Fredag på Forever – Fadøl, fællesskab og funk under åben himmel
Det er første gang, Forever Festival bliver afholdt, og hvis du spørger os, så fortjener det her koncept absolut en fremtid. Det er den mindste festival, vi nogensinde har været med til – pladsmæssigt – men uden tvivl i top 3 over de hyggeligste. Og netop fordi line-uppet adskiller sig fra de mange andre festivaler med fokus på disco, funk og soul, var det også derfor vi drog fra Aarhus til Viborg. Den her musik har også sin plads og den fortjener en stemme, også i et aarhusiansk magasin.
Vi slog os ned på et tæppe tæt ved to scener og faldt i snak med fem mænd fra Helsingør. “Vi har kendt hinanden i mange år,” fortalte den ene, mens han skålede med de andre. “Det her musik er lige os, så vi tog til Viborg.” Alle havde partnere – undtagen én. “Måske jeg scorer i dag,” sagde han med et grin. “Ja,” svarede en af de andre, mens han kiggede rundt, “man ved aldrig på sådan en festival.”
Det var den slags festivaldag, hvor folk ikke maser, men sætter sig. Hvor de ikke snubler over hinanden, men hilser. Hvor aldersgennemsnittet ligger et godt stykke over NorthSide og SPOT og dét var en del af charmen. Her var dem, der er født i 70’erne og tidligere. Dem, der kan teksterne uden at bruge Shazam. Dem, der nyder livet, solen og musikken – i den rækkefølge.
En Vogue åbnede festen
Inde i teltet åbnede En Vogue ballet med “You’re Never Gonna Get It” og så var vi ellers i gang. De blev efterfulgt af Nile Rodgers & CHIC, som vi allerede har skrevet om (og ja, det var vildt), og senere The Human League, der satte punktum med synth og stil.
Udenfor på Stardust-scenen lagde The Cardigans ud i eftermiddagssolen, efterfulgt af Kool & the Gang, der satte gang i dansegulvet under åben himmel, før Chaka Khan lukkede aftenen med en stemme, der nok delte vandene lidt, men stadig fik publikum til at synge med på de største hits.
The Cardigans
Udklædning, tradition og 80’er-stemning
Vi mødte også en gruppe kvinder, der tog festivaludklædning til et nyt niveau. De har været af sted sammen siden 2013, dengang til Esbjerg Rock. “Et år var vi Spice Girls,” fortalte de grinende. I år var de hoppet i 80’er-outfits og havde fundet vej til Forever, fordi Esbjerg Rock ikke findes længere. “Så nu er vi her og det bliver vi ved med.”
Og sådan var stemningen hele dagen. Nostalgi med glimt i øjet. Musik med fællesskab. Og en festival, der ikke prøver at være ung, men bare helt sin egen.
Og vi hepper altså.
Forever Festival har ramt noget helt særligt. En niche, der ikke føles som en niche, men som en nødvendighed. For selvfølgelig skal der også være plads til den her musik. Til fællesskab uden stress. Til fadøl i græsset. Og til dem, der stadig danser til Good Times med hele kroppen.
Vi håber, det her bare er begyndelsen. Aarhus Inside hepper og kommer gerne igen næste år.
Fredagens line-up:
- 15.00: En Vogue
- 16.45: The Cardigans
- 18.30: Nile Rodgers & CHIC
- 20.15: Kool & the Gang
- 21.45: The Human League
- 23.30: Chaka Khan