opmærksomhed og jeg spurgte ham, hvorfor han ikke hyggede sig. Han fortalte mig, at hans kammerat havde tvunget ham til at tage med og han var slet ikke interesseret i det der karma noget. Jeg snakkede lidt med ham og sagde, at hvis han stadig efter en time ikke synes det var noget særlig, så vil han få pengene tilbage. Jeg gik hen til nogle af de øvrige gæster og da jeg en times tid senere kiggede efter manden, så stod han ude på dansegulvet og var helt opslugt af musikken og af at danse. Da han gik, spurgte han om, hvornår den næste Karmafest var. Hvis det ikke er meningsfyldt, så ved jeg ikke hvad er.” Lone fortsatte med et kæmpe smil, ”et par måneder senere så jeg ham til Karmafest i København med 3 kammerater. De var kørt helt fra Sønderborg for at komme til Karmafest.”

Lone Karmaklubben danse

Hvorfor kopiering af konceptet ikke lykkes

Med nu 10 steder rundt i landet, kan Lone ikke være alle steder på en gang og derfor er konceptet også afhængig af frivillige. De står i døren og byder dig velkommen til aftenens Karmafest og så er de også at finde ude på dansegulvet, hvor de bidrager til den gode stemning.

De mange Karmafester er utrolig populære og det har også bevirket at der har været forsøg på at kopiere konceptet. Jeg spurgte Lone om hun var bekymret, når andre forsøgte sig med noget lignede. ”Jeg er ikke bekymret selvom andre har forsøgt og grunden til at jeg tænker det ikke lykkes, er fordi vi laver fester for danseglade mennesker og vores fester har en helt speciel Karma DNA. Det er ikke en fest for singler eller en firser- eller halvfemser fest. Hele vores kerneværdi er at vi holder fest for danseglade og vi giver folk en ramme, hvor de kan komme og få noget god energi, som de kan tage med videre i deres hverdag.”

Fremtiden for Karmaklubben

Og hvad er så fremtiden for Karmaklubben? For efter 15 år er babyen blevet teenager og godt på vej til at blive voksen. ”Jeg har en mission om, at alle danskere skal have mulighed for at komme til en karmafest, der ikke ligger længere væk end max. 45 minutter i en bil. Nu hvor Karmaklubben er så godt etableret, så vil jeg gerne tilbage til at lave det som jeg gjorde inden Karmaklubben startede. Nemlig at skrive bøger og holde foredrag om god karma i virksomheder. Vi har rigtig mange dygtige frivillige, som jeg har tillid til, at de sagtens kan bære Karmaklubben videre i samme ånd og jeg vil også altid være en del af Karmaklubben, selvom jeg ikke er så meget til stede til festerne.”

Karmaklubben er ikke en klub, der hviler på laurbærrene. Tværtimod åbnes stadig nye karmaklubber rundt om i Danmark, og Lone er altid åben for sjove og anderledes samarbejdere. Nogle gange er det gæster, der kommer med forslag, og andre gange bliver hun kontaktet af virksomheder eller steder, der gerne vil holde en Karmafest.

Efter 15 år har Karmaklubben taget plads i vores hjerter, og glæden ved at tage afsted og bruge positiv energi på glad dansemusik er kommet for at blive. Og heldigvis for deres mange trofaste gæster er Karmaklubben stadig i konstant udvikling og tilpasning. De lytter til gæsters ønsker og behov og forsøger at skabe nye og spændende tiltag for at sikre, at gæsterne får den bedst mulige oplevelse på dansegulvet. For Karmaklubben er mere end bare en klub – det er et fællesskab, der skaber positive minder og glædelige øjeblikke.

Lone Karmaklubben

Lone Rasmussen biografi

Forfatter, foredragsholder og eventmager

Forfatter til bøgerne:
Fra pæn pige til powerprinsesse
Slip slikket

Founder af Karmaklubben

Hjemmeside Karmaklubben

Facebookgruppe Karmaklubben