Aarhus Inside logo

Et stærkere Europa – fra Aarhus til hele Unionen

Udgivet: 4. juli 2025
Danmark EU-formandskabet pressemøde
af: Christina Hazelden - Fotograf: Wyrle Studio

Pressemøde med Mette Frederiksen og Ursula von der Leyen i Stakladen

Med solen over Universitetsparken og sikkerhedsfolk langs marmortrapperne blev Aarhus Universitet onsdag rammen om åbningen af Danmarks EU-formandskab. I Stakladen mødte statsminister Mette Frederiksen og EU kommissionsformand Ursula von der Leyen pressen og talte åbent og direkte om Europas fremtid. Der var ikke mange udenomssætninger. Europas sikkerhed, støtte til Ukraine og migrationens pres var blandt hovedemnerne og Danmark blev placeret centralt i det hele.

Vi skal genopbygge Europas forsvar

Mette Frederiksen lagde hårdt ud: Europa skal genoprustes og det skal ske nu. “Hvis vi ikke selv er villige til at stå op for vores kontinent, hvem er vi så som europæere?” lød det fra statsministeren.

Hun krævede en fælles beslutning om at opruste Europa frem mod 2030 med fælles kapaciteter, fælles investeringer og en nedbrydning af de nationale barrierer, der i dag forhindrer effektivt forsvarssamarbejde. Et “roadmap” er under udarbejdelse.

Von der Leyen fulgte op med detaljer om EU’s 150 milliarder euro store SAFE-program, som netop skal bruges til fælles våbenindkøb og støtte til den europæiske forsvarsindustri. Medlemslande skal melde deres behov ind allerede i juli.

Ukraine kæmper ikke kun for sig selv

Ukraine fyldte meget i begge taleres indlæg. “Ukraine kæmper for os alle,” sagde Mette Frederiksen. Hun understregede, at hun ikke tror på, at Putin vil stoppe ved Ukraine. Derfor skal EU intensivere sin støtte, både med sanktioner mod Rusland og med våben til Ukraine.

Ursula von der Leyen fremhævede, at den ukrainske forsvarsindustri er blandt de mest effektive i verden og kun udnytter 60 % af sin kapacitet. Europa bør investere direkte i ukrainsk produktion, sagde hun, og pegede på SAFE-programmet som det oplagte værktøj.

Et opgør med det nuværende asylsystem

Migrationsspørgsmålet fik også skarpe ord med på vejen. “Det nuværende asylsystem er brudt sammen,” sagde Mette Frederiksen. Hun vil have styr på, hvem der kommer ind i Europa og være tydelig omkring, at mennesker udefra, som begår alvorlig kriminalitet og ikke respekterer europæiske værdier, ikke hører hjemme her.

Sammen med Kommissionen er Danmark i gang med at udvikle modeller for, hvordan asylbehandling og hjemsendelser kan foregå uden for EU.

Ursula von der Leyen tilføjede, at den nye migrationspagt skal implementeres i praksis og at det danske formandskab har en vigtig rolle her.

Konkurrenceevne og klimamål

EU’s grønne omstilling blev også nævnt som et konkurrenceparameter. Ursula von der Leyen fremhævede, at Europa skal have bedre elnet, lagringsmuligheder og forbindelser på tværs af lande. Det skal sikre, at vi kan føre den grønne strøm hen, hvor den skal bruges og ikke kun producere den.

Hun understregede samtidig, at de nye 2040-klimamål vil give forudsigelighed til erhvervslivet og baner vejen for klimaneutralitet i 2050.

Aarhus som afsæt for EU’s fremtid

Begge ledere afsluttede med et budskab om handlekraft. Mette Frederiksen mindede om, at Kul- og Stålunionen blev virkelighed på under ét år. “Så meget kan lade sig gøre, hvis vi handler i tide,” sagde hun. Og Ursula von der Leyen kvitterede: “Vi skal være fleksible, pragmatiske og målrettede. Danmark er det helt rette sted at begynde.”