En aften fyldt med julestemning og højt humør med Aros Cruises’ Jule Banko Boat
Når decembermørket sænker sig over Aarhus, og duften af gran og gløgg fylder byen, er det tid til at finde de mest stemningsfulde juleoplevelser. Og lad os bare sige det, som det er – Jule Banko Boat med Aros Cruises er en oplevelse, du ikke vil gå glip af. Her sejler julestemning, latter og spænding side om side på den juleudsmykkede M/S Helene.
En blæsende december aften gik vi ombord på skibet, og det blev en aften fyldt med smil, hygge og masser af spænding.
Fra det øjeblik, vi satte foden på landgangen, blev vi mødt af en varme, der stod i skarp kontrast til vinterkulden udenfor. Skibet lyste op i mørket, dekoreret med julelys og glimtende guirlander, og indenfor ventede en verden af hygge og festlighed. Bankokongen selv tog imod os – en mand med et glimt i øjet og en kærlighed til de små detaljer. ”Husk at vælge en plade med dine lykkenumre, som gamle Ole (nr. 90) og den dag din kanariefugl lagde sit første æg,” sagde han, mens han pegede på stakken af bankoplader. Hans velkomst fik os til at smile og satte tonen for en aften, hvor vi alle var inviteret til at tage del i noget særligt.
Der var fuldt hus ombord – 90 gæster i alle aldre, familier, venner, kollegaer og par. Vi tog plads ved et af bordene og rundt om os summede skibet af forventning og latter, mens julemusikken spillede lavt i baggrunden. Det var tydeligt at fornemme den fælles glæde over at være samlet til noget så simpelt og dog så specielt.
Lars Hede og Bankokongen – et show i sig selv
Aftenens vært, Lars Hede, blev hurtigt midtpunktet. Med mikrofonen i hånden og en evne til at få selv de mest garvede bankospillere til at bryde ud i grin, gjorde han reglerne til en del af underholdningen. ”Nummer 13 – held eller uheld? Det afhænger vist af, hvor meget gløgg du har drukket” sagde han, mens vi ledte febrilsk på vores plader. Hans humor skabte en stemning, hvor selv små fejl blev til store grin.
Med de farverige gennemsigtige brikker på de hvide bankoplader holdt vi alle øje med, om netop vores numre blev råbt op.
Præmierne var lige så varierede som gæsterne. Fra flaskevin og gourmetoplevelser til de lidt mere uventede gaver – som Bankokongen præsenterede med et skævt smil og en hemmelighedsfuld bemærkning: ”Dette ’køkkenudstyr’ skal nok sætte gang i julestemningen derhjemme,” fortalte han om en af præmierne fra Sinful, mens latteren rullede gennem skibet.
Juleindretning
M/S Helene bidrog også til julemagien. Skibet var pyntet med røde duge og levende lys. De varme lysguirlander reflekterede blidt i de runde koøjer, hvilket skabte en fornemmelse af at træde ind i en maritim juleverden.
Udsigten over Aarhus Havn var et højdepunkt. Fra dækket kunne man se de mange lys, der spejlede sig i det stille vand og skabte en drømmende stemning. Det øvre dæk med panoramaudsigten, gav gæsterne mulighed for at nyde byens juleglimt, mens de holdt øje med deres bankoplader og ventede på det næste nummer.
Gløgg, æbleskiver og hygge
Ingen jul uden gløgg og æbleskiver – og heldigvis var gløggen ombord intet mindre end fantastisk. Den blev serveret dampende varm og krydret med rosiner og mandler, som gav en perfekt balance mellem sødme og varme. Duften alene kunne få selv den mest stressede decemberdag til at føles som ren afslapning.
Baren var bemandet af unge, smilende piger, der også serverede lune æbleskiver med syltetøj. De små bidder af jul komplementerede den hyggelige stemning perfekt, og vi drak gløggen med glæde, til den sidste mandel var fisket op.
Selvom vinden udenfor ruskede, lå skibet stabilt i vandet. Og indenfor var der varmt og hyggeligt med de levende lys, julemusik og en stemning, der gjorde det umuligt ikke at føle sig godt tilpas. Lars kommenterede tørt op til pausen: ”Frisk luft udenfor er inkluderet i prisen”, hvilket igen fik os alle til at grine.
Spænding og fællesskab
Selve bankospillet var jo aftenens højdepunktet. Der var spænding i luften, hver gang et nyt nummer blev råbt op. Folk sad yderst på deres stole, og når nogen fik en fuld række eller plade, blev det fejret med klapsalver og grin. Bankokongen og hans hjælper, Brikmanden som var Lars Hede, sørgede for at holde energien høj og stemningen let med små jokes og kommentarer.
Vi heppede på hinanden og delte både sejre og tab med et smil og kommentarer hen over bordet. Denne aften handlede lige så meget om fællesskabet som om at vinde.
En aften, der bliver husket
Da vi gik fra borde, var det med varme hjerter og brede smil. Jule Banko Boat er ikke bare en sjov juleaktivitet – det er en oplevelse, der samler mennesker og skaber minder. Kombinationen af maritim hygge, fantastisk underholdning og ægte julestemning gør det til noget helt særligt.
Hvis du leder efter en anderledes måde at fejre jul på i Aarhus, kan vi kun anbefale at gå ombord på M/S Helene. Du får en aften fyldt med latter, hygge og masser af julestemning – og hvem ved, måske går du også hjem med en præmie under armen.
Den Gamle By
Det sker i Århus
Find en oversigt over de kommende oplevelser og events i Århus.
Artikler
Koncerter i Århus
Find en oversigt over kommende koncerter i Århus