AAI logo til mobil

Møllestien

8000 Aarhus C

Møllestien: En af Aarhus’ mest stemningsfulde gader

Et par minutters gang fra Strøget gemmer Møllestien sig som en lille oase midt i Aarhus. De farverige bindingsværkshuse, toppede brosten og blomstrende stokroser har gjort gaden til et af byens mest fotograferede steder, men Møllestien er meget mere end et flot motiv.

Her går tempoet automatisk ned. Husene ligger tæt side om side, blomsterne vælter ud over de små forhaver, og det er svært ikke at stoppe op for at kigge nærmere på de mange detaljer. Samtidig er Møllestien en af de ældste bevarede gader i Aarhus, hvor historien stadig er en synlig del af hverdagen.

Praktisk

Julemarked

Mads Ellegaard

Bevaringsværdige facader på de historiske huse på Møllestien

Farverige bindingsværkshuse med hver deres historie

Noget af det første, du lægger mærke til på Møllestien, er de farverige bindingsværkshuse, som ligger tæt side om side langs den smalle brostensgade. Selvom husene udefra virker små, gemmer de på boliger i mange forskellige størrelser. Nogle er blot 40 kvadratmeter, mens andre strækker sig over hele 200 kvadratmeter.

Husene er opført over flere århundreder, og det ses tydeligt i arkitekturen. De fleste stammer fra 1700- og 1800-tallet, men ét af husene kan spores helt tilbage til omkring 1650. Det giver Møllestien sit særlige udtryk, hvor hver facade har sine egne detaljer, farver og fortællinger.

Historiske facader med plads til nutidens hjem

En af grundene til, at Møllestien stadig ser ud, som den gør, er beboernes arbejde med at bevare husenes karakteristiske facader. De farverige bindingsværkshuse og de mange originale detaljer er med til at give gaden sit særlige udtryk og gør Møllestien til et af de bedst bevarede historiske boligmiljøer i Aarhus.

Bag facaderne ser husene til gengæld meget forskellige ud. Nogle boliger er nænsomt restaureret med respekt for de oprindelige materialer, mens andre er indrettet med moderne løsninger og nutidens løsninger. Fælles er, at det historiske ydre er bevaret, mens hjemmene indvendigt afspejler beboernes egne ønsker og behov.

smukke stokroser langs den brostensbelagte gade på Møllestien
Et blåt bindingsværkshus med mange lyserøde stokroser på Møllestien

Historien om huset uden en ydervæg

Møllestien har ikke altid været den idylliske gade, mange kender i dag. I begyndelsen af 1900-tallet var levevilkårene for flere af beboerne beskedne, og husene manglede ofte helt basale faciliteter.

En af de mest bemærkelsesværdige fortællinger handler om et ungt par, der ventede barn og boede i et hus uden en egentlig ydervæg. De ønskede at få installeret en kakkelovn, men udlejeren afviste deres ønske. Sagen endte i retten, hvor parret fik medhold og retten til den varme, de havde kæmpet for.

Historien fortæller noget om de vilkår, mange levede under på Møllestien for mere end 100 år siden. Samtidig viser den, hvor stor en forandring gaden har gennemgået. I dag er de små huse blandt Aarhus’ mest eftertragtede boliger, men bag de farverige facader gemmer der sig stadig fortællinger om et helt andet liv.

Kilde: Hjem bag facaden – 100 meter utrolige fortællinger fra Aarhus og Møllestiens indre.

Svend Aukens idé satte gang i forandringen

I 1960’erne begyndte Møllestien langsomt at forandre sig. En af de personer, der kom til at spille en rolle i udviklingen, var den senere miljøminister Svend Auken, som omkring 1966 købte et hus i gaden.

Hans vision var at gøre Møllestien til Danmarks første gågade. Den plan blev aldrig gennemført, men idéen var med til at skabe opmærksomhed om områdets særlige historie og bevaringsværdi. I de følgende år voksede interessen for at restaurere husene og bevare den lille brostensgade, som i dag er en af Aarhus’ mest kendte adresser.
Kilde: Hjem bag facaden – 100 meter utrolige fortællinger fra Aarhus og Møllestiens indre.

Et hvidt bindingsværkshus på Møllestien med røde og blå døre
En parkeret cykel foran et flot orange hus på Møllestien

Et kreativt fællesskab tager form

Møllestiens udvikling tog for alvor fart, da kunstnere, musikere og skuespillere begyndte at flytte ind i de gamle huse. De så muligheder i den lille brostensgade, hvor andre primært så nedslidte boliger.

De nye beboere var med til at restaurere husene og skabe et stærkt lokalt fællesskab. Langsomt ændrede Møllestien karakter, og den udvikling lagde grundstenen til den gade, som i dag er kendt for sine farverige facader, stokroser og særlige stemning.

