Aarhus Inside logo

Åbningen af den nye Musikhuspark

Udgivet: 29. juni 2025
Publikum foran scenen og ARoS i Musikhusparken
af: Christina Hazelden - Fotograf: Wyrle Studio

Fredag åbnede den nye Musikhuspark midt i Aarhus. En park, der har været længe ventet og længe debatteret. For i takt med at den gamle park blev gravet op og hegnet inde, steg forventningerne til, hvad der skulle komme i stedet. Ville Aarhus få en ny grøn oase, eller ville noget gå tabt?

Vi var forbi til åbningen og med solen i ansigtet og lyden af Trubaduren & hans Rockband i baggrunden, fik vi et indtryk af den nye Musikhuspark. Rundt omkring sad folk i grupper på græsset og hyggede sig. Nogle havde slået sig ned under de unge træer, andre sad på de buede stengærder og sippede kolde fadøl.

Koncert med Trubaduren i Musikhusparken

En ny park og nye vaner

Der er sket noget med stemningen i området. Parken føles mere åben nu. Den flyder bedre ud mod Rådhusparken og inviterer mere end den gamle. Jo, der er dem, der savner buskene og de små skjulte stier, dem med lidt mere privatliv. Men den nye park har noget andet. Den har plads til de store begivenheder. Til at ligge i solen eller at rende rundt med børnene. Og til at blive hængende.

Kunst og leg i samspil

Et af de nye midtpunkter er vandkunsten skabt af billedhugger Morten Stræde. Vandet løber i tynde lag hen over stenfladerne. Her løb børnene i bare tæer, mens forældrene så til. Der var latter, våde sokker og små sandaler på fliserne. Små springvand skød op og forsvandt igen. Det hele emmede af sommer, frihed og nysgerrighed.

Glade børn i springvand i Musikhusparken

Rummet mellem bygningerne

Parken forbinder Musikhuset og ARoS med Rådhusparken i en flydende bevægelse. Den føles mere åben end tidligere. Væk er de tætte buske og kringlede stier. Til gengæld står her nu en bypark, der inviterer til ophold og til kultur i det fri. Om sommeren græs og picnictæpper. Om vinteren skøjtebane og lyskunst.

Der er stadig områder, der mangler at gro til. Den kommende skøjtebane ligner stadig mest en stor, støvet flade. Men man kan godt fornemme det. Det, der er på vej. Jeg forestiller mig allerede folk i vinterjakker med termokrus og skridsikre bevægelser, mens lyset falder på kuplen fra James Turrells kommende installation.

Meningerne er stadig delte. Nogle savner den gamle park med dens små kroge og skjulte steder. Men mange af gæsterne i fredags lod til at tage godt imod det nye.

Det føltes lidt som en ny begyndelse. Ikke bare for selve parken, men for det stykke bymidte, der pludselig hænger bedre sammen.

Og måske er det lige dét, den nye Musikhuspark kan. Være et sted, man falder ind i og bliver hængende i. Uden planer. Uden billetter. Bare fordi det føles rart. Og selvom træerne stadig er små, og skøjtebanen endnu kun er fantasi, så er noget vigtigt allerede på plads. Et nyt åndehul midt i byen.

Børn leger i vand foran Musikhuset ved Musikhusparken

Artikler

Det sker i Århus

Find en oversigt over de kommende oplevelser og events i Århus.

Kultur