Cirkus Summarum 2025 på Tangkrogen – Sådan føles det at gå ind i Ramasjang
Farverige telte, røde hoppeborge og et virvar af glade børnestemmer. Når du træder ind på pladsen til Cirkus Summarum ved Tangkrogen, er det som at lande midt i en levende Ramasjang verden. Her er der ikke kun én oplevelse, men mange. Allerede udenfor det store cirkustelt venter et helt cirkusunivers med leg, bevægelse og fællesskab. Og det er værd at komme i god tid for.
En plads fuld af leg og fantasi
Græsset er fyldt med aktiviteter for børn i alle aldre og voksne, der ikke har glemt, hvordan det er at lege. Her kan du springe i hoppeborgen, hoppe rundt i en kæmpe cirkusseng, lege vendespil på græsset eller jage Onkel Rejes bogstaver i et stort eventyrunivers. På pladsen står også den farverige regnbue, der sprayer kølig dis, så børn kan løbe igennem igen og igen med grin og fart i kroppen.
Der er også et kreativt telt, hvor du med saks, papir og farver kan bygge din egen cirkushat eller noget helt tredje og fiskedam, hvor børn kan fange små fisk i bedste tombola stil.
Der er også plads til pause, med bænke, pandekager, kaffe og popcorn i kæmpeformat. Men det er svært at sidde stille, når der hele tiden er noget nyt at opdage. En bog, der prutter som et læsehorn. Et løb gennem regnbuedis. Alt er skabt med øje for, at børn må røre, prøve og være med. Og det virker. Du mærker det i stemningen, her er du ikke gæst, du er deltager.
I teltet venter guldtelefonen
Når Cirkus Summarum åbner det røde telt, bliver du budt velkommen af Helga, cirkusdirektøren med de store ambitioner. Hun drømmer om, at hendes cirkus skal blive en del af den fornemme Cirkuselite. Og det kræver, at guldtelefonen midt i manegen ringer. Men det sker kun, hvis artisterne virkelig leverer.
Og det gør de. Motor Mille, Rosa, Hr. Skæg, Onkel Reje og resten af holdet giver alt, hvad de har. Der er dans, musik og akrobatik og en energi, der smitter. Børnene i manegen danser med en ægthed, der gør det hele endnu stærkere. Musikken leveres live af cirkusorkestret DR Big Band, der sidder højt oppe under teltdugen og styrer stemningen.
Onkel Reje fyrer jokes af, der rammer både børn og voksne og du kan mærke, hvordan latteren ruller i bølger gennem teltet. Det hele er festligt, legende og lige til at spejle sig i. Særligt stor jubel vækker hans assistent Erna, den ældre dame i den sølvfarvet pailletkjole, der hverken hører så godt eller reagerer helt som forventet. Hun bliver en central del af Onkel Rejes trylleshow, og med sit stive blik og helt egen timing tager hun alle med storm. Der bliver grinet højt, både af og med hende, og det er umuligt ikke at overgive sig.
Børnene kender dem alle fra skærmen derhjemme, de taler til dem, danser med dem og ser dem hver eneste dag. Og nu er de her. Ikke bag en skærm, men i virkeligheden. Lige dér i manegen, kun få meter væk. Motor Mille, Rosa, Hr. Skæg, Onkel Reje, Heino og Heksebeth, levende, smilende og i fuld fart midt i cirkusduften og det farverige lys. Det er som om fantasien pludselig har fået ben at gå på.
Men om guldtelefonen ender med at ringe? Det kan du jo kun finde ud af, hvis du selv tager med under teltdugen.
Et cirkus for alle
Det er ikke bare en forestilling, du skal ind og se, når du træder ind på Tangkrogen. Det er en hel dag fyldt med oplevelser. Det er ikke kun showet som er i fokus for det er udenfor på pladsen, at hele magien starter. Her har børnene plads til at være sig selv. Til at udforske og grine med andre. Og det er her, du som voksen bliver mindet om, hvor enkelt det egentlig er at skabe glæde.
Cirkus Summarum handler ikke kun om underholdning, det handler om fællesskab, om rummelighed og om at skabe noget godt for andre. Overskuddet fra billetterne går til Muskelsvindfondens arbejde for børn og familier med muskelsvind. Det giver hele oplevelsen en ekstra tyngde og en varme, man kan mærke.
Spilledatoer Cirkus Summarum:
22. juli kl. 15.30 (forpremiere)
23. juli kl. 11.00 og 15.30
24.–27. juli kl. 11.00 og/eller 15.30
30.–31. juli kl. 11.00 og/eller 15.30
1.–3. august kl. 11.00 og/eller 15.30
5.–7. august kl. 11.00 og/eller 15.30
(Forestillingen den 26. juli kl. 11.00 tegnsprogstolkes)










