Omfavnet af et moderhjerte – en aften med Carolyne Kaddu Rasmussen

Der går kun få minutter, fra Carolyne Kaddu Rasmussen træder op på scenen i Hermans, til hele salen er med hende. Hun har den slags energi, der både får én til at slappe af og lytte intenst. Stemningen er varm, og allerede i de første minutter begynder folk at nikke genkendende. Jeg mærker det også selv.

Aftenens foredrag Omfavnet af et moderhjerte handler om moderskab, sorg, tilgivelse og styrke. Carolyne deler sin egen livshistorie og tager publikum med på en rejse gennem tabet af sit barnebarn, mødet med kvinderne i sin familie og den kraft, der ligger i at finde håb midt i livets sværeste øjeblikke.

En fortælling, der starter i sorgen

“Jeg vil fortælle om Omfavnet af moderhjertet, som egentlig udspringer fra en tragisk hændelse,” siger hun.
Hun tager os med tilbage til december 2022, hvor hendes datter pludselig gik i fødsel alt for tidligt. Carolyne fortæller, hvordan hun stod i glimmerkjole og højhælede sko på vej til et arrangement, da telefonen ringede, og alt ændrede sig.

“Jeg kan se på røntgenbilledet, at sonden er lagt i lungen i stedet for i maven. Det vil sige, at seks timer har den lille dreng fået mælk i lungen.”

Da hun siger det, bliver der stille i salen. Hun fortæller, hvordan hendes datter kiggede på hende og sagde: “Kan du ikke fikse det, mor? Du plejer at fikse det hele. Kan du ikke fikse det her?” Og Carolyne svarede: “Det kan jeg desværre ikke.”

Det er et øjeblik, der rammer dybt. Jeg tager hånden op til ansigtet og tørre en tåre væk. Det er så råt og menneskeligt, og alligevel formår hun at tale om det med varme og ro.

Men Carolyne bliver ikke stående i mørket. Lige så naturligt skifter hun tone og fortæller, hvordan hun bagefter rejste til Uganda for at finde ud af, hvordan kvinderne i hendes familie havde klaret sig gennem livets største tab. “Jeg havde brug for at finde ud af, hvordan kvinderne i min familie har klaret sig igennem alle de tragiske hændelser. Og der har været mange,” siger hun.

At rejse tilbage for at forstå

Derfra bliver aftenen en rejse gennem generationer af kvinder. Mormoren, der som 14-årig blev tvangsgiftet og som voksen flygtede til Kenya. Tanten med de saftige historier og moren, der kørte rally i Kenya og lærte hende at møde livet med et “life is too short to sit and cry.”

Jeg sidder og tænker, hvor genkendeligt det egentlig er. Min egen mor døde for nogle år siden, og ligesom Carolyne lærte jeg først for alvor min families historie at kende bagefter. Man finder pludselig de mønstre og styrker, man kommer af, og forstår måske lidt bedre sig selv.

Humor som livline

Carolyne fortæller, som om man sidder hjemme i hendes stue. Hun veksler mellem at le og fortælle helt uden filter, og salen følger hende som én samlet familie. Hun har en særlig evne til at få folk til at grine midt i de svære ting. “Min mor sagde altid, ikke være bitter. Bitterhed giver rynker. Jeg har ikke så mange,” siger hun med et skævt smil.

Det er den balance, hun mestrer, at lade alvor og humor stå side om side. Man føler sig lettet, selv når hun taler om sorg. Hun fortæller, at hun nogle gange tænker på sig selv som et baobabtræ. “Nogle gange har jeg ingen blade, og min mand spørger, er vi i den her sæson, hvor der ikke er blade mere? Men så kommer de små knopper igen.”

Når man ikke kan fikse alt

Hun taler om sorg, selvomsorg og det at give slip på perfektionismen. Om hvordan hun har lært, at man ikke kan hjælpe andre, hvis man selv er tom. Og hvordan hun har måtte give slip på rollen som supermor.
“Du kan ikke give noget, du ikke har,” siger hun. “Jeg har lært at holde nattøjsdag. Det betyder, at jeg er optaget. Jeg er optaget af at lade op.”

Mange i salen nikker. Ikke bare kvinder, men også mænd. Det er tydeligt, at hendes ord rammer bredt. Vi har alle brug for at blive mindet om, at det ikke er svaghed at passe på sig selv.

Kintsugi og det bristede hjerte

“Et bristet moderhjerte kan hele igen,” siger hun, “men det bliver aldrig lige så glat og uskadt som før.” Og så fortæller hun om kintsugi, som er den japanske kunst, hvor man samler knust keramik med guld.

Der er noget befriende i den tanke, at det, der har slået sprækker, også kan blive smukt. At vi ikke skal skjule arrene, men lade dem glimte.

Jeg tror, mange i salen kunne genkende noget af sig selv i hendes ord. Måske ikke i familiehistorien, men i balancen mellem at være stærk og sårbar, i at finde plads til sig selv og i at huske at grine midt i det hele.

En aften, der bliver siddende

Da Carolyne runder af, rejser hele salen sig. Der bliver klappet længe, som om alle har brug for at give noget tilbage. Jeg sidder et øjeblik, inden jeg går ud i den julepyntede Tivoli Friheden.
Carolynes ord hænger i mig, længe mens jeg går igennem Friheden.
Lysene glitrer i træerne, og her er helt stille. Der er noget ved hendes måde at tale om livet på, ærligt, jordnært og med et glimt i øjet, som får selv de tungeste emner til at føles lettere.

Hvem er Carolyne Kaddu Rasmussen?

Carolyne Kaddu Rasmussen er dansk-ugandisk forfatter, foredragsholder og tidligere sygeplejerske, kendt for sin varme humor og stærke personlige fortællinger om moderskab, sorg og livskraft.

Fakta om Carolyne Kaddu Rasmussen

Baggrund:
Carolyne er født i Uganda og opvokset i Kenya. Hun flyttede til Danmark i 1992 med sine to små børn og bosatte sig først i Vejle. I dag bor hun på Sjælland sammen med sin mand.

Familie:
Hun er mor til fire børn. Hendes søn er komiker og tv-vært Melvin Kakooza, som hun står meget tæt med og ofte medvirker sammen med i tv-programmer som Helt Sort og Sunday.

Uddannelse og karriere:
Carolyne er uddannet sygeplejerske og har en kandidat i sygeplejevidenskab. Hun har arbejdet i sundhedsvæsenet i mange år, før hun begyndte at skrive og holde foredrag.

Bøger:
Hun har udgivet flere bøger, bl.a.
• Hovedet i himlen og fødderne på jorden
• Omfavnet af et moderhjerte

Begge bøger tager udgangspunkt i hendes egen familiehistorie og de stærke kvinder, hun kommer fra.

Kendte temaer:
Carolyne taler åbent om tabet af sit barnebarn, om sorg, tilgivelse og kulturmøder, og om hvordan humor kan være en livline. Hun bruger historierne fra sin familie i Uganda og Kenya til at bygge bro mellem generationer og kulturer.

Hun er kendt for at få folk til både at grine og græde. Hendes foredrag blander alvor med varme, nærvær og små hverdagsøjeblikke, der gør det nemt at spejle sig i hendes historier.