Bliv skribent på Aarhus Inside
Kender du følelsen, når du træder ind på et nyt sted i Aarhus, og det bare rammer? Lyset gennem vinduet, en duft fra køkkenet, en lyd der får dig til at standse op. Det er den slags øjeblikke, vi gerne vil fange på Aarhus Inside. Og vi leder efter dig, der har lyst til at sætte ord på dem sammen med os.
Hvad er Aarhus Inside?
Aarhus Inside er et oplevelsesmagasin for byen og dens mennesker. Vi skriver om kultur, koncerter, nye restauranter, hemmelige hjørner, sæsonens stemninger og alt det, der gør Aarhus til Aarhus. Vores læsere er voksne aarhusianere og besøgende, der søger inspiration til at komme ud og opleve byen, ikke bare læse om den.
Vi er ikke et anmeldermedie. Vi er et stemningsmedie. Det betyder, at vi går efter det sanselige, det personlige og det ærlige fremfor stjerner og pointlister.
Hvem leder vi efter?
Vi leder ikke nødvendigvis efter journalister. Vi leder efter mennesker, der elsker Aarhus og kan formidle en oplevelse, så læseren næsten kan dufte den. Måske er du studerende på et af byens universiteter. Måske har du en blog. Måske har du bare altid haft lyst til at skrive, men aldrig fået chancen.
Det vigtigste for os er, at du:
- har en personlig stemme og lyst til at skrive i den
- kan beskrive en oplevelse, så andre får lyst til at gå ud og finde den selv
- er nysgerrig på byen og dens kultur, mad, natur, kunst eller hverdag
- er villig til at tage gode billeder til dine artikler
Du behøver ikke have udgivet noget før. Du behøver ikke en uddannelse i kommunikation. Men du skal have noget på hjerte og lyst til at skrive det ned.
Sådan skriver vi på Aarhus Inside
Vores tekster er oplevelsesbaserede og personlige. Vi skriver i du-form til læseren og i jeg- eller vi-form om os selv. Vi bruger hverdagsord og helst konkrete sanseindtryk fremfor abstrakte beskrivelser. Når du har skrevet din første artikel, sender vi en kort skrivevejledning, og vi sparrer altid med dig undervejs.
Det får du som skribent
Vi er et frivilligt medie i vækst, så vi kan ikke betale honorar endnu. Men vi gør, hvad vi kan, for at det stadig er det værd. Som skribent får du:
- adgang til oplevelser og events i Aarhus (2 x billetter)
- erfaring og referencer du kan bruge på dit CV og i din portefølje
- en byline på et voksende bymedie med god trafik og synlighed
- et netværk i kultur- og oplevelsesbranchen i Aarhus
- mulighed for at præge udviklingen af mediet på sigt
Når Aarhus Inside bliver indtægtsgivende, vil betalte opgaver være en naturlig del af samarbejdet med vores faste skribenter.
Hvor meget skal du skrive?
Det bestemmer du selv. Nogle skribenter skriver én artikel om måneden, andre tre. Artiklerne er typisk 700 til 800 ord, og deadlines aftaler vi fra gang til gang.
Sådan ansøger du
Skriv en mail til info@aarhusinside.dk med:
- en kort introduktion af dig selv og din relation til Aarhus
- hvad du brænder for at skrive om
- et eller to eksempler på tekster, du har skrevet, eller link til en blog, et opslag eller andet, hvor vi kan få en fornemmelse af din stemme
Du skal ikke skrive en lang ansøgning. Vi vil hellere mærke din stemme end læse en formel motiveret ansøgning. Vi sender dig herefter vores ansøgningsskema og samarbejdsaftale, hvis vi tænker, det kan være et godt match.
Vi læser alle henvendelser og svarer inden for få dage.
Vi glæder os til at høre fra dig
Aarhus er fuld af gode historier. Vi kan ikke fortælle dem alle selv, og det skal vi heller ikke. Vi vil gerne være et magasin, der lyder som mange stemmer, ikke kun en. Måske er din næste.
Nyeste artikler
Læs historier fra begivenheder og oplevelser i Aarhus.
Real Love på Aarhus Teater fik hele salen til at grine af kærligheden og måske tro lidt på den igen
Real Love på Aarhus Teater fik hele salen til at grine af kærligheden og måske tro lidt på den igenJeg gik ud fra Aarhus Teater med ømme lattermuskler og en følelse af håb i kroppen. Jeg havde lige set Real Love, Carolin Oredssons nye forestilling på Aarhus Teater...