Det kan være svært at forestille sig i dag, men Møllestien var langt fra altid et af Aarhus’ mest eftertragtede kvarterer.

I 1970’erne havde gaden ry for at være et hårdt sted at bo. Her levede mennesker med meget forskellige livsvilkår side om side, og blandt beboerne var både prostituerede, alkoholikere, små selvstændige erhvervsdrivende og familier, der forsøgte at skabe en hverdag under beskedne forhold.

Fra offentlige bade til moderne boliger

Mange af husene havde hverken bad eller moderne faciliteter i gamle dage, og beboerne måtte betale en krone for et bad i en bygning over det nuværende VoxHall. I begyndelsen af 1980’erne tog restaureringen for alvor fart, og de gamle huse blev løbende moderniseret, mens de historiske facader blev bevaret.

Ved årtusindskiftet var kvarteret stadig præget af narkomiljøet i den nærliggende Møllepark. Gennem en målrettet indsats fra både beboere og Aarhus Kommune ændrede området sig markant. I dag er Mølleparken et grønt byrum og et populært mødested for både studerende og aarhusianere.

Historiske og brostensbelagte huse på Møllestien
Farverige huse og blomstrende stokroser på Møllestien

Et roligt åndehul midt i Aarhus

Selvom Møllestien ligger få minutters gang fra Strøget og Vestergade, føles gaden overraskende rolig. Her er det lyden af fuglesang og små samtaler mellem naboer, der fylder, mens byens trafik og travlhed hurtigt forsvinder i baggrunden.

Kontrasten mærkes især under Aarhus Festuge. Mens tusindvis af mennesker samles få hundrede meter væk, er der stadig en særlig ro på Møllestien. Det er netop den kontrast, der gør gaden til noget helt særligt.

Et stærkt naboskab

Møllestien er kendt for sit tætte nabofællesskab, hvor de små hverdagsoplevelser betyder meget. En hilsen over hækken, en hjælpende hånd eller et syltetøjsglas, der ikke vil åbne, er ifølge beboerne en naturlig del af livet i gaden. Det er de små ting, der har været med til at skabe det fællesskab, Møllestien stadig er kendt for.

Kreativiteten er også en del af gadens identitet. Flere beboere arbejder med kunst og håndværk, og det kommer til udtryk i alt fra keramikværksteder til de personlige navneskilte ved husene. Gavlhuset og områdets keramikværksted er et godt eksempel på, hvordan kunsten fortsat er en del af hverdagen på Møllestien.

Kilde: Hjem bag facaden – 100 meter utrolige fortællinger fra Aarhus og Møllestiens indre.

Gult bindingsværkshus på Møllestien

Tak til Mads Ellegaard

En del af de historiske fortællinger i denne guide bygger på et interview med forfatter Mads Ellegaard, som står bag bogen Hjem bag facaden – 100 meter utrolige fortællinger fra Aarhus og Møllestiens indre. Interviewet blev gennemført i januar 2024 og har bidraget med en række af de lokale historier og historiske nedslag, der er med til at fortælle Møllestiens særlige historie.

Blå og orange huse med grønne planter på Møllestien

Ofte stillede spørgsmål om dit besøg på Møllestien

Hvor kan du parkere bilen i nærheden af Møllestien?

Hvis du ankommer i bil, kan du med fordel parkere i Magasins p-kælder, eller du kan lede efter en ledig plads i de omkringliggende gader i Aarhus C. Da Møllestien er en bilfri gade, er det nødvendigt at finde parkering i det tætte nærområde, før du går det sidste stykke.

KHvordan kommer du til Møllestien med offentlig transport?

Det er meget nemt at benytte offentlig transport, da stort set alle busser stopper i Aarhus midtbyen. Du kan med fordel vælge at stige af bussen ved Store Torv eller ved Magasin, da begge stoppesteder ligger i gåafstand fra gaden.

Er Møllestien et museum?

Selvom gaden er historisk og meget velbevaret, er Møllestien ikke et museum. Det er et levende kvarter og et privat hjem for de mange beboere, som du bør vise respekt og hensyn til, når du går en tur gennem gaden.

Hvor finder du mere information om Møllestiens historie?

Du kan finde mange flere detaljer og dybdegående fortællinger i bogen Hjem bag facaden, som er skrevet af Mads Ellegaard. Bogen dækker over 100 meter utrolige fortællinger fra gadens indre, som er baseret på omfattende research og interviews med beboerne.

Læs mere Møllestiens årlig julemarked

Se og læs mere om Mølleparken

Tekst af Christina Hazelden -
- udgivet den 01.02.2024