NorthSide 2025 med et nyt hjørne af festivalen

NorthSide har fået sin del af kritik op til årets festival – især for musikprogrammet, der i flere medier er blevet kaldt tyndt, kedeligt og uden stjernestøv. Men ude på pladsen, her på førstedagen, er det noget helt andet, der fylder.

Der er grin. Der er gensynskrammere. Der er øl i kruset og regn under teltdugen. Der er fællesskaber og fest – ikke fornærmelse. Jeg ser ingen sure miner. Jeg hører ingen brok over lineuppet. Til gengæld hører jeg latter, musik og samtaler, som flyder frit.

Og måske er det her, NorthSide i virkeligheden lever. I stemningerne og i de nye områder, som jeg endte med at tilbringe størstedelen af dagen i – og som jeg ikke havde lyst til at gå væk fra igen.

NorthSides hyggeligste hjørne

Der er noget ved området nede ved træerne. Jeg har altid synes, at det var det bedste sted på Northside. Og i år… i år er det som om, NorthSide har set, hvad jeg længe har vidst: Det er her, festivalen føles allermest ægte.

Man bliver nærmest trukket derned. Ikke kun fordi Skovbrynet stadig lokker med sine lanterner i trækronerne og flis under fødderne (og ja, der er kommet mere og større flis i år – vi er mange, der husker mudderkaosset fra sidste år).

Hvor Sideshow teltet tidligere lå, ligger nu Luna – en ny, lille scene, der med sin intimitet er som skabt til at opdage nye favoritter, du endnu ikke kender. Det hele er pakket ind i hygge. Små afkroge, hæng-ud-zoner og mennesker, der samler sig – ikke i jagten på den næste store koncert, men for at nyde nuet.

Mellem blomsterkranse og silent music

Rundt om mig flettes blomsterkranse mens andre lytter til silent music. Det hele føles, som om det omkranser én – og jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis man gik glip af musikken en hel eftermiddag hernede, ville det stadig have været en god festivaldag.

Og det bliver kun bedre hen ad aftenen. Når mørket falder på, tændes lamperne i trækronerne – og det er som at være med i en anden virkelighed.

Siv, stilhed og shots

Som noget nyt har Jägermeister bygget deres eget lille univers. En stor, overdækket træterrasse, bygget op i forskellige niveauer, der skyder ud mod sivene og skoven. Det føles som et sted, hvor du lige kan trække vejret mellem koncerterne. Jeg lægger mærke til folk, der sidder og hygger sig mens de kigger ud over sivene. Det er ikke det vilde feststed, i hvert fald ikke her midt på dagen, der er det pausernes paradis.

Performere, pedalhjul og en snekugle på afveje

Og så er der det, der sker udenfor scenerne. Det, som gør NorthSide til mere end bare musik. I år møder vi både mennesker på stylter, en gigantisk levende snekugle med en drag lignende figur indeni, og en slags… ja, jeg ved ærligt ikke, hvad jeg skal kalde det. Steampunk inspirerede køretøjer med pedaler, kæmpehjul og udklædte opfindere, der kører rundt blandt publikum. Det er som at træde ind i en mærkelig, genial cirkusverden midt på en moderne festival.

Et telt, en regnbyge og et fællesskab med Saveus

Vi kom selvfølgelig også for musikken. Og vi kom for at se Saveus. Klokken 20.30 indtog Martin og co. den nye Nova-scene, inde under det største koncerttelt, jeg nogensinde har set har oplevet.

Det var tørt, da vi gik ind. Det silede ned, da vi var midt i koncerten. Og det gjorde det hele endnu mere perfekt. Teltet lukkede os inde, regnen faldt tungt udenfor, og indeni hoppede tusinder af mennesker i takt. Martin lagde teltet ned.

“Det der nede, det er venskab,” sagde han og pegede ned mod nogle i publikum. Og det var som om, hele teltet følte det samme. Musikken, varmen, fællesskabet.

Han sluttede med ordene: “Tak for en optur af en koncert.” Og man kunne se det i hans øjne. Han mente det.

Mit eneste forbehold? Scenen er alt for lav. Medmindre du står helt foran, ser du kun storskærmene. Og det er altså ikke helt det samme.

Men det ændrer ikke på helhedsindtrykket. Det nye område, de nye scener, de intime oaser og det sanselige rum under trækronerne… det føles som en festival i festivalen. Og det er dér, jeg endte med at tilbringe størstedelen af min dag. Ikke fordi jeg planlagde det. Men fordi det trak i mig.

Og ærligt? Jeg har ikke lyst til at gå derfra.