Sidste dag på NorthSide med glitter, perler og et publikum med holdning

Det er som om, trætheden har lagt sig som et ekstra lag over hele festivalpladsen denne lørdag. Ikke kun i benene på gæsterne – men også i mudderet, der efter tre dages regn og trampen nu dækker det meste af underlaget. Himlen er tung, det små drypper, og luften føles mere som september end juni.

Men NorthSide er ikke færdig. Ikke endnu.

For selvom pladsen virker lidt mat ved 15-tiden på den sidste festivaldag, så drysser publikum langsomt ind. Og midt i det lidt grå landskab popper farverne alligevel op i perleplader, blomsterkranse – og i form af stærke holdninger.

Et publikum der lytter – og tager stilling

Under koncerten med den dansk/tyrkisk/kurdisk trio AySay i Nova teltet bliver det tydeligt, at musik også kan være protest. Gruppen havde selv været i tvivl, om de overhovedet skulle spille på NorthSide i år grundet den amerikanske kapitalfond KKR, som nu ejer en stor del af festivalen. Fonden er nemlig involveret i investeringer omkring våbenindustrien i Israel.

Men AySay valgte at tage scenen – og bruge den.

“Vi spiller i dag, fordi vi har noget at sige. Det hører ikke hjemme på danske festivaller at ejerne støtter Israel” lød det fra scenen. Kort efter blev et stort banner foldet ud – “Blodpenge ud af musikbranchen.” Hvorefter forsangeren Luna Ersahin sang en palæstinensisk folkesang.

Kreativ koncentration og muleposer i regnvejr

NorthSide er også noget andet end koncerter og kolde fadøl. Det er de stille stunder og de kreative pauser midt i larmen. I broderiteltet blev der broderet sommerhatte og syet perlearmbånd, mens snakken gik og hænderne arbejdede koncentreret.

Ved siden af kunne man dekorere sin egen mulepose og det gjorde folk. Trods lidt mudder under støvlerne og grå skyer over pladsen sad gæsterne med fokus og farver i hænderne. Nogle i regnslag, andre med flettede blomster i håret. Det hele gik i sit eget tempo. Og netop dét var en del af charmen.

Glitter Wrestling og girlpower i Sideshow

Der er højt til loftet i Sideshow teltet og det skal der også være, når der dystes i Glitter Wrestling. Her handler det ikke om knockouts, men om at få strømpen af sin modstander, mens publikum hepper højlydt og der kastes glimmer på deltagerne.

Veninderne Emma og May stillede op mod hinanden og det var May, der løb med sejren. De havde set showet sidste år og besluttede sig allerede dér for at være med. “Vi øvede os én gang på gulvtæppet i stuen,” fortalte May, stadig forpustet.

“Det har været lidt en drøm siden sidste år, og i et år har vi holdt hinanden op på, at vi skulle gøre det. Vi var ved at fortryde i morges, vi har sceneskræk, men stemningen var så fed, og man blev virkelig taget godt imod,” fortalte Emma.

Denzel Curry og bas i hele kroppen

Nova teltet fik senere besøg af Denzel Curry, og det var som at tænde en tændstik i en benzinpøl. Han var overalt. Publikum hoppede, svedte og skrålede med. Det var én af de koncerter, hvor man glemmer mudderet. Hvor man bare er i det.

Når man føler sig udenfor midten

Ikke alle havde dog lige let adgang til oplevelserne. En kørestolsbruger, jeg mødte inden koncerten med Denzel Curry, fortalte, hvordan handicapplatformen i år ved Astra scenen var rykket helt ud i siden.

“Man føler sig mindre inkluderet, når man bliver placeret helt ude i kanten,” sagde hun. Og i Nova teltet? Der var slet ikke nogen rampe.

“Heldigvis har jeg en god veninde, der skubber mig,” sagde hun med et grin og et glimt i øjet, men pointen var tydelig nok. Der er stadig noget at tage fat i, når det kommer til inklusion på festivaler.

Når festivalstemningen bliver lidt sløv

Det er lørdag. Sidste dag. Og det kan mærkes. Nogle er blevet lidt for fulde og hænger i egne verdener. Andre virker bare trætte og festerne fra torsdag og fredag har sat sig i kroppen. Stemningen er mere mat end magisk.

Det blev ikke den solrige finale, nogen havde håbet på. Men mudder og halvtrætte smil er også en slags afslutning. Og hvem ved – måske gemmer de mest mindeværdige øjeblikke sig netop dér, hvor man mindst forventer dem.