AAI logo til mobil

Tangkrogen

8000 Aarhus C

Tangkrogen er meget mere end en strand

De fleste aarhusianere kender Tangkrogen for de store arrangementer, der hvert år fylder området med madboder, koncerter og tusindvis af mennesker. Men størstedelen af året er her noget helt andet. Et stort grønt område ud til Aarhus Bugten, hvor der er plads til en badetur, en gåtur langs vandet eller et par rolige timer i solen.

Tangkrogen ligger mellem Marselisborg Lystbådehavn og Strandvejen, og herfra er der kun få minutters gang til både Den Uendelige Bro og Marselisborg Skovene.

Tangkrogen

Strandliv med god plads

Når vejret viser sig fra sin bedste side, rykker aarhusianerne ned til Tangkrogen. Nogle tager en dukkert, andre spiller bold på græsset eller tænder op i grillen, mens børn fanger krabber langs kanten.

Stranden er lavvandet og har sandbund, og de store græsarealer gør, at der som regel er god plads, selv på de travle sommerdage.

Her samles hele Aarhus

Tangkrogen er et af de steder i byen, der forandrer sig mest i løbet af året. Den ene uge er her stille med motionister, hundeluftere og folk på vej rundt om bugten. Den næste uge kan området være fyldt med festivaltelte, koncertgæster eller lange rækker af kræmmerboder.

Food Festival og Aarhus Kræmmermarked har i mange år været blandt de tilbagevendende begivenheder, og området har også lagt græs til alt fra koncerter og cirkus til store udendørs arrangementer.

Tangkrogen
Tangkrogen

En tur forbi lystbådehavnen

Den sydlige del af Tangkrogen glider næsten umærkeligt over i Marselisborg Lystbådehavn. Her ligger små både fortøjet ved siden af hinanden, og langs kajen finder du bænke, hvor du kan sætte dig og nyde udsigten over vandet.

Mange vælger at kombinere besøget ved Tangkrogen med en tur rundt på havnen eller en is fra kiosken, inden turen fortsætter langs kysten.

Et godt stop på turen langs kysten

Tangkrogen er måske ikke Aarhus’ mest klassiske badestrand, men det er netop blandingen af strand, grønne områder og den maritime stemning, der gør stedet til noget særligt. Her kan du bade, slappe af eller bare nyde udsigten over bugten, og samtidig har du flere af byens populære oplevelser lige i nærheden.

Tangkrogen

Praktisk om Tangkrogen

Parkering

Der er parkeringsmuligheder langs vejen ned mod Marselisborg Lystbådehavn.

Offentlig transport

Bus 17 og 31 stopper ved Tangkrogen.

Kiosk

Der ligger en kiosk ved Tangkrogen.

Toiletter

Der er ikke offentlige toiletter ved Tangkrogen, men du finder toiletter ved Marselisborg Lystbådehavn lige ved siden af.

Lokation

Find Tangkrogen på Google Maps

Oplev flere strande i Aarhus

Aarhus byder på strande med hver deres stemning. Nogle er brede sandstrande med badebroer og livlige sommerdage, mens andre ligger omgivet af skov eller byder på rolige kyststrækninger med udsigt over Aarhus Bugt. Her finder du vores guides til byens strande med inspiration til badeture, gåture, vinterbadning og naturoplevelser året rundt.

Ballehage strand

Skov, strand og Den Uendelige Bro

Bellevue strand

Børnevenlig sandstrand nord for Aarhus

Den Uendelige Bro

Aarhus' ikoniske badebro ved Ballehage

Den Permanente Badeanstalt

Vinterbadning, sauna og havbad året rundt

Moesgaard strand

Bred sandstrand med lavt vand og skov

Tangkrogen

Grønne områder ved vandet

Åkrogen strandpark

Kitesurfing, strand og udsigt over bugten

Tekst af Christina Hazelden