Egypten – Besat af livet – Særudstilling på Moesgaard Museum
En rejse gennem den faraoniske bronzealder
Moesgaard Museums har gjort det igen. Med deres nye særudstilling Egypten – Besat af livet bliver du trukket direkte ind i den faraoniske bronzealders mysterier og ritualer fra 2600 til 700 f.Kr. Det er ikke bare en samling gamle genstande i glasmontrer – det er en stemningsfuld oplevelse, hvor lys, lyd og sanseindtryk får historien til at føles nærværende og levende.
Allerede fra det øjeblik du træder ind, bliver du mødt af en særlig atmosfære. Udstillingen er bygget op i små, intime rum, der langsomt leder dig gennem egypternes forståelse af livet og døden. Det hele begynder dér, hvor livet for de gamle egyptere sluttede – med døden. Men for dem var døden ikke en afslutning, snarere en overgang til en ny tilværelse, og det er netop dét, Moesgaard formår at formidle på en dybt fascinerende måde.

Balsamering
Et af de mest dragende elementer i udstillingen er sektionen om balsamering. Her får du ikke bare en forklaring på, hvordan de afdøde blev forberedt til efterlivet – du får lov at opleve det med dine egne sanser. En særlig installation lader dig endda dufte til de balsameringsolier, som blev brugt til at bevare de afdøde. En intens, krydret duft med noter af harpiks, myrra og kanel vækker øjeblikkeligt tankerne om varme sandklitter, hellige ritualer og præsternes omhyggelige arbejde med at forvandle de døde til evige mumier.
Et højdepunkt er de imponerende mumier, som ligger i deres glasmontre, nærmest svøbt i fortidens mystik. Ved en interaktiv skærm kan du endda se, hvor de små amuletter blev placeret på mumierne – beskyttelse til rejsen gennem dødsriget. Det føles næsten som at tage et skridt tilbage i tiden og stå ansigt til ansigt med et menneske, der levede for mere end 3000 år siden.

Underverden
Videre gennem udstillingen træder du ind i et dunkelt rum, der symboliserer rejsen gennem underverdenen. Her står prægtige kister, rigt dekorerede med hieroglyffer og farverige motiver, der ikke bare var smukke kunstværker, men også fungerede som magiske beskyttelseskamre. De gamle egyptere troede, at de døde måtte bestå en række prøver for at opnå evigt liv – her får du et indblik i de ritualer og prøvelser, sjælen skulle gennemgå for at nå frem til Osiris, underverdenens hersker.
Hvis du tager plads i den lille biograf, kan du opleve en stemningsfuld film, der skildrer den gamle egyptiske døderejse. Lyset dæmpes, og du bliver opslugt af billeder af stjerneklare ørkennætter, mystiske grave og den lange vej gennem dødsriget.

Sociale status og dagligliv følger efterlivet
I den sidste del af udstillingen bliver du klogere på, hvordan egypterne forberedte sig på efterlivet. En række montre viser de genstande, som de afdøde fik med sig i graven – smykker, små statuer og personlige ejendele, der skulle sikre dem et godt liv på den anden side.
Et særligt blikfang er et stort “dukkehus”, der gengiver, hvordan de riges hjem så ud i det gamle Egypten. Detaljerne er imponerende – fra de udsmykkede senge til de fine lerkrukker på hylderne. For de gamle egyptere var det vigtigt, at de også i efterlivet kunne nyde de samme bekvemmeligheder som i deres jordiske liv. Her ser man tydeligt, hvordan social status fulgte dem, selv efter døden.

Egypten – Besat af livet er meget mere end en klassisk museumstur. Det er en sanselig rejse tilbage i tiden, hvor du næsten kan mærke historiens vingesus. Moesgaard har skabt en udstilling, hvor du ikke bare ser og læser – du oplever.
Hvis du er nysgerrig på den gamle egyptiske civilisation og deres syn på livet og døden, så er denne udstilling et must. Den efterlader dig både klogere og en smule tryllebundet. Og måske går du endda derfra med en ny forståelse af, hvad evigt liv egentlig betyder.

Egypten – Besat af livet
Særudstillingen ‘Egypten – Besat af livet’ kan opleves fra 13. oktober – 18. august 2024.
Særudstillingen, koncentrere sig primært om den faraoniske bronzealder, perioden fra ca. 2600-700 f.Kr.







Copyrigth AarhusInside og Wyrle Studio
Artikler
Det sker i Århus
Find en oversigt over de kommende oplevelser og events i Århus.